Statskirkens dage er talte

For år tilbage var der også religiøs pluralisme i Europa. Den bestod hovedsageligt af kristne: Ortodokse, katolske og protestantiske. Og selvom de tre kristne retninger ikke var eller er enige om alt, så deler de en fælles kulturel og etisk arv. Der var enighed om, hvad et ægteskab var, om forholdet mellem stat og kirke, om hvordan man levede, døde og om kirkernes kulturelle indflydelse på befolkningen.

– Der var ingen forskelligheder så store, at det hindrede en fælles forståelse på en række områder.

Ferrari nævner EU’s vej hen mod en forfatning som et bevis på, at de tre kristne trosretninger har fælles ideer om medborgerskab.

– Immigrationen har betydet, at der i dag lever store indvandrede mindretal i Europa, som ikke kender og ikke nødvendigvis deler europæernes opfattelse af kultur og arv. Samtidig har udviklingen i den europæiske befolkning udviklet sig i en individualistisk retning, hvor frit valg-muligheden tages for givet. Hjulpet af den teknologiske udvikling betyder det, at der nu er mange forskellige muligheder for, hvordan man skal dø, befrugtes eller giftes – og med hvem. Og alle muligheder tillægges lige stor vægt.

Det er, ifølge Silvio Ferrari ikke en udvikling, der understøtter traditionelle kirkesamfund. Men det betyder ikke, at religion ikke betyder noget.

– Man bevæger sig fra religiøs pluralisme til kulturel og etisk pluralisme. Men kulturelle og etiske valg træffes ofte på baggrund af religion. Nu er det bare ikke alene kristendom, men en række andre religioners selvforståelse og etik, der er i spil. Det muslimske hovedtørklæde for eksempel. Det blev for 20 år siden betragtet som et etnisk særkende. I dag betvivler ingen, at det er et signal om religiøs identitet. Religionen i Europa er flyttet fra det private til det offentlige rum. Og det smitter af på alle trosretninger. I Italien er man meget mere demonstrativ katolsk end nogensinde tidligere, siger han.

Det kan statskirkerne næppe overleve. Og det har ikke alene noget med eventuelle økonomiske bånd mellem stat og kirke at gøre. Snarere med symbolikken i, at en stat skal indeholde alle uanset religion. En statskirke er symbolet på, at det ikke forholder sig sådan.

– Men der er jo meget langt fra den danske folkekirke til en total sekulær model som den franske. Der er muligheder midt imellem. For eksempel den svenske model, hvor kirken er skilt fra staten, men samtidig har den sin egen lov, som ikke omfatter andre trossamfund. Dermed har den stadig en særlig status, men ikke den problematiske stats-relation, som ekskluderer andre trossamfund.

Ferrari forventer, at både den norske og den danske kirke vil bevæge sig i den svenske retning.

Den mest overlevelsesdygtige statskirke i Europa er ifølge Silvio Ferrari den anglikanske Church of England. Ikke fordi den ikke længere har økonomiske bånd til staten, men fordi statskirken har forstået at etablere sig i et pluralistisk samfund og forstået den religiøse udfordring i det.

Church of England har frem for at insistere på at være kirke for en bestemt trosretning indtaget en troværdig lederrolle for alle trossamfund i England.

– For eksempel i det engelske overhus, hvor 26 biskopper automatisk har sæde. Her taler Church of England på vegne af alle trosretninger på en måde, så de føler sig inkluderet, siger han.

Det er næppe en mulig udvikling i Danmark, hvor folkekirke, folk og identitet er så tæt sammenknyttede, siger Ferrari.

– I Danmark kunne man – ud over at gå den svenske vej – sikre mere ligestilling, hvis for eksempel alle trosretninger havde mulighed for at betale til deres trossamfund over skatten.

– I det hele taget mener jeg, at man bør strække sig endog meget langt for at sikre religiøs inkluderende pluralisme. For sådan bliver det i fremtiden. I Italien har vi slet ingen tørklædedebat, som de har haft det i Tyrkiet og Frankrig. Det er for det første, fordi italienere er vant til at se nonner, og for det andet fordi det ved lov kræves, at der skal hænge kors i klasseværelserne. På den måde kan man sige, at tørklædet blev reddet af korset – man kan jo ikke forlange det ene og forbyde det andet.

Silvio Ferrari har kun få begrænsninger i den religiøse udfoldelse, som han mener bør gøres gældende.

– Der er principper, som ikke er til diskussion. For eksempel retten til at skifte religion. Det er heller ikke acceptabelt i et pluralistisk samfund, at troende argumenterer politisk med, at ”det siger Gud”. I et multireligiøst samfund skal politiske argumenter give mening – og dermed mulighed for modsigelse – for alle parter. Folk, der hopper direkte til at spille Gud som trumf og dropper den rationelle forklaring, skræmmer mig.

Men de – med Ferraris ord – små ting, som at sørge for flere menuer i offentlige skoler eller at hænge flere religiøse symboler op i klasseværelserne, kan Ferrari ikke se nogen som helst problemer i. De hører med, når flere religioner skal leve sammen.

Og det er den sameksistens, statskirker efter hans opfattelse får svært ved at leve i.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk