Der er et før og et efter de 50

På bordet i mødelokalet byder direktøren for det strategiske kommunikationsfirma på ”cowboy-kaffe” – Nescafé og kogende vand. Trods klage over den tyngende alder og aftenens lidt for meget rødvin ligner han nu sig selv, som vi husker ham som populær nyhedsoplæser på TV 2. En mere end almindelig pæn mand, solbrændt og i kridhvid polobluse. Og trods sin status som kendt ansigt og stemme – som medlem af panelet i ”Spørg Charlie” på tv-kanalen TV 2 Charlie, bestyrer af radioprogrammet ”Gaardbo på P1” samt foredragsholder og konference- og debatleder – også en blufærdig mand. Som holdt sin første store fest, da han fyldte 50 år.

– Det lyder lidt mærkeligt, at et offentligt ansigt siger det, men jeg bryder mig ikke om opmærksomhed. Der er forskel på arbejde og så at stille sig op som det menneske, man er, og gøre sig til genstand for personlig opmærksomhed. Det der med at fejre sig selv er en underlig iscenesættelse. Jeg bliver beklemt ved det og lidt flov. Det er blufærdighed, siger Jens Gaardbo.

Men festen på Skovshoved Hotel blev en herlig aften med et hav af taler.

– Der var en ting, jeg tog meget til mig. Det var min kone, der sagde det. Jeg er ikke ufejlbarlig, er lidt kantet, god til at være samlende, men ikke noget uproblematisk menneske. Hun tildelte mig, at jeg var et generøst menneske. Det blev jeg meget glad for, siger Jens Gaardbo og tænder den første af de tre cigaretter, han har rationeret til sig selv i forsøget på at nedsætte forbruget.

– Jeg har altid haft stor appetit på livets gode sider, fra god tobak til god rødvin. Jeg har ikke levet op til Sundhedsstyrelsens regler, men haft den holdning, at man skulle bruge det her liv. Da jeg ramte 50, begyndte jeg at tænke over, at den måde at bruge livet på også kunne ramme andre. Så nu dyrker jeg mere motion, end jeg plejer, og arbejder med rygningen, for jeg kan ikke holde til det. Jeg er overhovedet ikke motiveret, så jeg må lave røgfri zoner og regulativer for at begrænse det. Jeg har aldrig været bange for det faktum, at livet er forgængeligt, men jeg er mere opmærksom på, at jeg har en familie, og at min kone er 10 år yngre end mit og mit yngste barn 42 år yngre. Så for mig har der været et vigtigt symbol i at blive 50. Jeg er begyndt på side et i kapitel to. Der er et før og et efter 50.

Da Jens Gaardbo var yngre, gik han med egne ord meget op i, hvad han skulle have. Nu tænker han i højere grad på, hvad han kan give.

– Jeg synes, jeg er blevet bedre til at holde af. Jeg er meget forelsket i mine børn og min kone. Jeg er også blevet mere rørstrømsk, får ofte en klump i halsen og er ofte taknemmelig over dem, der er omkring mig. Jeg synes, at alderen har smilet til mig på det punkt. Jeg er klart blevet bedre til at give plads, men det manglede også bare, Dorte Remar, for jeg har været dominerende!

– Det er ikke noget, jeg vil rose mig selv for. Men det er blevet mere vigtigt at sætte spor, lave rammer, give medarbejderne gode vilkår, støtte min kone og hjælpe mine børn. Det er også noget, jeg gør for mig selv. Det er blevet vigtigere, hvordan jeg kan aflevere noget, hvor jeg som yngre var optaget af at indsamle penge, gunst, kærlighed og så videre. Jeg har for eksempel opgivet den klassiske idé om karriere. Det er derfor, jeg har lavet min egen virksomhed. Jeg har ikke længere en forestilling om lodret hierarki, op og ned, men er direktør for mit eget og vasker gulv, laver kaffe, sætter frimærker på og køber papirclips. Jeg har ingen idé om, at det bør en direktør ikke gøre. Måske er det spild af tid, men jeg synes, det er dejligt.

– Det sjove er, at jeg med min hastigt stigende alderdom bliver mindre og mindre formalistisk. Jeg driver en lille virksomhed med fem mennesker, der bygger på filosofien om den organiske virksomhed. Det vil sige, at der kommer intet styringsværktøj, før det er absolut påkrævet. Der er ingen fast arbejdstid, ingen holder øje med, om folk er her. Ingen it-styret kalender, ingen effektivitetskontrol og ingen budgetstyring. Betyder det, at vi ikke optimerer indtjeningen? Ja, alting har en pris. Men her har du en idé om nogle voksne mennesker, der er direktører i eget liv med frihed under ansvar og masser af samarbejde imellem os. God tone og respekt. Det er ikke lønmodtagere, men mennesker, der træder ind ad døren. De er ikke styret af andet end deres ansvarsfølelse.

– Jeg er selv stort set umulig til at få til at sidde til et møde. Min bagdel brænder, jeg kæfter op eller bliver fraværende og sur. Jeg har altid været antiautoritær, så det er ikke kommet med alderen, men er blevet stærkere.

Jens Gaardbo karakteriserer sig selv som et meget umiddelbart menneske, der uden at være naiv går fortrøstningsfuld ud i livet hver dag.

