Igen ro og ligevægt og en grundlæggende tro på egne evner og personlighed.

– Jeg var et forkælet barn, men kunne tåle det, siger han med det glimt i øjet, der også er karakteristisk for ham.

Forkælethed er ellers ikke den tanke, der ligger nærmest for, når man læser Hellmut Seifert Toftdahls kronik og hører om hans ”skæbne”. Undfanget i besættelsestidens andet år som resultat af et kærlighedsforhold mellem en fraskilt, enlig mor til fire og en flot 37-årig tysk soldat. Et forhold der blev umuliggjort, da soldaten kort efter blev forflyttet til først Warszawa og senere til Stalingrad og derfor forlængst var over alle bjerge, da lille Hellmut blev født.

Alligevel var soldaten nærværende i huset i Hurup i Thy, hvor Hellmut voksede op sammen med sin mor og fire halvsøstre. Moderen var nemlig ikke en forskræmt ”tyskertøs” og Hellmut ikke et stakkels ”tyskerbarn”. Moderen var tro mod soldaten, der blev hendes livs kærlighed, og hun opdrog Hellmut til at rette ryggen og føle stolthed over sit fædrene ophav. Drengen fik endda sin fars navn, Hellmut Seifert, og det var vel og mærke ikke med nogen fordansket stavemåde. Der kom aldrig nogen ny mand i moderens liv.

Som det fremgår af kronikken har Hellmut Seifert aldrig mødt sin far. Som barn kendte han ham gennem breve, der var skrevet på næsten fejlfrit dansk, og tegninger. Faderen udnyttede sine kunstneriske evner og sendte blandt andet små billeder og tegneserier, der beskrev hans længsel efter sin lille søn i Vestjylland. Et gensyn var utænkeligt, for soldaten, der nu var blevet sendt tilbage til sit civile liv som skuespiller og billedkunstner, befandt sig på den østlige side af jerntæppet, i DDR.

Hellmut besvarede brevene lige til pubertetsårene, hvor han fik behov for at gøre oprør mod den fraværende far. En fortrængning kalder han det selv i dag. Livet gik videre. Gymnasieårene i Thisted og derefter studierne i nordisk litteratur på Århus Universitet og fra 1967 jobbet på Århus Akademi. Først da hans mor døde i 1975 og dødsboet skulle ryddes, rykkede faderen igen helt frem i følelsesregistret. Alle de gemte breve og tegninger talte deres tydelige sprog om forældrenes kærlighed, og den dengang 33 årige Hellmut Seifert Toftdahl fik behov for at se ind i det spejl, hvor hans geners oprindelse lå. Desværre var det for sent. Faderen var død allerede 10 år tidligere.

Til gengæld fik den nu århusianske magister en ny ”pap-familie” i Tyskland. Hans far havde giftet sig i slutningen af 1940’erne med en balletdanser fra Schlesien med hvem, han havde fået fem børn.

– Heldigvis skrev han aldrig noget om sin tyske familie til min mor. Det er jeg meget taknemmelig over i dag, for det kunne have gjort hende bitter og dermed havde det også haft en negativ indflydelse på mit forhold til min far, siger Hellmut Seifert Toftdahl.

Balletdanseren er nu en 88-årig, frisk og særdeles levende kvinde, der bor i Berlin og som af alle sine børn og børnebørn, inklusive Hellmut og hans børn, slet og ret kaldes Mutti. Planen er nu, at vinderpræmien i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence skal bruges på en tur med Mutti til Firenze. Der har hun nemlig altid ønsket sig at komme hen.

Og faderen – han er stadig både fra- og nærværende. På den gode måde.

– En fysisk far kan meget nemt komme til at stå i vejen for det billede, man gerne vil have af sin far. Det problem har jeg i hvert fald ikke, siger Hellmut Seifert Toftdahl og tilføjer:

– Som eksistentialist tror jeg på, at man aldrig kan give sin sociale og/eller genetiske arv ansvaret for sit liv. Det er mig, der suverænt vælger, hvad jeg vil få ud af den person, jeg nu engang er blevet til.

washuus@kristeligt-dagblad.dk