1 / 4
Da en russisk damper i 1902 strandede ved Husby, var det et af danskernes første møder med Det Fjerne Østen. Den kinesiske besætning blev under opholdet i Danmark ekviperet i tøj, der hjalp dem bedre mod kulden. – Foto fra bogen.
-
Morten Rasmussen |
19. september 2007
Danmarks religiøse historie er formet og udfordret af indvandringen. En ny bog beskriver danskernes udvikling fra hedninge til borgere i et land med flere trosretninger end nogensinde før. Historien kan lære os at håndtere den aktuelle indvandring, lyder det fra bogens forfatter, Bent Østergaard
Det begyndte med Odin og Thor, med ofring af svin og med en overtro på alt fra elverfolk og gengangere til magiske træer og magtfulde vandløb. Senere kom den engelske munk Willibrord, benediktinermunken Ansgar samt den danske kong Harald, som blev døbt og gav det officielle dødsstød til den gamle tro. Og senest er de så kommet hertil fra hele verden, fra Asien, Mellemøsten og Afrika, hvor de med hver deres kultur og religion endnu en gang har udfordret og sat deres eget præg på det, vi så bredt betegner som ”dansk kultur”.
Sådan lyder den ultrakorte version af Danmarks religiøse historie. Men har man lyst til at få sat kød og blod, fakta og billeder på historien, er der nu rig mulighed for det.
Med bogen ”Indvandrerne i Danmarks historie. Kultur- og religionsmøde” tegner forfatter, foredragsholder og historielærer Bent Østergaard over 523 sider et detaljeret og farverigt billede af, hvordan Danmark aldrig var blevet Danmark, hvis det ikke havde været for resten af verden. Bogen udkommer i forbindelse med den store internationale konference Religion i det 21. århundrede, der afholdes i København i løbet af denne uge.
– Bogen har et historisk sigte, nemlig at vise, hvor stor betydning indvandringen har haft for Danmark, ikke kun som arbejdskraft, men også socialt, kulturelt og i høj grad også religiøst. Det er jo påfaldende, hvordan meget af det, vi i dag betragter som dansk og dansk kultur, i virkeligheden er kommet hertil fra udlandet, ikke mindst via indvandrerne. Derfor håber jeg, at en bog om Danmarks historiske håndtering af indvandrerspørgsmålet vil give flere mennesker en viden og forståelse for, hvordan vi kan gøre i dag, siger Bent Østergaard, der som medstifter af den danske afdeling af Amnesty International samt mangeårigt medlem af Flygtningenævnet har haft flygtninge- og indvandrerproblematikken helt inde på livet.
Danskernes historiske færd fra hedninge til kristne er en rejse fyldt med konflikter, kulturelle sammenstød og en adfærd, man i dag vil betragte som absurd og direkte undertrykkende.
Tag for eksempel beretningen om den engelske munk Willibrord, som i 710 drog til Ribe for at omvende den danske konge Ongendeus og dermed det danske folk. Ongendeus, der tillægges ”et hjerte hårdere end sten”, ville dog ikke opgive sin tro på Odin og Thor, så Willibrord måtte rejse hjem igen.
Det fik ham dog ikke til at opgive sin mission. Inden sin hjemrejse købte han på markedet 30 danske drenge, som han ville døbe og oplære i den kristne tro, så de senere kunne vende tilbage til deres hjemland og udbrede troen i kraft af deres sprogkundskaber.
Selv da Ansgar fik opført Danmarks første kirke i Ribe omkring 960 og kong Harald Gormsen, også kendt som Harald Blåtand, på omtrent samme tid blev døbt, var der trange kår for kristendommen.
Ganske vist var det officielle Danmark nu kristent, men ude i landet gjorde man i høj grad, som man plejede og satte stadig sin lid til Odin, Thor og deres ligesindede. Og kunne man ikke beslutte sig, var der jo altid mulighed for en religiøs helgardering.
