Thomas Bloch Ravn har været direktør for Den Gamle By i Århus siden 1996 og skal nu være frontfigur for 77 europæiske friluftsmuseer. –
- Den Gamle By.
Morten Mikkelsen |
11. september 2007
PORTRÆT: Talentet for ikke alene at tænke nyt, men også at kunne skaffe penge til projekter, har medvirket til, at Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn er blevet præsident for de europæiske friluftsmuseers organisation
Da Thomas Bloch Ravn for 11 år siden overtog ledelsen af købstadsmuseet Den Gamle By i Århus, var stedet et lidt støvet og nostalgisk monument over 1800-tallets købstadsliv, som det blandt andet skildredes i Danmarks Radios tv-julekalender ”Jul i Gammelby” i 1980’erne.
I dag er virkeligheden en ganske anden. Ud over Gammelby er der i dag den Moderne By, hvor det 20. århundrede er i færd med at blive sat på museum. Den romantisk tilbageskuende historieformidling med toppede brosten og salg af honningkager er suppleret med en mere dynamisk museumsstil, hvor moderne byliv næsten rykker lige så hurtigt på museum, som det udfolder sig i virkeligheden.
Det er formentlig dette dynamiske syn på historiske udstillinger – kombineret med et talent for at skaffe offentlige bevillinger til at føre museumsideer ud i livet – som ligger bag, at Thomas Bloch Ravn netop er blevet valgt til ny præsident for organisationen Association of European Open Air Museums. Denne organisation repræsenterer 77 af de mest anerkendte friluftsmuseer i Europa, og Thomas Bloch Ravn, som har været medlem af bestyrelsen i fire år, afløser ungareren Miklos Cseri.
Den 53-årige Thomas Bloch Ravn stammer fra Viborg og er uddannet historiker fra Aarhus Universitet. Som forsker har han blandt andet som en af de første danske historikere arbejdet med mentalitetshistorie i bogen ”Staten og civilisationen” fra 1984. Han har også arbejdet med lokalhistorie som arkivar ved Landsarkivet for Nørrejylland og leder af Struer Museum.
Desuden har han beskæftiget sig med 1800-tallets byliv og håndværkstradition, blandt andet som forfatter til en række bøger om emnet og som deltager i et større projekt om herrnhuterne i Christiansfeld, hvor han tog sig af herrnhuternes håndværks-, fabriks- og kostskolevirksomhed.
I Den Gamle By har han ikke alene udvidet med den nye by, som netop nu er under etablering med støtte på 161 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Han er også manden bag det levende museum, altså ideen om, at publikum ikke bare besøger tomme huse, men også værksteder og butikker, som er befolket af mennesker.
Samtidig har Thomas Bloch Ravn bundet museets virke tættere sammen med den forskning, som Aarhus Universitets historikere udfører. Det har blandt andet ført til Dansk Center for Byhistorie, som er etableret i samarbejde mellem museum og universitet, og som Thomas Bloch Ravn er bestyrelsesformand for. Han har tillige titel af adjungeret lektor ved Aarhus Universitet.
Ud over sin evne til at støve gamle museer af og rejse penge er Thomas Bloch Ravn kendt for at have et veludviklet kontaktnet i ind- og udland. Forventningen er, at den nyerhvervede præsidentpost kan bruges til at udvide dette kontaktnet. Dermed kan posten ikke alene give museer i andre lande mulighed for at trække på Thomas Bloch Ravns ekspertise, men også medvirke til, at Den Gamle By og andre danske friluftsmuseer får tilført ny viden og inspiration – og kan bevæge sig yderligere et stykke væk fra Gammelby.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad