25. august 2007
Lad os få det personlige ansvar tilbage. Sænk skatten
MENS STATSMINISTEREN MED lyntempo forsøger at få en aftale om regeringens skattepakke forhandlet på plads, må det være tilladt at stille det indlysende spørgsmål: Hvordan er det gået til, at en så stor del af også borgerlige vælgere alligevel ikke ønsker skattelettelser? Meningsmålinger i forskellige medier har vist det næsten entydigt i de seneste dage. Engang lå pengene bedst i borgernes lommer. Nu ligger pengene tilsyneladende bedst i statens lommer. Også borgerlige danskere har åbenbart vænnet sig til verdens næsthøjeste skattetryk. Den omvendelse er ganske spektakulær, for den handler mere om sindelag end om penge.
VELFÆRDSSTATEN I DANMARK har i løbet af få årtier udviklet sig fra at være en samfundsindretning, hvis vigtigste opgave har været at sikre de svageste, til at være en indretning, der som en anden maskine garanterer penge til alle. I begyndelsen blev velfærdsstaten drevet af en forestilling om pligt, og alle pligter er så at sige vokset ud af pligten til at tage sig af næsten og ikke mindst de svageste medmennesker. Men i takt med udviklingen er pligtaspektet forsvundet. Næstekærligheden og den pligt, der er forbundet dermed, er blevet statsliggjort, hvilket har frataget det enkelte menneske en del af den personlige ansvars- og pligtfølelse. Snart sagt ethvert menneskeligt problem mødes i dag med kravet om, at det offentlige tager sig af det.
I samme takt har velfærdsstaten udviklet sig fra at være pligtpræget til nu at være rettighedspræget. Der gives ikke længere velfærdsydelser efter behov, men fordi alle skal have noget ud af det. Middelklassen er så at sige blevet bestukket af politikerne til at bidrage til velfærdsstaten med stadigt højere skatter. Modydelsen er, at selv de mest velstillede får penge fra velfærdsmaskinen. Ikke bare i de mange offentlige institutioner. Børnechecken indløber hos selv de højstlønnede, der kan købe teater- og koncertbilletter heftigt sponseret af skattemidlerne.
Den danske velfærdsstat baserer sig i dag på noget-for-noget-princippet. Vi er gået fra pligt til ret. Senest karikeret i Socialdemokraternes forslag om at indføre et katalog over egentlige velfærdsrettigheder, der mest vækker minder om forgangne planøkonomiers forsøg på den totale centrale statsstyring.
I denne tid viser den politiske overbudspolitik i velfærdsydelser, at velfærdsstaten ikke længere handler om, hvordan man hjælper de svageste og fattigste, men om hvordan vi giver os selv stadigt flere penge. Velfærdsstaten er gået i danskernes blod med en sådan styrke, at det i dag er politisk galmandsværk at ville reducere omfanget af den. Danmark har noget nær verdensrekord i social lighed, og alligevel fremstilles en minimal skattelettelse, som den regeringen har foreslået, som asocial.
MODSTANDEN MOD AT sænke skatten har ikke meget med social ansvarsfølelse at gøre. Derimod grunder den sig i frygten for, at mindre skat på længere sigt vil føre til mindre velfærdsstat og i sidste ende også færre penge til en selv.
For snart 20 år siden skrev nu afdøde forfatter og debattør Henning Fonsmark i sin bog ”Historien om den danske utopi”, at et samfund, der får held med at gøre samtlige sine vælgere til sine sociale klienter, behøver ikke længere bekymre sig om ideelle begrundelser for sin eksistens. Eller sagt på en anden måde: Når flertallet i en befolkning får offentlig støtte, er velfærdsmodellen stort set umulig at reformere.
I dag fremstår de, der støtter den høje skat og den voksende offentlige sektor, som de socialt ansvarlige. Men sådan er det ikke. Man kan med god ret vende sagen på hovedet. Det høje skattetryk har nemlig haft den effekt, at mange mennesker ikke længere føler ansvar for andre end sig selv. Og knapt det endda. Ansvaret er parkeret hos det offentlige. Når man nu skal betale så meget i skat, gælder det om at malke systemet til det yderste. Samtidig arbejdes der sort som aldrig før.
Den rigtige og nødvendige velfærdstats måske værste fjende er rettighedstænkningen, der har gjort velfærdsstaten til en økonomisk maskine. Den ødelægger idéen om et socialt ansvarligt samfund. Lad os derfor få det personlige ansvar tilbage. Sænk skatten.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad