På en måde siger det lille skilt fra elværket nede ved husets sokkel det hele: Jordforbindelsen må ikke fjernes! Vi er på besøg i et af landets mindste klostre eller søsterhuse, som det egentlig kaldes. Her i et af de gamle kvarterer i Rønne på Bornholm med snævre stræder og bedårende bindingsværkshuse bor tre ældre kvinder, som tilhører den katolske orden Søstrene af det dyrebare blod. Selvom ordenens navn kan lyde lidt højtflyvende, ønsker søstrene at have begge ben på jorden og har viet deres liv til at hjælpe andre.
Godt nok er de kun tre tilbage i modsætning til storhedstiden, hvor der var otte søstre på Bornholm. De er desuden alle fyldt 60 år, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at yngre kræfter er på vej til øen. Men lederen af huset, søster Carina, ser med fortrøstning på fremtiden.
Jeg er sikker på, at der bliver fundet en løsning, og at vores søsterorden nok skal finde nogen at sende hertil. Det er ikke noget, vi bekymrer os over, siger den 60-årige søster Carina, der ligesom de to øvrige søstre oprindelig kommer fra Tyskland.
Vi har aflagt ordensløfterne om fattigdom, kyskhed og lydighed, og derfor er vi parat til at gå derhen, hvor vi bliver sendt, siger søster Carina.
Den dag, Kristeligt Dagblad besøger søsterhuset, begynder på samme måde som alle andre dage, nemlig med bøn i kapellet på husets 1. sal. Alle tre søstre sidder på deres pladser, da uret i stuen nedenunder slår styv, og på slaget begynder de den såkaldte tidebøn. Der bliver vekslet mellem oplæsning fra Bibelen og forskellige bønner.
Kapellet ligner en lille kirke med bænke, alter og kors oppe foran. Der er dekorationer med planter, der helt i tråd med ordenens navn har glødende røde blomster. Mens lyden af den vågnende by med larm fra biler og horn fra havnen når ind ad vinduerne i kapellet, er søstrene ved at være færdige med den halve times bøn og slutter:
Du ville tjene og ikke lade dig tjene.
Giv os, Herre, at vi ydmygt tjener dig og vor næste.
På vej ned ad trappen fortæller søster Carina, hvad tidebønnen betyder for hende:
Her giver Gud personligt sin velsignelse til mig og lover, at han vil gå med mig hele dagen, siger hun og svarer på spørgsmålet om, hvorfor ordenen har det særprægede navn Søstrene af det dyrebare blod. Først slår hun fast, at blodet er Jesu blod, og det centrale for søstrene er påskens budskab.
På tysk har vi et udtryk, som ikke lader sig oversætte til dansk. Hvis man skulle prøve, ville det hedde påskemennesker, og sådan vil vi gerne være. Med udtrykket menes mennesker, som lever i påskens mysterium.
Søster Ansvera er 69 år og har været her i søsterhuset i Rønne i 26 år. Hun tilføjer:
Det handler om først at skulle gennem lidelsen for at nå frem til glæden.
Netop den vej frem til glæden har søstrene selv oplevet, fortæller de, da de bliver stillet det mest oplagte spørgsmål af alle til mennesker, som har valgt at sige farvel til familie og venner og flytte i kloster: Hvorfor har I valgt at gøre det?
Søster Carinas vej fra barn derhjemme i Bayern til søster i en katolsk orden har for eksempel været præget af, at hendes mor truede med at begå selvmord, hvis hun valgte klosterlivet.
I mine barneår gjorde jeg mig slet ingen tanker om at skulle leve et klosterliv. Jeg levede et helt almindeligt teenageliv med en kæreste, som elskede mig, og jeg elskede ham. Vi talte om at stifte familie, men for mig var det samtidig, som om Jesus hele tiden var med som en tredje person i vores forhold. Derfor måtte jeg sige til min kæreste, at vores forhold ikke kunne fortsætte, for jeg elskede Jesus. Jeg ønskede at leve mit liv med Jesus som min livspartner.
Helt så enkelt skulle det dog ikke komme til at gå, for da Carina kom hjem til sine forældre, blev især hendes mor meget ked af det.
Min mor sagde direkte, at hvis jeg gik i kloster, ville hun tage livet af sig selv, fortæller Carina berørt af situationen.
