Iben Thranholm |
7. september 2007
Den gudsforladthed – men ikke nødvendigvis tvivl – som moder Teresa har givet udtryk for, berører det sande indre liv i den moderne helgen, som moder Teresa næsten allerede er blevet udråbt til
En netop udkommet bog med moder Teresas korrespondance med sine forskellige åndelige vejleder har vakt stor opsigt verden over. De mange optegnelser og breve viser, hvordan moder Teresa bag sit stærke engagement og store omsorg for de fattige i det skjulte led under et åndeligt mørke og levede med en generel følelse af, at Gud havde forladt hende.
Time Magazine bragte for nylig en længere artikel med fokus på moder Teresas åndelige lidelser. Overskrifter som "Ridser i lakken på trosikonet, der viede sit liv til de fattige" og "Hun tvivlede i 50 år" har også præget dagpressen herhjemme. Alle har kastet sig over tvivlen som det store tema. Ateister har set det som et bevis på, at Gud ikke eksisterer. Og en del troende, deriblandt Johannes Møllehave, har nærmest udtryk lettelse over, at en person som moder Teresa også følte tvivl og set den som et håb for den moderne verdens mange tvivlere.
Men at ville reducere moder Teresas tvivl til et tegn på almindelig menneskelig trossvaghed er en misforståelse. Måske er tvivl ikke engang det rigtigt ord at bruge om hendes tilstand, for hun opgav hverken sin tro eller sit virke. Der er snarere tale om trosvanskeligheder, som handler om langt mere end almindelig grå postmoderne tvivl. De er udtryk for en mystisk tilstand, som ikke kan forklares hverken menneskeligt eller psykologisk. Den gudsforladthed – og ikke nødvendigvis tvivl - som moder Teresa giver udtryk for, berører derfor det sande indre liv i den moderne helgen, som moder Teresa næsten allerede er blevet udråbt til, selvom en kanonisering ikke har fundet sted endnu.
"Jo mere jeg behøver ham, desto mere uønsket føler jeg mig" skrev Teresa om sit forhold til Jesus i 1955 til sin daværende åndelige vejleder Périer. Hun fortsætter: "Jeg har sådan en længsel efter Gud, – men føler mig afvist, tom, uden tro, kærlighed og gejst".
I begyndelsen af 1960'erne får hun dog en ny åndelig vejleder, Joseph Neuner, som fik hende til at erkende, at netop hendes længsel efter Gud var et sikkert tegn på hans skjulte nærvær i hendes liv. At følelsen af fravær gjaldt den åndelige side i hendes arbejde for Jesus. Hendes åndelige tørke og mørke var hendes delagtiggørelse i Jesu' passion. En stedfortrædende lidelse, som var yderst frugtbar. Denne forståelse viste sig at blive meget forløsende for hende. Hun led stadig, men forstod nu hvorfor.
Identifikationen med og delagtiggørelse i Jesu lidelse på korset, som han påtog sig for at frelse menneskeheden, er et nøgleaspekt i katolsk spiritualitet. I 1951 skriver Teresa , at passionen er det eneste aspekt af Jesu liv, som hun ønsker at tage del i. 10 år efter skriver hun derfor: "Jeg er nået frem til at elske mørket, for jeg tror nu, at det kun er en meget meget lille del af det mørke og den lidelse, Jesus gennemlevede på jorden …Jesus kan ikke længere gå igennem lidelsen – men nu ønsker han at gennemgå den i mig."
Indenfor den mystiske teologi taler man om "den mørke nat" som en renselse, der kan føre sjælen til den totale forening med Jesus, men den kan også have et reparerende formål. Der er flere eksempler på mystikere, som efter sådan en forening har fået den nådegave at lide for menneskehedens frelse på samme måde som Jesus selv. Som for eksempel kappucinermunken Padre Pio, der blev stigmatiseret og døde i 1968. Disse mystikere gør ikke dette af sig som en slags særlig fortjeneste, men det er derimod Jesus, som handler gennem dem i deres tætte forening med ham. Paulus udtrykker præcis dette forhold når han siger: "Så er det ikke længere mig som lever, men Kristus, der lever i mig."
Det særlige i moder Teresas tilfælde er, at hun af Gud bliver hensat i denne mystiske tilstand af forladthed og mørke, fordi Gud selv lider over, hvordan den moderne verden afviser hans kærlighed. Det er nemlig heller ikke ukendt, at mystikere også kan modtage den nådegave at kunne mærke, hvordan Gud selv føler og opfatter verdens forhold til ham.
Aldrig før i historien har verden afvist Gud, som den har gjort det i det 20. århundrede. Det er denne smerte, moder Teresa bærer sammen med Jesus. Hendes lidelse handler derfor ikke bare om menneskelig svaghed i troen, men om hvordan Gud føler sig ensom og forladt af den menneskehed, som han brændende ønsker at være sammen med.
Samtidig med at moder Teresa konkret hjalp de afviste og fattige i verden, bærer hun således på stedfortrædende vis Jesu smerte over menneskers afvisning af ham. Det vil blive dette aspekt i hendes åndelige liv – og ikke kun hendes utrættelige omsorg for fattige – som vil gøre hende til en af de helt store moderne helgener.
Iben Thranholm er informationschef i Den katolske kirke i Danmark og teolog
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad