Man skal tro på forandringens mulighed

– Vi kørte i et område, hvor vi vidste, at der var vejsidebomber, og den spændthed tager man med sig og er nødt til at forholde sig til efterfølgende. Det er klart, at jo hyppigere man er udsat for farlige situationer og kriser, jo større behov har man for at få bearbejdet dem. Og fordi vi som danskere lever i et meget trygt og forudsigeligt samfund, har vi ikke så mange referencepunkter til kriser og raketangreb som for eksempel et barn, der er vokset op i Libanon. Derfor vil mange reagere bagefter, siger Vibeke Schmidt.

Hvor voldsomt vi reagerer, afhænger helt af, hvor voldsom hændelsen er, hvor i livet vi befinder os.

– Med alderen har vi prøvet lidt af hvert og kender os selv godt. Derfor ved vi, hvordan vi bedst kommer videre i krisen. Flertallet vil kunne klare sig ved hjælp af den umiddelbare omsorg fra familie og venner. Men nogle mistrives efter begivenheden, fordi den griber fat i tidligere hændelser, som man troede, at man var kommet sig over. Det kan være en forældres død, hvor der var en dimension af tab, man ikke havde talt om.

– Kun fordi vi bliver udsat for en voldsom hændelse, griber den fat i tidligere begivenheder. Men selv små episoder kan trigge tidligere oplevelser. En afskedsscene i en film for eksempel kan få en soldat, der har været hjemme i mange år og måske aldrig har været i livstruende situationer, til at bryde grædende sammen. Det viser sig, at han har været rigtig bange og ikke har regeret dengang i situationen, siger Vibeke Schmidt.

Sognepræst i Kerteminde Kirsten Jørgensen beskriver en krise som en tilstand, hvor vi stilles overfor at skulle tage afsked med noget i vores liv.

– Det kan være et job, vi mister, eller en ægtefælle, som vi skal skilles fra, eller som dør fra os, eller det kan være vores gode helbred, som pludselig er angrebet af alvorlig sygdom. I de situationer er der tale om en afsked på det konkrete plan, men vi skal også tage afsked med bestemte forestillinger om vores liv. Vi kan ikke længere se os selv som udødelige og stærke, når vi rammes af sygdom eller tro på kærligheden ”til døden”, når vi bliver skilt. Og vi må i det hele taget sige farvel til en opfattelse af, at verden kun er god og tilforladelig, når vi mister for eksempel et barn, siger Kirsten Jørgensen.

Vi reagerer ikke helt ens, når krisen slår ned i vores liv, men der er alligevel tale om et forløb.

– Først forsøger vi at holde fast i tabet af den døde elskede eller i idéen om kærligheden, selvom vores elskede har forladt os. Hvis der er tale om et sundt forløb, så kommer der et tidspunkt, hvor vi har kræfter nok til at give slip, så vi får hænderne frie til at gribe efter noget nyt. Der, hvor det går galt, er, når enken bliver ved med at besøge gravstedet og fortsætter livet, som om hendes afdøde mand stadig sidder i stolen i stuen. Men hvor længe den første periode varer, er meget individuelt.

– Og at give slip er ikke ensbetydende med at glemme. Det handler om at forvandle tabet og afskeden til sorg, som er en mere plastisk følelse at have med at gøre. Holden fast er en tomhed, som ikke er frugtbar, mens man kan bevare sorgen, uden at den invaderer og overtager ens liv. Hvor tabet råber ud i det tomme rum, er sorg bearbejdet og erfaret tab.

Som præst er man for eksempel ved dødsfald med til at ritualisere krisen og tabet. Man taler med de pårørende om den afdøde og om hele tilrettelæggelsen af begravelsen, og det sætter en grænse for det kaos, der kan være hos de efterladte, mener Kirsten Jørgensen.

– Ritualet er en ramme og en stor hjælp i en kaos-situation. Jeg mener, at konventionerne kan være en velsignelse, men vi har desværre afskaffet de fleste konventioner, så vi er nødt til at opfinde det hele. Før i tiden gik de efterladte i sort, man kondolerede og stod helt stille, når kisten kom igennem byen. Og man havde et sørgeår. Den slags savner vi i dag, siger Kirsten Jørgensen.

Hvordan og hvor hurtigt man kommer igennem krisen, er meget forskelligt, mener hun.

– Tiden i sig selv gør noget. Det, at vi står op hver dag, går på arbejdet og lever vores liv, forandrer os og tabet, selvom vi moderne mennesker hele tiden mener, at vi skal gøre noget selv for at komme videre. De fleste kommer igennem de kriser, som er en uundgåelig del af tilværelsen, hvis vi lever og elsker andre. Hvis de er villige til at erkende, at livet er forandret og ikke bliver, som det var. Den erkendelse er nok den mest smertefulde.

Når man sidder fast i mørket, er det vigtigste at tro på ”forandringens mulighed”.

– I det øjeblik vi kan tro på forandring, så bliver vi nærværende. Hvis vi ikke kan være til stede i vores liv, så risikerer vi, at der dannes blinde punkter af frygt og fortrængning for at gennemleve krisen. Søren Kierkegaard siger så godt, at ”Gud er, at der er mulighed”. Sådan kan man også formulere det kristne opstandelsesbudskab. Eller som teologen Jørgen I. Jensen udtrykker det: Livet improviserer med én og har noget for, som man ikke kunne have forestillet sig. Hvis vi kan tro på, at verden, at Gud kommer med nye muligheder, så har vi hjælp. Og livskraften er som regel ufattelig stærk. Folk, der har oplevet det forfærdeligste, kan alligevel opleve, at livet er godt, siger Kirsten Jørgensen.

Vi skal ikke forvente, at vi bliver afklarede, men derimod lære at leve med, at vores liv ikke går op.

– Der er ikke en rød tråd, der binder det hele pænt sammen til sidst. For de fleste vil livet være fragmenteret og stritte i alle retninger. Men nærværet handler om at være til stede i det kaos uden at ville have kontrol og orden. Hvis vi får tabet skabt om til sorg, så vi ikke sidder fast i forurettethed, så kan vi tage afsked med de livsytringer, der går indad, så der bliver plads til noget andet.

– Store ulykker og uretfærdigheder kan vi ikke udjævne, men vi kan betragte dem som vilkår i vores liv. Nogle er gode til at møde deres eget liv og de vilkår, de har fået, mens andre kæmper og forbander deres vilkår, og det kan ende med at æde dem op. Det handler om en accept af det liv, vi har, i stedet for at gribe ud efter et liv, der ikke er der.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk