29. september 2007
Det var ikke særlige danske forhold, der skabte Muhammed-krisen
I MORGEN er det to år siden, at Jyllands-Posten offentliggjorde sine famøse Muhammed-tegninger. At tegningerne fire måneder senere skulle udløse den største danske udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig er fortsat vanskeligt at forstå.
Selvom vi her på avisen vedholdende har holdt fast i det synspunkt, at et samfund ikke har noget ud af at genere troende, hvad enten de er muslimer, kristne eller noget helt tredje, er det umuligt at forklare endsige acceptere omfanget af de voldelige protester mod tegningerne for slet ikke at tale om de mange dødstrusler mod tegnerne og Jyllands-Postens ledelse.
POLITIKENS CHEFREDAKTØR, Tøger Seidenfaden, har sammen med stifteren af Minoritetspartiet, Rune Engelbrecht Larsen, bannerført det synspunkt, at Muhammed-sagen opstod netop i Danmark, fordi regeringen og Dansk Folkeparti har skabt et fremmedfjendsk klima med fravær af respekt og anerkendelse af udlændinge. Denne tese udbygger de to i bogen ”Karikaturkrisen – en undersøgelse af baggrund og ansvar”, der helt specifikt fastslår, at ”det var alt andet end tilfældigt, at netop Danmark blev ramt”.
Men i dag, hvor Sverige har fået sin egen karikaturkrise, er det svært at se, at den argumentation har meget på sig. Kunsteren Lars Vilks tegninger af Muhammed som hund har gjort ham til et fredløst menneske, dødsdømt af rabiate muslimer. Prisen på hans hoved er sat til mindst 100.000 dollar. Redaktøren for avisen Nerikes Allehanda, der offentliggjorde tegningerne, må også leve med dødstrusler og bodyguards. Og det svenske samfund, der i enhver henseende savner den karskhed i udlændingedebatten, som vi kender i Danmark, har kunnet se vrede demonstranter i den muslimske verden sætte ild til det svenske flag, mens store svenske virksomheder som Volvo og Ikea er blevet truet med bål og brand. Det til trods for, at den svenske statsminister i modsætning til den danske har mødtes med svenske imamer for at vise forståelse for deres synspunkt.
Korrekt: Svenske ambassader er ikke blevet brændt af, og der er ingen kollektiv blokade af svenske varer i Mellemøsten, men landets medier opfatter det ikke sådan, at Sverige har afværget krisen. Landet er blevet såret – ikke så voldsomt som Danmark – men alligevel. Konflikten mellem det frie, vestlige, liberale samfund og den fundamentalistiske islam kan kort sagt ikke forklares med et særligt debatklima eller en dansk regerings svigt.
EN AF de centrale imamer i den danske Muhammed-sag, Ahmed Akkari, der var med til at sprede krisen ved at rejse til Mellemøsten og informere og misinformere om den, har brugt det seneste år på refleksion og selvkritik, som han sagde i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten i denne uge. Det er al ære værd. Akkari er kommet frem til det synspunkt, at de danske muslimer selv var medansvarlige for krisen. Havde de taget deres opgave mere seriøst, og havde der ikke været så megen kriminalitet i deres egne rækker, ville danskernes respekt for dem og deres profet have været meget højere. Ydermere blev sagen af nogle muslimer brugt til at profilere dem selv eller skabe et opgør i de muslimske rækker herhjemme, siger han og fastholder, at tegningerne var en provokation, der diskriminerede en minoritetsgruppe, men at sagen var mere indviklet end som så.
Hvad har vi lært af Muhammed-krisen? I Danmark har vi lært, at mange muslimer tager deres tro langt mere alvorligt end de fleste danskere, at de ikke tåler, at deres tro bliver modsagt eller latterliggjort, og at de ikke har samme tradition for religionskritik som i det kristne Europa. Men også at der findes en fundamentalistisk islam, som ikke respekterer de vestlige samfunds måske mest grundlæggende værdi, nemlig den vidtstrakte ytringsfrihed som fundamentet under demokratiet.
Men endnu vigtigere er nok, at de herboende muslimer og de muslimske lande burde have lært, at religionsfriheden i Danmark og de vestlige lande er aldeles ubegrænset. At de muslimske indvandrere har total frihed til at ytre sig og kritisere det land, de bor i. Og at de har kunnet rejse uhindret ud af landet for at kritisere Danmark – og derefter uhindret vende tilbage igen. Den frihed ville de ikke have haft i muslimske lande.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad