Det amerikanske senat har 16 kvindelige medlemmer, og selvom deres alder spænder fra 46 til 74 år, så er der ikke et gråt hår at spore hos en eneste iblandt dem. Samme tendens gør sig gældende over hele USA: Karrierekvinder og alle andre kvinder griber efter farveflasken, når håret begynder at gråne.
Men er den kunstige hårfarvning et udtryk for kvindelig selvbestemmelse, eller er det et knæfald for samfundets begrænsede register over, hvordan kvinder må se ud? Det spørger forfatteren til den nye bog Going Gray, Anne Kreamer, i en artikel i ugemagasinet Time, der har vakt opsigt og diskussion blandt feminister.
Ifølge Anne Kreamer står amerikanerne med et splittende nyt babyboomer-skænderi over gråt hår, der er ligeså gensidigt fordømmende som morkrigene mellem arbejdende og hjemmegående mødre i 1980erne og 1990erne. Nok er den grå krig mere overfladisk end morkrigene, men den er gennemsyret af samme alvorlige sociale understrømme og handler grundlæggende om den rette måde at fortolke feminisme på, påpeger hun.
Især i de mere konservative områder af USA anses gråt hår som et udtryk for uplejethed, og hårfarvning er for mange amerikanske kvinder derfor et spørgsmål om at give den karriere, som den feministiske bevægelse hjalp med at gøre mulig, de bedste betingelser. Og så kan kvinder ved at farve håret bevare og forstærke den dyrkelse af evig ungdom, der var en del af 1960ernes frigørelsesbevægelse i lige så høj grad, som ideen om autenticitet og ærlighed var det.
Hvis det personlige er politisk, som kvinderne på barrikaderne fik os til at tro på, så vil selv valg omkring, hvordan man møder alderdommen, være ladet, skriver Kreamer.
Ifølge en undersøgelse fra 2005 farver 65 procent af alle amerikanske kvinder håret, hvilket er en flerdobling siden 1950erne.