Efter døden kommer opstandelsen

Men der er andre bevægelser i Europa, der er fuldt så stærke og tilsammen meget stærkere end islam, siger Jenkins. Der er selvfølgelig sekulariseringen, som nogle anser for en proces, hvor den ene onde ånd drives ud blot for, at den kan vende tilbage med syv andre, nemlig islam, der er værre end den selv.

”Hvis Europa var en kvinde, ville hendes biologiske ur være hurtigt på vej mod udløbsdatoen. Det er ikke for sent for hende at adoptere børn, men de vil ikke komme til at ligne moderen!” Sådan lyder bogens manende indledningscitat af Philip Longman. ”Euro-sekularismen” fører lukt over i ”eurabismen”, spås det fra mange sider, for eksempel i Bruce Bawers bog ”Mens Europa sov: Hvordan radikal islam ødelægger vesten indefra”.

Hvad enten det nu passer ind i skrækscenarierne eller ej, er det bedste skøn, at der for tiden er under 24 millioner muslimer inden for EU-området. Det svarer til fire-fem procent af EU’s 358 millioner indbyggere. Har muslimerne fortsat et lidt højere fødselstal, der dog ofte skrumper ind allerede i indvandrernes anden generation, og er der ligeledes en vis indvandring af muslimer og et antal omvendelser til islam, kan vi have 10 procent muslimer i Europa om 30 år, men efter alt at dømme noget mindre, siger Jenkins. Hvis det er ensbetydende med udsigt til et islamisk domineret Europa, må det i sandhed stå skralt til med kristendommen!

Pointen i Jenkins’ bog findes netop i den del, der handler om kristendommen. Som religionsforsker med overblik nøjes Jenkins, modsat mange andre, ikke med at skrive om den nye religion eller fraværet af religion, men også om Europas faktiske religion, kristendommen! Der er og vil efter alt at dømme fortsat være dobbelt så mange konservative (evangelikale og karismatiske) kristne i Europa, som der er muslimer!

I DANMARK har vi brugt så lang tid til at få konservativt kristne grupper som Indre Mission og frikirkerne erklæret døde, at vi overser, at der også i Danmark er lige så mange og antageligt langt flere gammeldags bibelkristne, end der er koran-muslimer. Hertil kommer de meget aktive kristne indvandrermenigheder i Europa, som får et langt kapitel hos Jenkins. Med 130 nye danske menigheder hører de også tydeligt med i billedet i Danmark. De udgør en ny begyndelse, som kan blive afgørende for kristendommen i Europa, men der er samtidigt utroligt meget at rapportere om den gamle europæiske kristendom:

Allerede i 2005 var der syv millioner europæere, der havde deltaget i Alfakurser, og der er 100.000 besøgende i klosterfælleskabet i Taize hvert år. Hertil kommer forskellige former for traditionel kristendom, som kommer til udtryk, når 72 procent af den afkristnede befolkning i England registrerede sig som kristne, mens kun seks procent angav, at de tilhørte en anden religion ved den seneste folketælling i det formodet multireligiøse England i 2001. Der bor 1,4 millioner muslimer i England, men der bor snart lige så mange katolske polakker.

I det længe sekulariseringsramte Frankrig har præsten Abbé Pierre i flere årtier været nationens mest respekterede skikkelse. Responsen omkring hans begravelse i januar 2007 tyder på, at der fortsat er mange katolske reflekser i den franske befolkning. Pavebegravelsen i 2005 afslørede også ”sekularismens skrøbelighed”, som Grace Davie har udtrykt det.

I det hele taget skal man ikke afskrive Europas største kristne gruppering, den katolske kirke. Selv om den har kludret i det med skandaler og medfølgende tilbagegang, og selv om kirken mange steder må lære at leve som ”kreativ minoritet”, for eksempel i Magdeburg, hvor der kun er otte procent medlemmer i alle kristne kirker tilsammen, så er over halvdelen af Europas befolkning stadigvæk relativt stabile katolikker.

Og ikke nok med det. Den katolske kirke præges i dag dybt af fornyelsesbevægelser, der ikke blot omfatter pilgrimsvandringer og meditationspraksis, men også stærke bevægelser som Opus Dei og det nye voksenkatekumenat for barnedøbte, der har medlemmer i 3.500 sogne, foruden mange mindre, men betydelige initiativer som for eksempel Sant Egido’s sociale og økumeniske arbejde. Den katolske kirke er med mere end 1 milliard medlemmer verdens største religiøse organisation. Kan den overleve forholdene i Europa i dag (og det kan den åbenbart), kan den overleve hvad som helst, siger Jenkins.

Danmark optræder i bogen primært som et modeksempel til den kristne trend i Europa. Folkekirken udnævnes som et klassisk eksempel på monopolernes ”døde hånd”. Det er Jørgen I. Jensens ”fjerne kirke”, Thorkild Grosbølls ikke-gudstro og den ubehjælpsomme omgang med Muhammed tegningerne, der får mest plads. Med til danmarksbilledet hører det, fortæller Jenkins, at Kristeligt Dagblad – i en tid med tilbagegang for den trykte presse – er vokset ”imponerende” siden 2000!

En af konklusionerne fra arbejdet i Københavns Universitets satsningsområde, Religion i det 21 århundrede, er, at kristendommens fortsatte betydning i Europa er et af de mest underbelyste emner i forskningen. På den store afslutningskonference 19.-21.september i år fokuseres der blandt andet på religionernes transformationer i dag.

I europæisk religion er der ikke meget, der er, som den var, for eksempel i vægtningen mellem privat og offentligt eller individuelt og kollektivt. Sekularisering og ny religiøs vitalitet trives side om side. I Danmark træder den sekulære lutherdom og nationalfølelsen stadigt stærkere frem som et sammenviklet bagtæppe for danskernes mentalitet. Europæisk religionssociologis grand old man, professor David Martin fra London School of Economics, taler om ”de lykkelige danskeres luthersk etablerede sekularitet” i et indlæg til konferencen. Hans grundtese er, at samfundsformen og religionsformen i et folk har det med at afspejle hinanden. Men kristendommen er alt andet end død. Tværtimod: Den rører på sig!

Jenkins slutter sin bog med at henvise til, hvordan oplysningstidens rationalisme blev baggrund for gennembruddet i den internationale kristne missionsbevægelse, vækkelserne og den katolske fromhedsrevolution i 1800-tallet. På den baggrund lyder bogens afsluttende fanfare: ”Det ser ud til, at den herskende undergangsstemning omkring Europas kristendom vil fremkalde en tilsvarende bevægelse igen i nær fremtid. Død og opstandelse hører ikke bare sammen som fundamentale lærepunkter i kristendommen. De udgør også en historisk model for religionens struktur og udvikling”.

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet. Philip Jenkins: God’s Continent. Christianity, Islam, and Europe’s Religious Crises. Oxford University Press 2007