– Jeg er kristen, og derfor har jeg meldt mig ud af folkekirken! Sådan lyder det fra Poul Elming. –
- Scanpix.
Dorte Washuus Bundgaard |
1. september 2007
MIT LIVSSYN: Operasangeren Poul Elming indleder en ny fase i sit liv, når han i dag tiltræder stillingen som chef for Aalborg Symfoniorkester. Han kommer med sin medfødte nordjyske forsigtighed og naturlige skepsis
En international sangkarriere har ført tenoren Poul Elming rundt i alverdens operahuse, og i 12 år var han fast solist ved Wagner-festspillene i Bayreuth.
I dag tiltræder han stillingen som kunstnerisk og administrativ leder af Aalborg Symfoniorkester og vender dermed tilbage til rødderne. Det var nemlig i Aalborg, det hele begyndte. Det var her, han som dreng og ung mand sang i kirkekor og opbyggede et noget anstrengt forhold til kirken. Og det var fra Nordjysk Musikkonservatorium, han tog sin diplomeksamen, blev rost og fik selvtillid, men alligevel mærkede den skepsis og ”det kan jo gå galt”-holdning, som han selv mener er karakteristisk for landsdelen.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
– Jeg tror på, at livet er mangfoldigt, og at der altid findes mere end én sandhed. Alt kan anskues på forskellige måder, og det skal man være åben over for. Nu kunne nogle måske tro, at jeg er en ufattelig vægelsindet person, men selv mener jeg egentlig bare, at jeg har en vilje til at prøve at forstå andre mennesker.
Hvad har formet dit livssyn?
– Det har Lawrence Durells firebinds værk ”Alexandria Kvartetten”. Jeg læste bøgerne i slutningen af 1970’erne, mens jeg studerede hos professor Paul Lohmann i Wiesbaden. Værket var svært at komme i gang med, men pludselig var jeg grebet og kunne slet ikke slippe bøgerne igen. Romanen beskriver det samme hændelsesforløb set fra fire forskellige personers synsvinkel. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg har aldrig rigtig sluppet den påvirkning.
Hvad tror du på?
– Jeg er kristen, og derfor har jeg meldt mig ud af folkekirken! Som studerende sang jeg i mange år i kirkekor. På den måde oplevede jeg folkekirken indefra og brød mig bestemt ikke om det, jeg så. Der var masser af person-fnidder med ”små” mennesker, der kæmpede mod hinanden. Præster, der tilhørte forskellige fløje og ikke kunne samarbejde, men i stedet modarbejdede hinanden. For mig at se har den slags ikke noget med kristendom at gøre. At være kristen handler netop om at gøre plads til andre mennesker og til andre synspunkter end ens eget. Så da jeg ikke længere behøvede at synge i kirkekor, meldte jeg mig ud.
Hvad betyder det for dig, at Danmark er blevet mere multikulturelt?
– At jeg tvinges til at definere min egen nationale kultur og samtidig får mulighed for at blive påvirket af nye kulturer. Det er meget positivt.
Hvad har du taget med dig fra dit barndomshjem?
– Ærlighed og humor var vigtige ingredienser. Jeg er vokset op i et trygt hjem med begge mine forældre og en seks år ældre bror. Min far var politibetjent, og min mor var hjemmegående. Mine forældre troede på mig og gav mig selvtillid, men samtidig var der den der nordjyske skepsis over for alting: Man skal ikke tage munden for fuld, det kunne jo gå galt! Jeg er typen, der kører hjermmefra et kvarter før nødvendigt, for jeg kunne jo risikere at punktere ... Den dag i dag tager jeg altid den dårligst tænkelige situation med i mine overvejelser. En egenskab, min kone griner en del af.
– Men humoren var vigtig. Vi havde en lille vennekreds, som vi var meget sammen med, og det var altid noget med at synge, optræde med sketches og fortælle skøre vittigheder. Blandt andet var nytårsaften altid et særligt højdepunkt, og den tradition har jeg bragt videre til min egen familie.
Hvad er lykke for dig?
– Nærvær med min familie. Jeg fyldes med en varme, der går helt ind i knoglerne, når vi er sammen.
Hvad er elendighed for dig?
– Når mit helbred på den ene eller anden måde svigter, får jeg det rigtig dårligt og bliver på en ubehagelig måde opmærksom på, at livet ikke fortsætter evigt.
Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?
– Jeg er forventningsfuld og fuld af taknemmelighed over, at livet har givet mig endnu en fantastisk udfordring. Jeg er stolt over at få mulighed for at gøre en indsats for min fødeby, som stadig betyder meget for mig. Jeg er aalborgenser i mit hjerte, ingen tvivl om det.
washuus@kristeligt-dagblad.dkPoul Elming
*Født 1949 i Aalborg. Student fra Aalborghus Statsgymnasium. Diplomeksamen fra Nordjysk Musikkonservatorium og debut fra Det Jyske Musikkonservatori-um i 1978. Supplerende studier ved blandt andre Paul Lohmann, Wiesbaden, Oren Brown, New York og Susanna Eken, København.
*Ansat i Den Jyske Operas kor 1977-1979 og derefter solist samme sted indtil 1984. Debuterede efter en stemmeomlægning fra baryton til tenor i 1989 som Parsifal i Wagner-operaen af samme navn på Det Kongelige Teater i 1989. Det blev startskuddet til en international karriere.
*Har på cd blandt andet indspillet Gades ”Elverskud”, Carl Nielsens ”Hymnus Amoris”, Heises ”Drot og Marsk”, Hartmanns ”Liden Kirsten”, Wagners ”Valkyrien” og en portræt-cd udelukkende med musik af Wagner.
*Har modtaget flere priser og legater, blandt andre Aksel Schiøtz-prisen. Er ridder af Dannebrog.
*Gift med operasanger Eva Hess Thaysen. Har to døtre på 14 og 28 år. Bor i Holte nord for København.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad