Lovgivning fremmer ikke integrationen

Kristina Aamand tilføjer:

– Det er på tide at komme videre. I den offentlige debat er det tiltrængt med en nuancering. Nu har vi lært, at der er ting som kollektiv familiestruktur, ære og særlige ritualer, men der er også fare for at komme til at konservere tingene, så man slet ikke opdager, der sker noget nyt. Bogen viser, at mange unge, som tror, de står alene, tumler med de samme ting.

Parret siger, at de unge minoriteter i dag diskuterer de ting, bogen berører. Men kun med hinanden, og kun få tør betræde den skrøbelige is med en åben diskussion.

Forfatterne erkender, at det er en svaghed ved bogen, at fortællingerne er anonyme. Men håbet er, at den vil kickstarte en debat blandt de unge – og også med forældrene.

– En tv-station ønskede at bruge en af pigerne i bogen til et interview. Men når pigen har holdt voldtægten, begået af en nær ven i familien, hemmelig i 10 år, så står hun jo ikke frem på tv, siger Kristina Aamand.

Asif Uddin understreger, at anonymiteten var en forudsætning for, at bogen overhovedet blev til noget.

– Vi har alle interview på bånd. Vi har fundet personerne gennem vores meget store netværk i de etniske minoriteter og så valgt dem ud, som repræsenter de problemer, vi oftest støder på. Når der skulle stilles spørgsmål, har det været en fordel for os, at vi kender mange af udfordringerne selv. En af de ting, Kristina Aamand understreger flere gange, er, at kulturproblemerne blandt de unge minoritetsgrupper ikke er et spørgsmål om køn. Både unge mænd og kvinder lider under kultur og tradition.

– Der er udviklet en form for offerindustri med de unge indvandrerkvinder. Der er afsat en pose penge pr. problem. En pose til tvangsægteskab, en til æresdrab og så fremdeles. Men der er faktisk ressourcer i miljøet at trække på. For eksempel den pakistanske mor, som ikke taler et ord dansk, er enke og mor til fire, og som hvert halve år fortæller en sagsbehandler, at hun ikke kan klare et job. Vi ser hende som offer. Men hun er top-of-the-pops i det pakistanske miljø, fordi hun er god til at arrangere ægteskaber. Nu truer hendes søn bare med at ødelægge det hele ved ikke at ville gifte sig med sin kusine fra Pakistan. Den mor er ikke svag.

Asif Uddin indskyder, at kulturen bæres af kvinder, og derfor spiller mødom og kvinders opførsel en stor rolle. Men traditionen går også ud over unge mænd. De ender også i ægteskaber, de måske ikke ønsker – eller som søstre eller mødres vogtere.

– Og mænds rolle ved et bryllup er jo nærmest kun at være til stede. Hele arrangementet klares fra start til slut af kvinderne i familierne. Derfor må der også stilles kritiske spørgsmål til kvindernes andel i det her.

Forfatterne til "Mødom på mode" har hverken leveret en videnskabelig rapport eller forholder sig neutralt til de fortællinger, de bringer videre.

– Fortællingerne er valgt for at understrege en pointe: Hvor vigtigt det er at have kontrol over sin egen krop. For har man ikke det, smitter det af på alle dele af livet. Vi vil have de unge til at tage ansvar for deres eget liv. Men vi vil også have forældrene til at se i øjnene, at hvis de ignorerer, hvad der foregår under næsen på dem, så udsætter de deres børn for fare. Det er ikke ufarligt at leve med sex på bagsædet af biler i øde industriområder og overhovedet ikke kunne få råd om, hvordan livet er, siger Kristina Aamand.

Der er lang vej igen, erkender forfatterne. For de holdninger, der fremgår af bogen, er efter deres opfattelse ekstremt udbredte.

– Vi mener, at mennesker frit skal vælge deres liv. Og hvis de selv vælger at tage tørklæde på, eller forældrene er medvirkende til valg af ægtefælle, så er det fint nok. Men der er ingen grund til at beskytte undertrykkende elementer i en kultur.

Kristina Aamand og Asif Uddin: Mødom på mode – beretninger om skik og brug blandt indvandrere. Gyldendal. 184 sider. 199 kroner. Udkommer den 3. oktober.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk