Lederen af den ortodokse Shas-bevægelse, Ovadia Yosefs, forklaring på, hvorfor Israels soldater døde under krigen med Hizbollah sidste år, bliver fordømt fra alle dele af den israelske befolkning
Nogle gange bliver hans kommentarer taget med et smil. Andre gange trækker Israels sekulære på skuldrene, når Shas-partiets åndelige leder, Ovadia Yosef, ytrer sig for offentligheden ved sin tale i en af Jerusalems synagoger inden sabattens start. Men denne uges udtalelse vækker et ramaskrig i Israel og får i en national israelsk sammenhæng alle de andre af Ovadias rabiate udtalelser til at blegne.

Før weekenden sagde Ovadia Yosef i sin tale, at de israelske soldater, der døde i krigen mod Hizbollah sidste år, alle mistede livet, fordi de ikke førte en tilværelse som troende jøder og dermed ikke overholdt de jødiske påbud og forbud.
Den kommentar vækker heftig kritik og skærper det i forvejen følsomme forhold mellem Israels sekulære og ortodokse jøder.
– For et år siden mistede både religiøse og sekulære soldater livet, mens Ovadias elever sad og læste i Toraen i deres telt uden at sætte livet på spil, siger Avshalom Vilan, der er medlem af Knesset.
Vilan kræver, at Ovadia formulerer en offentlig undskyldning til alle de familier, der har mistet sønner eller fædre i Israels krige.
Men kritikken af den åndelige Shas-leder kommer ikke kun fra den sekulære side af den israelske befolkning.
En af Israels reform-rabbinere beskylder også Yosef for at lade sine elever sidde i sikkerhed, mens resten af landets unge ofrer deres liv i kamp for staten.
Som reaktion på en artikel om Ovadias udtalelser skriver en religiøs israeler på avisen Haaretzs debatforum på internettet: ”Jeg overholder de jødiske forbud og påbud og er flov over, at Ovadia kalder sig selv for leder. Jeg foreslår, at vi alle boykotter ham”.
I Israel bliver rabbineren Ovadia Yosef ofte beskrevet som den jødiske udgave af den afdøde iranske ayatollah Khomeini. Dels fordi han rent fysisk har slående ligheder med grundlæggeren af den islamiske republik. Og dels fordi han af Israels sekulære befolkning anses for at være en lige så radikal og sprængfarlig blanding af religion og politik som Khomeini.
Ovadia Yosef er den åndelige leder af det ortodokse Shas-parti, der har siddet i adskillige israelske regeringer, og som har et omfattende skolenetværk. Han anses for at være en af vor tids største lovgivere inden for jødisk lov. Og for store dele af Israels nordafrikanske jøder (især marokkanske jøder) bliver han tildelt titler som profet og overnaturlig.
allan@kristeligt-dagblad.dk