Europa skal lære at tackle religiøs forskellighed

Peter Beyer tror for eksempel ikke på, at religion i det 21. århundrede overordnet kommer til at fylde mere i politik alene på grund af en stærkere religiøs overbevisning.

– Det handler snarere om, at der ikke er andre alternativer. De store socialistiske og nationalistiske bevægelser fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til afslutningen af den kolde krig eksisterer ikke mere. Præsident Hugo Chavez i Venezuela har det hårdt med at holde socialismen i live, og Kina er jo nu praktisk taget kapitalistisk.

– I dag kan man ikke mobilisere med socialisme. Derfor bliver det religion, som for mange er mere metode end overbevisning.

Peter Beyer peger på, at ingen tidligere drømte om at sætte kritiske spørgsmålstegn ved den religiøst-politiske tone hos tibetanske Dalai Lama, den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu eller de katolske præster i Mellemamerika i 1970’erne, der kæmpede for fattiges vilkår.

Det er tilsyneladende kun, når politik blandes med islam, at især den vestlige verden føler sig truet.

– Selvom man da godt kan overveje, om ikke verdens eneste supermagt USA kunne gå hen og blive farlig for resten af verden, når en stor del af folkene i den nuværende administration tror, at dommedag er umiddelbart forestående.

Peter Beyer peger på, at Europa i en religiøs sammenhæng er nærmest i særklasse mærkværdigt.

– Nu taler jeg ikke alene om de famøse tegninger af Muhammed. Tag Frankrig. Landet forbyder muslimske piger at tage tørklæder på i skole. Det er en version af sekularisme, som vil blive opfattet som racistisk i Canada, fordi man her tillader, hvad der ikke er skadeligt eller farligt, siger han.

José Casanova har i højere grad end Peter Beyer sit udgangspunkt i Europa. Han er født i Spanien og fik et studielegat til Østrig som ung.

– Det var dengang, Spanien hørte til de fattigste lande i Europa, og hvor spaniere i flokkevis immigrerede til de rige lande for at arbejde. Jeg blev faktisk nægtet indrejse i Østrig, fordi tolderne ikke troede på, at en spanier skulle læse på universitetet. Så det endte med, at jeg sneg mig illegalt over grænsen.

Det er en af grundene til, at José Casanova interesserer sig meget for migranters religion. Da han kom til USA for 30 år siden, følte han sig stadig ikke som amerikaner.

– Men jeg følte mig heller ikke som en fremmed. Det var ovre det tidspunkt, hvor amerikanerne betragtede katolikker med samme mistænksomhed, som man efter 11. september 2001 ser på muslimer. Og hvad religion angår, er USA væsentligt bedre til at integrere. Her bærer man sin religiøse identitet udenpå. Det er den, man definerer sig ved. I USA bliver religion opfattet som et plus, ikke et minus.

– I Europa er man nødt til at finde ud af enten at lade Fort Europa stå med høje mure og ende som en provinsiel verdensdel eller lære at leve med pluralisme. I dag er lande som Malaysia og Indonesien – omend det ikke er demokratier – væsentligt bedre til at tackle religiøs forskellighed end Europa, siger han.

Og peger på den underlige selvmodsigelse, der ligger i, at europæerne på den ene side forsøger at få kristendommen skrevet ind i EU-forfatningen, mens de på den anden påstår, at religion er en privatsag, som ikke hører til i det offentlige rum.

– Det er en fejltagelse, at demokratier udelukker religion fra det offentlige rum. Man må give alle borgere ret til at konkurrere på værdier. Et demokrati dømmes på, hvordan det behandler minoriteter – det nytter ikke bare at sige, at minoriteterne skal blive enten som franskmænd, hollændere eller danskere.

José Casanova mener ikke, at europæisk lovgivning skal ændres, så den passer til forskellige religioner. Religions- og ytringsfrihed er tilstrækkeligt.

– Det er måske passende at minde os europæere om, at den europæiske nationalstat blev grundlagt ved hjælp af etnisk udrensning. Det begyndte i Spanien, da katolikkerne smed jøder og muslimer ud. Og det fortsatte med reformationen, hvor de enkelte stater blev delt bag enten en katolsk eller en protestantisk fyrste. Det er der vel ingen, der ønsker at gentage.

Hvis Peter Beyer skal se i krystalkuglen, så siger han forsigtigt, at der nok kommer en del flere stridigheder mellem religiøse som dem, der allerede har vist sig.

– Men der kommer også udviklinger, som ingen af os overhovedet har tænkt på, siger Peter Beyer.

Men han understreger også, at han finder det meget usandsynligt, at der kommer flere såkaldt religiøse regimer efter den iranske og afghanske model. De er opstået under helt særlige, revolutionære omstændigheder, som han ikke ser tendenser til andre steder i verden. Og Saudi-Arabien har hele tiden været et af verdens mest religiøse regimer.

– Hvor meget mere islamistisk kan Saudi-Arabien blive? Der findes ingen mere religiøs regering i verden. Forskellen vil udelukkende handle om det politiske spørgsmål: Hvem vil et nyt regime sælge olien til?

Forholdet mellem religion og politik er, i Peter Beyers øjne, langt mere kompliceret og forskelligt, når man ser det spørgsmål i et globalt perspektiv.

– I USA er der en stærk repræsentation af politisk engagerede konservative evangelikale i det republikanske parti. Og alle præsidentkandidater ved, at offentligheden forventer, at de er troende. Den vil også vide hvordan og hvor meget. I Canada ville det ødelægge en politikers karriere, hvis han baserede beslutninger på sin tro.

Peter Beyer går videre jorden rundt. I Kina opfattes tydelig religiøsitet også som suspekt. Her er det partimedlemskabet, der tæller, mens religion i den grad trækker fra. I Rusland trækker regeringen på ortodokse ikoner for at samle nationen, men kirken selv har ingen magt. Mens Indien kalder sig selv sekulært, men i den betydning, at alle religioner er ligeværdige.

– Men ingen inder vil sige, at religion ikke spiller en rolle i politik.

José Casanova afviser ikke, at der er problemer med religion og religionsfrihed i verden. Blandt andet i Mellemøsten, hvor han dog ikke mener, at problemerne er skabt på grund af religion alene. Der er meget stor- og regionalpolitik indblandet. Men på den lange bane er han optimist på verdens vegne.

– Jeg vil hellere være optimisten, der tog fejl, end pessimisten, der fik ret. Jeg tror, at verden på længere sigt lærer at leve med både lokal og global kosmopolitisme. Den findes allerede. For eksempel når hinduer føler, at de har et forestillet fællesskab med andre hinduer jorden rundt. Det samme gælder kristne, muslimer og jøder. En fælles kosmopolitisme religioner imellem kræver ægte, gensidig respekt for den anden. Den kræver også, at værdinormer får lov at konkurrere indbyrdes og ligeværdigt. Jeg tror på, at det er muligt.

Hverken Peter Beyer eller José Casanova tillægger religiøst baseret terror særlig stor vægt – ud over den vægt, den har i forbindelse med, at reaktionen fra Vesten går ud over alle muslimer.

– Vi skal lære at tackle, at en minoritet blandt muslimer argumenterer for deres gerninger med religion. Det skal ikke lastes de øvrige, siger José Casanova.

I samme boldgade peger Peter Beyer på, at muslimer i Europa er blevet ”den anden” i alle sammenhænge: socialt, økonomisk og religiøst. Hvor de på det nordamerikanske kontinent klarer sig lige så godt som den øvrige befolkning – og den øvrige befolkning opfatter islam som en religion blandt mange andre.

– Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste fremtrædende muslim i Canada, som har tanker om et nyt kalifat. Jeg er optimist – i hvert fald på Canada og USA’s vegne for fremtidens religiøse sameksistens.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk