Overskriften er en hård påstand, men jeg vil gerne begrunden den med et helt frisk, anonymt eksempel, som ikke er enestående. Læseren kan selv dømme.

Da et ungt par i slutningen af sidste år blev forældre, var socialforvaltningen "bekymret", hvorfor man sendte alle tre på familieinstitution. Forældrene er hverken kriminelle eller misbrugere, men nok en anelse umodne på grund af deres unge alder. Socialforvaltningens begrundelse for parallelanbringelsen var, at forældrene havde behov for at udvikle forældreevne. Det unge par havde store forventninger til at få rådgivning. Det stod dog hurtigt klart, at rådgivningen udelukkende bestod i modsatrettede informationer fra forskellige ansatte. Desuden oplevede forældrene nedladende bemærkninger og beviseligt usande udtalelser fra institutionens leder. Derudover har forældrene haft seks forskellige sagsbehandlere i løbet af seks måneder.

På grund af institutionens udtalelser indstillede socialforvaltningen til en tvangsfjernelse, som børne- og ungeudvalget ikke imødekom. Barnet blev givet hjem, men dog på betingelse af støtteforanstaltninger. Familien tog igen ophold på familieinstitutionen, som nu skruede op for de dårlige udtalelser, som man sendte til socialforvaltningen. På den baggrund bad forvaltningen om en formandsbeslutning, hvilket formanden for børne- og ungeudvalget ikke kunne eller ville imødekomme.

I mellemtiden havde forvaltningen indbragt sagen for Ankestyrelsen. Her traf styrelseschefen beslutning om tvangsfjernelse. Barnet blev herefter anbragt på børnehjem, og forældrene kan nu besøge deres barn to gange en time om ugen. Selvom sagsakterne beskriver en meget fin kontakt mellem barn og forældre, har myndighederne altså revet et barn i separationsangst-alderen fra forældrene.