Jeg søgte hjælp hos to gode rådgivere, som begge sagde, at hvis Gud kaldte mig til et klosterliv, ville han også hjælpe min mor gennem det. Så jeg valgte at flytte i kloster. De første otte år besøgte min mor mig ikke, men senere begyndte vi at se hinanden igen, siger søster Carina, som er såkaldt pastoralassistent, hvilket for det meste svarer til sognemedhjælper i folkekirken.
Hun står for eksempel for kristendomsundervisning af både børn og voksne, ligesom hun er aktiv i besøgstjeneste. Hendes funktion adskiller sig god fra sognemedhjælperens på den måde, at hun holder den såkaldte ordets gudstjeneste, som er en gudstjeneste uden sakramenter som dåb og nadver, men dog med uddeling af nadverbrød. Kun en eller to weekender om måneden kommer en katolsk præst til øen og holder katolsk messe.
I søsterhuset har søster Ansvera den meget store have som ansvarsområde, ligesom hun blandt andet sørger for rengøring i huset og tøjvask.
Det stod ikke skrevet i stjernerne i hendes barnedage, at Ansvera skulle blive katolsk søster på Bornholm. Hun er vokset op i en protestantisk familie, men efter at hendes far konverterede til katolicismen, kom hun på katolsk husholdningsskole.
I begyndelsen syntes jeg, det var skrækkeligt, at de skulle bede hele tiden. Men efterhånden blev det klart for mig, at jeg ikke ville følge min pigedrøm om mand og mange børn, men i stedet ville jeg være Kristi brud. Og det har jeg ikke fortrudt én eneste dag, siger søster Ansvera smilende.
68-årige søster Wilhelma tager sig af køkkenet og sørger for maden til både søstrene og gæsterne i huset. Hun hjælper desuden til i haven og tager sig af gravpladsen på kirkegården.
Da jeg var lille, ønskede jeg at blive mor og få mindst 12 børn. Som 15-årig flyttede jeg hjemmefra og kom ud at tjene på en gård. En nat vågnede jeg og oplevede, at Jesus pludselig begyndte at tale til mig fra korset, som hang på væggen over min seng. Han sagde: Jeg vil noget andet med dig. Du skal gå en anden vej.
Jeg var overbevist om, at jeg skulle gå i kloster. Det blev min mor glad for at høre, men min far var meget imod det, og min kæreste blev også ked af det. Men jeg havde truffet min beslutning og så frem til at blive myndig som 21-årig og flytte i kloster.
Det blev dog ikke nødvendigt for hende at vente så længe. Da Wilhelma fyldte 20 år spurgte hendes far, hvad der var hendes allerstørste ønske som fødselsdagsgave.
Jeg var jo hans yndlingsdatter, så det var svært for mig at ønske noget, han var imod, men jeg sagde, at mit største ønske var, at han ville give mig lov til at gå i kloster, inden jeg fyldte 21 år. Da begyndte min far at græde og gav mig sin velsignelse til at gå i kloster med det samme, fortæller Wilhelma, og selvom det er mere end 50 år siden, får minderne om dengang hende til at græde igen.
Søstrene af det dyrebare blod tager sig af det, man kunne kalde rugbrødsarbejdet i den katolske kirke. Det er ikke prangende og prestigefyldt, og det er sådan set heller ikke meningen. Søster Carina nævner stifteren af ordenen Søstrene af det dyrebare blod, østrigeren Franz Pfanner, som engang har sagt: Hvis ingen går, så går jeg.
Den sætning har virkelig sat sig fast i vores orden, og den præger os og vores arbejde, tilføjer søster Ansvera.
I det hele taget trækker søstrene her i huset på Bornholm ofte sætninger frem, som netop Franz Pfanner har sagt. For eksempel vil de med deres lyse og hjælpsomme sind leve op til hans intentionen i ord fra omkring stiftelsen af ordenen i Afrika i 1885: Mine søstre skal venlige, smilende og glade gå ind i de afrikanske hytter.
Her i søsterhuset på Bornholm tilbyder søstrene ophold i gæsteværelser. Søstrene yder også hjælp af forskellig slags til medlemmer af den katolske menighed, som her på Bornholm består af omkring 90 mennesker.
Vi har det med broder Franz ord på samme måde som man for eksempel kan have det med noget klogt, som ens bedstemor en gang har sagt. Franz var et åndeligt menneske med begge ben på jorden, og på samme måde vil vi gerne prøve at holde jordforbindelsen, siger søster Carina.
