Pilgrimsvandringen har gjort comeback . Og for så vidt Tillykke og god tur!
Men det sætter mig i et dilemma. For et øjeblik siden så jeg Pedersen gå over til min nabo, der sidder i kørestolsstol , med et par pilsnere, sine smøger og sine firkantede meninger, Samtidig læser jeg Lidells kronik,om at gå og gå og søge Gud, rives med af begejstring, så mine fødder begynder at bevæge sig for sige . Vi vil med.
Men pludselig slår det mig, at selv om jeg har følt det som en vigtig opgave at
mane Pedersen til rimelig ædruelighed, så er det nu lmere vigtig, at opfordre
mine letbevægelige fødder og Lidell til religiøs ”ædruelighed”.
Ifgl.citat fra en brochure, så er pilgrimsvandring ”at finde langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. Pilgrimsvandringen er en grundmenneskelig måde at udtrykke sin søgen på for den, der leder efter mål og mening med sin livsvej”.
Det er måske uretfærdigt, men efter at have studeret meget pilgrimsmateriale, vil jeg sige, det er ret så berusende i sin søgning efter svar på spørgsmål som hvor er jeg på vej hen ? og konklusioner ”bede med fødderne”. Selv om Pedersen om et par timer kommer dinglende fra min nabo, så føler jeg han er mere kristen ædru end mange pilgrimsvandrere.
Hos naboen har han skabt ”himmel på jord! med sit besøg.
Har spontant levet op til Jesu ord:
”Hvad i har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig” Fjernt fra Lidells henvisning til pilgrimvandringens teologi og tradititon, langt fra hele pilgrimsindustrien med kurser, ruteplan omkring Nørre Snede og i Spanien, o, så findes plejehjemmets stilhed. alkoholiserede venner, snøvlende tårefyldte venner i telefonen, dem som ingen orker: de mindste. Anstødsstenen i Kristusefterfølgelsen- hvor er den gået hen?
Eller ordene ” Gå først og forsone dig, kom siden og giv din gave”. Det som gør mig urolig ved kristendommen og kirkens fremtid er ikke det som jeg ikke forstår, ej heller min søgning, men det som jeg forstår
Hvor er det radikale opgør gået hen?
Jamen, vi bruger pilgrimsvandringen til at blive noget mere
for medmennesket. Det nægter jeg ikke, ej heller at ser man navnelisten over pilgrimshyrderne, er det lutter sympatiske folkekirkelige lutheranere.. men jeg spørger
. Hvor er talen om den selvforglemmende godhed gået hen, at give afkald på nogle af sine egne fordele til fordel for andre? De er ude at søge efter den og åbenbart mange andre ting. Så er det snalrede Pedersen med sin vandring til min nabo(selv sidder jeg blot og læser Kr Dagbl. og gør mig bedrevidende i debatten) bliver et bud om det mulige liv. En historie om opstandelse i dagligdagen,, nådens list, de fattiges hellighed, syndernes forladelse. I et samfund, hvor vi mere søger og søger og søger sig selv, bliver kirken med sin erindring om et liv for alle mennesker, der kan lykkes, stadig mere vigtig.
Sandheden forbliver klar. Den passive ligegyldighed – er ondskabens moder.
Paradokset står tilbage, den som glemmer sig selv finder sig selv.
Med venlig hilsen Per Vestjyde.