Et af de bedste eksempler på dette ses på døbefonten i Gettrup Kirke i Thy. For selvom døbefonten, der også er illustreret i bogen, markerede overgangen fra det nordiske mylder af guder til kristendommens ene af slagsen, var det måske meget godt at være på den sikre side og stadig holde lidt fast i det velkendte. På døbefonten ser man derfor det kristne kors og Thors hammer, indgraveret side om side.
Sammen med Harald Blåtands dåb er reformationen i 1536 formentligt den mest skelsættende begivenhed i Danmarks kristne historie.
Også her spillede indvandrerne en markant rolle, fremgår det af ”Indvandrerne i Danmarks historie”. Med rådgivning fra en kirkelig kommission, der var sammensat af både danske og udenlandske lærde, blandt andre Luthers nære ven og sjælesørger Johannes Bugenhagen, fik den danske konge Christian den Tredje nemlig fastsat rammerne for den protestantiske fyrstekirke.
Netop Bugenhagen lagde ikke skjul på sin glæde over danskernes reformation. Som det fremgår af bogen, sendte han et begejstret og måske en anelse overdrevet optimistisk brev til Wittenberg, hvor det blandt andet lød, at ”...derfor hersker Kristus nu i alle kirker over hele Danmarks Rige, også i landsbyerne, ved sit sande evangelium: de papistiske messer læses intetsteds, ikke engang i klostrene, ja heller ikke i kanikkers kapitler”.
Den religiøse selvstændighed, som Danmark fik med reformationen og løsrivelsen fra Rom, kom dog ikke andre troende til gode. I 1569 vedtog man for eksempel de såkaldte fremmedartikler, der påbød alle udlændinge, der ønskede at bosætte sig i Danmark, at de skulle tilslutte sig den lutherske lære og fordømme katolicismen og calvinismen. I lang var katolikker direkte forment adgang til Danmark.
Bent Østergaard fortæller også detaljeret om, hvordan de danske jøder, trods en vellykket integration i samfundet, i lange perioder af Danmarkshistorien har været nægtet adgang til de samme rettigheder som kristne borgere.
Jøder var blandt andet afskåret fra at blive optaget i håndværkernes lav, ligesom det var forbudt for jøder at eje jord. Helt op til 1800-tallet var de derfor nødt til at finde andre indtægtsveje, ofte i form af handel og udlån af penge. I dag fremstår jøderne som et eksempel på vellykket integration i Danmark.
– Når jeg taler med folk, især med en del yngre mennesker, oplever jeg, at de ikke forstår omfanget af indvandringens betydning for Danmark gennem historien. Hvis man først lærer, at Danmark altid har været et indvandrerland, at vores traditioner og værdier i høj grad bygger på impulser udefra, er man bedre rustet til at håndtere den aktuelle indvandring på den bedst mulige måde, siger Bent Østergaard.
I ”Indvandrerne i Danmarks historie” er de afsluttende kapitler netop dedikeret til de seneste årtiers indvandring og den til tider meget polariserede debat om nationalitetsfølelse og danskhed, som indvandringen har udløst.
For selvom Danmark, som man kan se i bogen, gennem århundreder har modtaget jøder, tatere, kartoffeltyskere, roe-polakker, romaer, hollandske kvægbønder og vietnamesiske bådflygtninge, har få grupper skabt så stor diskussion som indvandrerne og flygtningene fra Mellemøsten, ikke mindst dem med muslimsk baggrund. Og her lægger Bent Østergaard ikke skjul på, at islam er en udfordring for det religiøse liv i Danmark, men understreger samtidig, at en konstant mistænkeliggørelse kun vil gøre den religiøse dialog endnu vanskeligere.
– Når vi taler nedsættende om andre menneskers tro, i dette tilfælde islam, sætter vi ikke mindst mange unge muslimer i et svært dilemma, hvor de føler sig tvunget til enten at vende deres tro ryggen eller vende det danske samfund ryggen. I stedet må vi hjælpe dem, der vil gøre islam til en integreret del af det danske samfund, med respekt for de regler, der nu gælder her. Det kan godt lade sig gøre, det viser historien, men det kræver, at vi som majoritet ikke instinktivt afviser muslimerne, alene på grund af deres religiøse baggrund, siger Bent Østergaard.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad