”En smuk og ukunstlet roman,” skrev en anmelder, ”der ikke handler om det skrigende savn og de store tårefloder, der også har været der, men om den stille hverdag, om, hvordan man bevarer sig selv som familie, når det, som altid sker hos naboen, faktisk slår ned i det mest urørlige, lige i familiens centrum.”

– Der er ingen, der som i bogens kvindelige hovedperson Helenes eller min egen situation ikke har de følelser, der raser og stormer rundt. Så man behøver ikke at sige det. Vi ved alle sammen godt, at det hører med. ”N.I.M.B.Y.” viser os ind i en verden, hvor vi måske ikke tror, der er én. Det er også et liv. Jeg kunne godt huske, hvordan det var at stå udenfor og høre om nogen, der blev ramt, og det er: Huh, det var dog forfærdeligt! Men hvor man blev stående i det, man kunne ikke komme videre fra det der huh. Når man selv står i det, er det et lige så nuanceret og levende liv gange 100 endda, siger forfatteren. Hun var i gang med at skrive en anden roman, men mistede interessen, da hendes mand blev syg.

– Mit liv eksploderede. Jeg kunne ikke beskæftige mig med noget fra en anden verden. Universet i bogen blev nødt til at svare til det, jeg stod i. At skrive var et stillerum, som var fantastisk rart at have i den periode. ”N.I.M.B.Y.” er ikke vores historie. Min mand havde ikke lungekræft, og vi har ikke tre drenge, men to piger og to drenge. Men jeg har brugt det universelle, den undren over, at det kan ske, som jeg stadig har, og over, at det kunne lade sig gøre. Tingene sker, livet sker, døden sker, det hele sker. Alting er forandret, og ingenting er forandret.

Spørgsmålet er, hvordan man som menneske og familie tilpasser sig en forandret tilværelse uden mand og far.

– Man har ikke noget valg. Tingene bliver sat på spidsen i en grad, men det er ikke en valgsituation. Sådan her er det. Man diskuterer ikke med havet. Når jeg reflekterede over det, var det lige så meget over, hvad andre sagde til mig: Hvor er det uretfærdigt! For mig er det hinsides retfærdighed og uretfærdighed. Det var heller ikke retfærdigt, at jeg blev født. Det er bare sådan. Det er også hinsides godt og ondt – det er en hændelse.

– Ungerne har i perioder sagt det sådan: Hvorfor lige os? Og jeg forstår dem så godt. Men de spørgsmål kan slet ikke stilles her. Og lige så snart det kom ud af munden, kunne de også godt høre det. Ingen har truffet det valg, at man bliver syg. Det er en hændelse. En helt speciel situation. Hvis vi forestiller os en verden, hvor der fandtes retfærdighed i, hvem af os der dør hvornår, ville det være fascisme i den mest afskyelige forstand. Tak skal du ellers have. Verden ville være et forfærdeligt sted at være.

– Når uretfærdighed kommer ind her, er det , fordi vi ikke kan holde det skete ud. Vi har svært ved at acceptere, at det står uden for vores magt. Jeg tænker så, at der også er en befrielse i, at sådan nogle ting står uden for vores magt. Jeg kan måske nok komme til at køre et barn ihjel, men jeg kan ikke komme til at give min mand en svulst i hjernen. Men indimellem kommer man til at forsvare sig over for, hvor ondt det egentlig gør. Så ryger man over i de termer med retfærdighed og uretfærdighed og også med raseri og apati. For det gør sindssygt ondt.

– Vi kender alle sammen det at stå ved havet, og himmel og hav bliver så stort, at alting ryger ned i en anden størrelse. Man får sin rette størrelse, og det er en befrielse. Børnene og jeg var på Fanø den sommer, Erling var syg, og en dag med lavvande, hvor vi stod langt ude på havbunden, sagde et af børnene, at her fik hjernesvulsten en anden størrelse for hende.

For Cecilie Roné hører fødsel og død til det ufattelige i tilværelsen. Det ene øjeblik ligger barnet inde bag ens maveskind, det næste holder man det i sine arme. Det ene øjeblik er ens mand levende, det næste er han holdt op med at trække vejret.

– Det er for mærkeligt. Jeg bliver ved med at kredse om det. Skal der ikke mere til, og hvor er det alligevel forskellen på alting. Og så er der det med, at ”aldrig” findes. Jeg får ham aldrig at se mere. Sådan er det med døden. Det er det svære. Så længe der er liv, findes der muligheder. Det kan godt være, at de ikke bliver brugt, men man har mulighed for at fortryde, for eksempel hvis man er blevet skilt. Man kan tage telefonen. Det er en stor forskel.

Hvordan håndterer du det?

– Jeg håndterer ikke, jeg er bare i det. Det er det, der er håndteringen – at være i det. Sådan var det, da han var syg, og sådan er det nu, hvor han er død. I formuleringen ”efter krisen” ligger en forventning om, at der findes et punkt, man kan komme hen til, og så er man ”forbi-agtig”. Jeg ser det mere cyklisk. Jeg ser ikke Erlings død som noget, jeg skal overstå. Jeg ser det som noget, jeg og børnene skal leve med. Det kan man være gode eller dårlige til, men vi er ikke frataget handlemuligheder. Jeg bryder mig heller ikke om at komme af med ting. Det med at ”lægge tingene bag sig” er en åndssvag vending. Jeg tænker ikke kun på sorg, men på alle ting. Det er bedre at tage det væsentlige med sig end at lade det ligge, og det dårlige er ikke nødvendigvis det uvæsentlige, selvom det var det, der voldte os kvaler, spændte ben for os, og hvad der ellers er af tildragelser.

– Jeg holder ikke op med at elske Erling, fordi han er død. Det ændrer ikke noget, hvad det angår. Vi får ikke mere liv sammen, men det liv, der har været, bliver ved med at være i mig. Så selvfølgelig kommer smerten indimellem med usvækket styrke. Det gør jo simpelthen ondt at miste, og jeg tænker ikke, at det holder op med at gøre ondt. Noget af det svære for børnene især har været og er stadig i perioder, at det kan være vanskeligt at tænke på det dejlige, de har haft med ham, og de kan savne ham så meget, at det ikke er til at holde ud.

Det er noget rod forstået på den måde, at så kan man let komme til at afskære sig fra det gode for at undgå det, der gør ondt. Det koster, og så vil jeg vældig gerne, at de må betale, hvad det koster.

– I begyndelsen måtte jeg lave nogle regler. Hør her, vi kan ikke gå rundt og græde hele tiden. Vi må lave nogle portioner, for hvis der hele tiden er en, der græder, tager det de andre med sig. Der må være noget logistisk planlægning, ellers er det ikke muligt at have en hverdag. Det kunne de store godt forstå, mens det er klart, at der gælder andre regler for den lille. Men han er rigtig god til at håndtere det konkret og uforfærdet. Han har for eksempel kredset om, hvorvidt Erling blev ved med at være hans far, eller om han kunne få en ny far. Meget praktisk. Han har den far, han har, men han kan godt få en til, og så har han to fædre, sagde jeg.

– Det nye liv bliver hver dag prøvet ved Højesteret, ha! Der er en lang række ting, der må gøres på en anden måde eller måske på samme måde, men det er ikke til at vide på forhånd. Det må prøves først. Jeg kan se det ske. Vi cirkler om det nye. Cirkler om det skete. Afprøver hele tiden. Den nye virkelighed skal erobres. Prøver forsøgsvis en aften at lave en ret, kun Erling kunne lave, ser om det går godt, eller om det gør for ondt. Tager på tur ligesom Erling gjorde det med børnene. Fungerer det, fungerer det ikke, er det hult eller ægte? Når børnene er gået i seng, skal jeg så spille de cd’ere, vi plejede at spille? På med den og af igen, det var dog forfærdeligt. Så hellere læse. Alt er nyt. Det er virkelig første gang.

Cecilie Roné holder af virkeligheden.

– Det er i virkelighedens verden, jeg er blevet elsket, og det er også i den, at jeg ikke er blevet det. Men det er ligesom i den, at tingene finder sted. Jeg kan godt holde ud, at jeg ikke kan diskutere med havet. Og helt magtesløs er man jo aldrig. Jeg kunne ikke rive svulsten ud af min mands hjerne, men jeg kunne godt flytte ham, mig selv og vores børn i forhold til det. Jeg vil jo enormt gerne tage det her liv og vise det for mine børn, så godt jeg kan. Så nej, det har aldrig været en option for mig at gå på sofaen og lade livet ligge i et hjørne.

– Det kan være slemt, og jeg kan blive sendt til tælling, men jeg ser ikke livet som en fjende. Jeg har det heller ikke sådan, at det er blevet mig særlig dyrebart. Ofte bliver jeg spurgt, om det ikke har givet mig et andet syn på livet at stå i det her. Og nej, det tror jeg ikke. Jeg behøvede faktisk ikke at miste min mand for at blive glad for livet eller føle mig ydmyg over for det.

– Jeg har det godt. Børnene har det godt. Og så er der den der ked-af-det-hed. Den er der også, hvis du forstår, siger Cecilie Roné.

I det år, hendes mand var syg, var han hjemme bortset fra et par aflastningsindlæggelser. Den sidste måned var han på hospice.

– Der er noget fantastisk intimt ved at følge et menneske helt til dørs. Og det er meget privilegeret at følge min elskede så langt som hele vejen til døden. Intimiteten går begge veje, både mellem den døende og den, der bliver forladt. Der har været masser af situationer med stjernestunder.

– Døden opfattes ofte som klam og ulækker, og den døende forandrer sig. Det er rigtigt, men det er en lille del af det. Man står så afklædt, man kan blive, med en voldsom angst, voldsom sorg og ked-af-det-hed. Og dér står man ansigt til ansigt med hinanden. Det er en absurd betragtning, men der er ingen anden i verden, jeg kunne have gjort det her med. Det er også en ydmyghed over, at han ville dele det med mig.

– Det er ofte det frastødende ved døden, vi er optagede af. Det er ikke, fordi den skal glorificeres eller gøres hellig. Men vi kan ikke komme udenom, at døden findes. Sådan er det. Og der findes en intimitet inden i det, der er storslået. Jeg har haft nogle af de stunder med Erling på det alleryderste, der i dag næsten er som en varm hånd i ryggen.

remar@kristeligt-dagblad.dk