BESYNDERLIGT, AT Europarådets parlamentariske forsamling nu føler sig kaldet til at udtale sig om, hvorvidt medlemslandene bør lovgive om blasfemi eller ej. Det er lige før, man konkluderer, at det må stå godt til med menneskerettighederne i Europa, hvis rådet ikke har væsentligere punkter på sin dagsorden. Det ville dog være for forhastet. Dels har Europarådet faktisk meget andet på sit tapet, og dels er spørgsmålet om ytringsfrihed og blasfemi centralt. Det er en aktuel debat, som er kommet højt op på den internationale dagsorden netop nu, især fordi mange muslimer føler sig trådt på af de vestlige medier. Det så man ved den danske Muhammed-krise og nu igen ved den tilsvarende krise i Sverige.

POINTEN ER imidlertid, at lovgivning om blasfemi ikke kræver anbefalinger fra internationale fora, men fint kan bestemmes på nationalt plan. Og fint kan variere fra land til land i Europa, alt efter kultur og historie. Som nævnt i avisen i går, har ti europæiske lande love, der mere eller især mindre skarpt forbyder blasfemi. I ingen af de ti lande har det i nyere tid truet ytringsfriheden, selvom der kan nævnes et par aktuelle retssager blasfemi fra Grækenland og Østrig. Begge handlede om en forhånelse af den kristne tro og gav de kristne trossamfund medhold. Herhjemme har der været flere tilløb til retstvister, men siden sagen om nazisters forhånelse af jøder i 1938 er ingen blevet dømt efter den såkaldte blasfemiparagraf.

Senest har nogle muslimer forgæves forsøgt at få rejst en sag om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, men det afviste Rigsadvokaten. Tilsyneladende er det netop muslimers ønske om at føre blasfemisager, der har ansporet Europarådets parlamentarikere til at udtale sig om problemstillingen. Herhjemme har politikere fra venstrefløjen og Dansk Folkeparti flere gange foreslået den danske blasfemiparagraf afskaffet, selvsagt med noget forskellige begrundelser. For Dansk Folkeparti synes målet at være, at enhver frit skal kunne forhåne islam, mens det for venstrefløjen kan ses som et led i den gamle kamp for at få religion ud af den offentlige lovgivning. Der er med andre ord en sær alliance mellem ytringsfrihedsfanatikere, islamhadere og kulturradikale religionsfornægtere.