– Jeg længes ofte tilbage til min hjemstavn, Frederikshavn, og kører derop, så ofte jeg kan finde en undskyldning. Jeg har mere og mere lyst til at lære mig selv at kende ved at genopleve barndommens gade. Ingen mennesker er vokset op uden både glæde og smerte, og for mig er det en pilgrimstur at opleve skoven, steder, asfaltvejen og alt det der. Jeg kan mærke, at det er godt at komme tilbage til smerten med den voksne mands styrke. Man fik jo tæsk af naboens unger og skældud af de voksne.

– Jeg var et barn, der var meget opmærksom på det eksistentielle, og derfor er den nordjyske ramme dér, hvor jeg er eksistentiel. Som barn var jeg ude af stand til at håndtere livsangst og neuroser. Jeg havde dejlige forældre, og vores familie fejlede ingenting. Men jeg var et meget følsomt barn, der tidligt begyndte at tænke over skabelsen og livets mysterium. Der var ingen i Frederikshavn, jeg kunne dele det med, så jeg betragtede mig selv som lidt til en side, selvom jeg var fuldkommen normal og spillede fodbold og cyklede fløjtende på havnen.

– Men jeg havde en tro på, at livet var meningsløst, og det var skrækindjagende. I dag er jeg overbevist om, at eksistensen er meningsløs, men jeg har stor fornøjelse af den.

Andre fordele ved at blive ældre?

– Jeg er blevet bedre til at vælge skidtet fra. Jeg har aldrig kunnet smide ting ud. Nu skal jeg smide tøj ud, hvis jeg køber noget nyt. Hvis jeg ikke kan, gør min kone det. Jeg er blevet mere selektiv, vælger store menneskemængder fra og er færdig med billige rejser og dårlig mad. Men det har også en ulempe at være mere selektiv. For jeg er også blevet mere intolerant og fordømmende. Jeg hader vindjakkesamfundet og kan ikke holde ud, at folk spiser frokost på deres arbejdsbord. Jeg hader graffiti. Alderen har gjort mig langt mindre tålmodig med dårlig æstetik og sjusk.

– Jeg er vokset op i et ægte konservativt hjem. Når vi gik tur i skoven om søndagen, og der kom en knallert kørende, råbte min far: Stands og træk den knallert ud af skoven! Det er så flovt, når man er seks år. Men da jeg her forleden så to piger smide tomme colaflasker fra sig på gaden, tror du så ikke, jeg løb efter dem!

Jens Gaardbo har ud over det allerede nævnte også været kommunikationsdirektør i medicinalvirksomheden Lundbeck A/S. Har han nået det, han ville?

– Jeg synes stadig, jeg mangler en ting. Jeg er det, man kalder et kendt ansigt, men er lidt flov over det. Jeg har ikke bedrevet noget eller skabt noget stort, der kan kvalificere den her kendthed. Det vil jeg gerne. Det er ikke forfængelighed, der gør det, men fordi, jeg synes, det er meningen med livet.

– Det kunne være smukt at efterlade sig noget enestående. Hvis jeg for eksempel inden for journalistik eller kommunikation kunne opfinde en retning, vejviser, æstetik, som andre ville synes, de kunne bruge til noget, ville jeg være glad for det. Jeg laver radio og skriver klummer, men er langt mere interesseret i ledelse og udvikling. Jeg synes ikke længere, at journalistikken byder sine journalister ret meget. Der er 6000 journalister i et land som vores, hvor der ikke sker en pind. Det er et dræbende faktum. Og det er også et faktum, at journalistik er blevet et produktionserhverv, en metervare.

– Selv arbejder jeg 36 timer i døgnet, og tiden til at tænke er blevet mindre. Det er ulempen ved at starte egen virksomhed. Og med en lille virksomhed skal du stå op hver morgen og lave penge. Derfor går det ikke så godt med Gaardbos projekt, men jeg er glad for at have lavet en virksomhed med medarbejdere, der tror på det. Der er næsten ikke større anerkendelse, end når folk ude i byen vil bruge penge på os. Så jeg åbner en flaske rødvin, når vi har fået en ordre, der svarer til 14 dages løn på TV 2. Det har overrasket mig, for jeg har altid syntes, at salg var en lurvet branche. Nu har jeg oplevet, at det er givende og sjovt for begge parter.

Hvad med alderdommen – truer den?

– Ja, det gør den faktisk. Jeg har slet ikke noget billede af mig selv som 70-årig. Jeg mangler fuldstændig visioner på det punkt. Jeg tror, jeg vil hade det. Jeg arbejder heller ikke med en idé om tilbagetrækning. Jeg tror, jeg bliver ved med at arbejde, til jeg falder om. Samfundet har besluttet, hvornår folk er gamle, det skal de ikke beslutte for mig. Jeg er allerede gammel. Det er fint med efterløn og pension, men det er, som om det er blevet en pligt. Det, der engang var et progressivt syn med tilbagetrækningsretten, er blevet en fordom og forventning.

– Jeg håber, at jeg efter de 50 kan finde det, jeg savner mest: Tid til at tænke, skrive og opfinde.

remar@kristeligt-dagblad.dk