Det er en rigdom, at man har hinanden

– I tanken er det skifte svært, men i princippet ikke. Der er en masse ydre glans og festivitas ved operascenen. Men når det bliver sortere og sortere for en, og man har lyst til at krybe i et musehul, er det på tide at sige til sig selv: Elisabeth, er det så ikke nu, at du ikke længere skal kæmpe mod vinden? Er det ikke nu, at du skal sige: hvad så?

I påsken 2003 fik hun øje på en annonce i en avis, hvor Det Kgl. Danske Musikkonservatorium tilbød erfarne operasangere en master-uddannelse i elite-sangpædagogik.

– Det var, som om Vorherre sagde: Kunne du tænke dig det? Jeg syntes, at det lød så fantastisk. En ting er, hvad du selv kan, men at lære andre det er noget helt andet. Da jeg var til optagelsesprøve, var jeg så sikker på ikke at komme ind på uddannelsen, fordi jeg ingen kontakt havde til det danske konservatoriemiljø. Men så gik det jo rigtig godt, og jeg har været så glad for det uddannelsesforløb.

– Det var så indlysende, at jeg skulle det. Jeg har kendt den store svenske operasanger Birgit Nilsson siden 1977. Hun har været til stor inspiration, og jeg har været så heldig at gå hos hende. Siden blev vi rigtig gode venner. Da jeg fortalte hende, at jeg ville søge ind på uddannelsen, var hendes reaktion: Hvorfor i alverden det? Men dagen efter ringede hun og sagde: Selvfølgelig skal du det! Jeg endte med at skrive speciale om Birgit Nilssons sangteknik, men desværre døde hun, inden jeg blev færdig i 2006, siger Elisabeth Meyer-Topsøe.

I de mellemliggende år har hun droslet ned på gæste- og solistoptræden. Til gengæld er der kommet andre aktiviteter til som soloundervisning og leder af mesterklasser i sang. Hendes speciale er bæredygtig sangteknik. Det er også blevet til en række cd-udgivelser med blandt andet lieder af Wagner og Strauss og danske sange og salmer. Undervejs er en ny cd, ”Das Marienleben”, med musik af Paul Hindemith og tekster af Rainer Maria Rilke. Og så er der alle kirkekoncerterne med et program sammensat af sange om Jomfru Maria.

– Der er så mange ting, der har spillet sammen for mig. Jeg har jo spurgt mig selv, om der stadig er mulighed for at synge, for hvad skal jeg ellers stille op med mit liv? Jeg synes, det er lykkedes at omforme det, jeg har brugt hele mit liv på, og at kanalisere det over i andre retninger.

– Intet tyder på, at min stemme har det dårligere. Jeg har overstået overgangsalderen uden gener. Jeg har været heldig. Det fysiske er en ydre ting, men selv om jeg ikke har et eneste gråt hår, ser jeg ikke ud som en på 25 år. Opera er i min optik så tæt på parodi, bare som det er. Hvis man har lidt humoristisk sans og ser en kæmpe stor sopran komme ind på scenen og skal være den 14-årige Madame Butterfly, er det komisk. Det syntes jeg, da jeg var 18, og det synes jeg stadig.

– Skal man så holde op med at synge på scenen? Ja, men der er undtagelser. Birgit Nilsson var 67, da hun stoppede, og det synes jeg er okay. Det er også det med ikke at skulle op på scenen og være en rolle. Når jeg nu sidder og bliver sminket, kan jeg konstatere, at mine medsangere bliver yngre og yngre. Jeg vil hellere selv holde op, end at folk siger, at det er da utroligt, at hun bliver ved!

– I dag kan jeg rigtig godt lide at undervise, men jeg synes også, at jeg har en forpligtelse til det med mine egne 30 års sangundervisning hos fantastiske lærere som Sten Høgel, Vagn Thordal og Birgit Nilsson. Og jeg har et godt gen for at være bedrevidende, så jeg synes, det er pragtfuldt at se unge talenter blomstre. Men selv om jeg til en vis grad har lagt min egen scenekunst til side, er det vigtigt for mig, at min stemme forbliver intakt. Ellers kan jeg jo ikke vise mine elever, hvad jeg mener, siger Elisabeth Meyer-Topsøe.

For hende har det at være i de modne år betydet, at hun er blevet mere rolig.

– Jeg har altid været en bekymret person, måske fordi min far døde, da jeg kun var 16 år, og fordi min mor blev ramt af blodpropper. Det betød, at jeg har fået en evigt sitrende radar, så når mine børn fik feber, frygtede jeg, at det var meningitis. Og kom min mand 10 minutter for sent hjem, var han nok blevet kørt over. Men man kan bekymre sig så meget, at der næsten ingen kerne er tilbage af en selv, så jeg har kæmpet meget med det, også for at det ikke skulle smitte af på mine børn.

– Det går mere og mere op for mig, at nok ønsker jeg for mine piger, at de får et godt liv og en god karriere, men allermest at de finder den rigtige mand. Det, at min mand Vilhelm og jeg har fundet hinanden og har kunnet fejre sølvbryllup sammen, har sat guldkant på mit liv. Jeg kan se, hvilken rigdom det er, at man har hinanden. Der kan komme kriser og sygdom, men man skal holde fast i alt det, man har fået.

– Jeg bliver i det hele taget mere og mere taknemmelig for, at der er nogen, der kan holde mig ud. Vilhelm opgav sit arbejde herhjemme, for at jeg kunne komme til at synge i Augsburg. Da havde jeg fået nej til fastansættelse på Det Kgl. Teater for tredje gang og havde indstillet mig på at blive dommerfrue i Silkeborg. Men Vilhelm sagde, at han ikke syntes, han kunne have sådan et talent gående. Han indså også, før jeg gjorde det, at engagementerne begyndte at blive færre. Han så det komme og lagde nogle lån om.

Hvad tænker du om at gå på efterløn og pension?

– Nej nej, menneske, er du rigtig klog! Nu er jeg lige gået i gang. Jeg har tre cd-projekter kørende, alle mine kirkekoncerter og undervisning. Jeg tror slet ikke, at jeg skal pensioneres. Nu tror jeg, at jeg bliver ved, til jeg falder ned af pinden.

remar@kristeligt-dagblad.dk