Moderne pilgrimsvandring tiltrækker stadigt flere mennesker. Ny bog reflekterer over baggrunden og teologien
Det vil være forkert at sige, at der pilgrimsvandres som aldrig før. Pilgrimsvandring var i Middelalderen et så udbredt fænomen, at store dele af alle de katolske, europæiske befolkningsgrupper drog af sted mindst én gang i livet. Nogle opgørelser anslår, at det i perioder var op imod halvdelen af befolkningen. Så vidt er den moderne pilgrimsvandring ikke kommet. Men fænomenet er populært og tiltrækker mange tusinde, måske millioner af mennesker hvert eneste år. Alene på det, som Europarådet har udnævnt til at være Europas Kulturvej nummer ét, vejen til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, vandrede flere end 100.000 pilgrimme sidste år.
Det enkle spørgsmål, der melder sig for den udenforstående er: Hvorfor?
Det spørgsmål besvarer den svenske pilgrimspræst og forfatter Hans-Erik Lindström indirekte i bogen "Pilgrimsliv – Håndbog for vandringsfolk", der nu er udkommet i dansk oversættelse og kraftig bearbejdning af den danske pilgrimspræst Elisabeth Lidell.
Mens fortidens pilgrimme måske nok gik de mange kilometer for at søge syndsforladelse ved deres anstrengelser, vandrer moderne pilgrimme for at søge livskvalitet og beskæftige sig med tilværelsens grundspørgsmål. I højhastighedssamfundet kan pilgrimsvandring anses for at være en modbevægelse og et forsøg på at finde mere ro for derved at holde fast i den inderste sjæl. Forbindelsen mellem vandring og eftertanke kender de fleste til, og enkelheden ved at bære alle fornødenheder i en rygsæk er så basal, at den hører til en urmenneskelig erfaring. Selvom pilgrimsvandringen alle dage har været udtryk for, at mennesket indimellem har brug for at være alene og søge stilhed for at komme til sig selv og der få distance og perspektiv på livet, er det måske det, der er så tiltrækkende for moderne pilgrimsvandrere. For nogle giver denne stilhed troen ny dybde, fordi den åbner for "hjertets stille møde med livets egentlige herre".
Bogen reflekterer over de nøgleord, der kendetegner også moderne pilgrimsvandringer: Langsomhed, stilhed, frihed, fællesskab og åndelighed er nogle af dem. Bogen tegner også skitsen af en teologi, der ud fra kristent hold forklarer pilgrimstanken i moderne sammenhæng. Opbruddet er forudsætningen, for at livet ikke stagnerer, hedder det, og fra Bibelen kendes til, hvorledes Gud kaldte først Abraham, så Moses, sidenhen Jesus og Paulus til opbrud. Hver på deres måde blev livet en pilgrimsrejse fra et gammelt liv til til et nyt.
Selve vandringen findes der mange referencer til i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Mest kendt er nok de to søgende diciples vandring til Emmaus, hvor de først sent opdager, at Jesus har slået følge med dem. Den fysiske vandring kan ses symbolsk som den store livsvandring, og der er flere lag i den hellige Birgitta af Vadstenas kendte bøn "Herre, vis mig din vej og giv mig mod til at vandre den".
Hvilen, bønnen, måltidet, fællesskabet og endelig målet for vandringen rummer også en teologisk dimension og symbolik, som kan få særlig betydning for vandreren. Bogen tildeler hvert emne sin plads, men denne teologiseren og symboltolkning har sin begrænsning.
Fortolkningen af rygsækkens betydning som "fællesskabets og mødets symbol", støvlernes betydning som "langsomhedens og opbruddets symbol" for slet ikke at tale om "hatten som bekymringsløshedens og hvilepladsens symbol" er nok at drive det pilgrimsteologiske og symbolske ud i det overfortolkede og måske sågar overspændte.
Men alt i alt er det vigtigt, at der også tænkes kristeligt over dette mondæne udtryk for tidens vidtfavnende og ofte vildtvoksende spiritualitet. I bogen finder de mange pilgrimsvandrende en fortolknings- og forklaringsmodel, der i et vist omfang også virker som kompas og viser vejen fremad. Bogen er fuld af praktiske anvisninger og forslag til bønner, læsninger og små meditationstekster. "Pilgrimsliv – Håndbog for vandringsfolk" er en kort og ganske god indføring i et moderne religiøst og folkeligt fænomen.
kultur@kristeligt-dagblad.dk