Muhammed og ytringsfriheden

Ytringsfriheden blev ikke skabt som et mål i sig selv. Ytringsfrihedens oprindelse skyldes ønsket om frit at kunne føre samtaler og debat om samfundets anliggender. Ytringsfrihed er et værn mod en vilkårlig, irrationel og korrupt magtudøvelse. Ytringsfrihed skal bane vejen for de bedste politiske beslutninger.

Ytringsfrihed var ikke tænkt bare som en ret til at tilkendegive sine helt umiddelbare opfattelser. Ytringsfriheden var en ret til at indgå i en kollektiv proces, hvor man også kunne blive klogere ved at lytte til andre. Risikoen for at afbryde dialogen gør det uhensigtsmæssigt at ytre sig unødigt krænkende.

Ytringsfriheden er heller ikke en ret uden ansvar. Man kan blive gjort retligt ansvarlig for injurier og racistiske ytringer. Men det er karakteristisk, at hverken i Sverige eller Danmark har ret mange talt om at anvende blasfemi-bestemmelser imod Muhammed-tegninger. Det er med rette indvendt, at det kan ramme vigtig og seriøs kritik af religioner.

Staten kan give ytringsfrihed, men den giver ikke fuld ytringstryghed. Ytringstryghedens problem er langt større end ytringsfrihedens. Man kan aldrig helt gardere sig mod, at brug af ytringsfriheden fører til, at andre i stedet for at føre dialog, på forskellig måde forsøger at gennemføre sanktioner over for en. Der kan være offentligt ansatte, der kender til ulovligheder eller uansvarlighed, men som tier af angst. Der kan være minoriteter, herunder religiøse minoriteter, der føler sig kuede. Men i et støjende mediesamfund er der også provokationer, som andre har fuld moralsk ret til at tage afstand fra.

Engang var det håbet at inddrage alle borgere i det demokratiske liv. Men medlemstallene i de politiske partier er faldet, mange dropper avisen, arbejdspladsernes betydning som politiske diskussionsmiljøer er vigende, og borgerne har travlt med deres eget. I stedet for levende, demokratiske deltagere, har vi fået passive demokratibrugere.

Jovist, man stemmer, man svarer, når opinionsmålingsinstitutterne ringer, man svarer på brugerundersøgelser, og af og til får nogle i et læserbrev luft for deres umiddelbare holdninger. Men den forædling af standpunkterne, som den demokratiske samtale skulle føre til, kniber det at få tid til. Fra at være en samtaleplads er det offentlige rum blevet til en markedsplads og en scene for selvfremførelse.

De politiske partier betragter ikke vælgerne som potientielle medlemmer, der skal vindes for en samfundsvision, men som suveræne demokratiforbrugere på et politisk marked, som man skal "sælge" sig selv på.

Den voksende mediestøj nødvendiggør opfindsomhed for at blive bemærket. Politikerne får kun kort taletid i medierne, de "brander" sig med enkle budskaber og stadige gentagelser. Medierne selv og kunstnere bruger gerne provokationer for at gøre opmærksom på sig selv. Kunsten kan til tider få os til at se noget, vi ikke så før. Men det er svært at se, at det er tilfældet ved karikaturtegningerne af Muhammed. Snarere ligger provokationen i, at man peger fingre af et underprivilegeret mindretal i samfundet.

Når andre påpeger det, påstår ytringsfundamentalisterne, at kritikerne ikke forsvarer ytringsfriheden. Uanset hvor meget kritikerne siger, at de ikke sætter spørgsmålstegn ved retten til at ytre sig, men ved hensigterne og klogskaben bag visse ytringerne.

Ytringsfrihedens fundamentalister har forsøgt at tabuisere debat om ytringsfrihedens brug ved at kalde den angreb på selve ytringsfriheden. Vi kan lære af, at svenskerne undgår denne blokering af en fornuftig debat.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet