Håbet er den yderste horisont

Jesu tale om, hvem der er den største og om magt er til alle tider et memento til magtens udøvere og til enhver, som får magt betroet. Han sætter barnet forrest. Disciplene bliver mødt af et modbillede til deres forestilling om styrke og storhed – barnet, det ubeskyttede, afhængige og afmægtige. Enhver, som vil høre Jesus til, skal tage ved lære af barnet. Være i øjenhøjde med det mindste og skrøbeligste. Kende forskel på det sande og det falske og kende grænserne for sin egen magt.

I BARNETS PERSPEKTIV er det håbet, der tæller. For enhver, der kender grænserne for egen magt, må lade sig bære af håb. Håb forbinder mennesker på tværs af religioner, kulturer. Mellem modsætningerne ved ethvert menneske, hvad det håber og ønsker: mad frem for sult, retfærdighed frem for forfølgelse, fred frem for krig, godt frem for ondt, kærlighed frem for had, fællesskab frem for ensomhed. Modsætningerne kan samles enkelt i den store modsætning – den mellem liv og død. Håb er knyttet til liv, i kirken udtrykt som "et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."

Vi synger til sidst i gudstjenesten "Kærlighed til fædrelandet". Så synger vi om, at den falske magt er den, som vil regere ved hjælp af frygt. Vi synger om, hvad den sande magt lever af. Grundtvig er ikke bange for at tage det store ord frem: Det er kærlighed, som skal bære magten. "Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit, er ej blot dog at undskylde, men er hele lovens fylde." Kærligheden sætter selve det frirum, som er nødvendigt for, at liv kan folde sig ud.

Det siges, at danske fanger i KZ-lejre sang verset: "Frygt ej for, hvad verden kalder sin nødvendighed af stål! Anderledes dejligt falder ord på himlens tungemål, dens nødvendighed herneden, det er netop kærligheden."

Vi kan tale kærlighedens sprog midt ind i, hvad der undertiden puster sig op til at være nødvendigheder, men ikke er det. Det gælder i alle dele af samfunds- og menneskelivet – og derfor gælder det også i det politiske arbejde og liv. At vi skal spørge og spørge kritisk til det, som fører sig frem i nødvendigheders fine væverier, men ikke bæres af kærlighed.

"Derfor, hvad end verden siger, og hvad verdensmagten vil, står og falder jordens riger dog med kærlighedens ild: hvor den blusser, bor livsgrøden, hvor den slukkes, hersker døden."

Den store modsætning er den mellem liv og død.

I KIRKENS KORSHÆR møder man mange mennesker, for hvem tilværelsen ikke former sig nemt. Det bliver massivt, når manglerne er det basale – hjem, mad, tøj, nærvær, fællesskab. I Maria kirke i Istedgade er der hver søndag aften kl. 19.30 korshærsgudstjeneste, og hver gang synges salmen af Kaj Munk "Du ved det nok, mit hjerte". Den skal vi også synge her om lidt.

Istedgade er et af de steder, hvor elendigheden ikke er nogen hemmelighed. Man skal passe på med at romantisere elendighed eller tilsløre samfundsuligheder med søde ord om, at de fattige er nærmere Gud, for megen nød kan både lindres og hindres. Men omvendt skal det heller ikke glemmes, at Guds nærvær mærkes mest intenst, når erkendelsen af egen magtesløshed ikke er til at komme uden om. Så er det, man må synge eller brumme: Du ved det nok, mit hjerte…

Vi kan sætte meget op for at holde magtesløsheden hemmelig, og vi kæmper gerne længe og indædt for at holde facaden. Jo mere vi har, og jo mere vi har at tage vare på og derfor også at miste, jo tungere rammer også erkendelsen af magtesløshed: at vi er så skrøbelige og udsat for omskiftelighed og kræfter, som vi ikke kan kontrollere.

Men erkendelse af magtesløsheden hos andre mennesker og hos os selv åbner også øjnene for en slående lighed mellem det magtesløse menneske og dets fædrene ophav, den Gud, som ville være fattig blandt fattige, magtesløs blandt magtesløse og udstødt med de udstødte. Som vi kender ham gennem Jesus, der gavmildt giver Guds rige til elendige eksistenser som røvere og børn. Derfor er barnets perspektiv håbet i magtesløsheden. "Guds rige er deres", siger Jesus.

NÅR VI SAMLES her i Slotskirken forud for Folketingets åbning, uddeles der håb: "Lovet være Gud, som har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."

Det håb, vi synger om: "Du ved det nok, mit hjerte, du ved, at Gud er stor. Men stor er og hans fjende, så tit du det erfór. Velan! så får du kæmpe og tro trods fald og brud, at stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud."

Vi tager håbet med ud til arbejdet. Det kan tages med i komprimeret form i det lille ord Velan, som binder salmens to vers og to erfaringer sammen – det ondes magt og Guds magt.

Velan – nu begynder et nyt arbejdsår i Tinget. Det gælder for en hel del af menigheden i dag. For os alle sammen gælder det, at en ny dag er begyndt. Der kan være ting i det, som ligger bag, som ikke blev, som vi ønskede det og kæmpede for det. Der kan være opgaver, som vi frygter for at kunne magte. Forhåbentlig også opgaver, vi glæder os til. I dag, i år. Men under alle omstændigheder lyder der her i kirken et velan! som håbets ord.

Som vore lovgivere er Folketinget håbets ambassadører. Vi sender jer i arbejde under håbets fortegn. Vi ønsker selv i et samspil med jer, vore folkevalgte, at give udtryk for, hvad vi længes efter. Hvad vi håber for vores liv, fællesskab og fædreland.

Velan peger frem, ikke naivt optimistisk, men stilfærdigt stærkt minder det om livets retning og ny styrke. Det er småt at tro, at vi selv er den yderste horisont for vores egen stræben. Håbet er den yderste horisont, og den sættes af Gud og hans magt.

Lad os gå til vores opgaver med velan in mente! Dagligt må vi bøje os i erkendelsen af afmagt og nederlag, men dagligt må vi også løfte hovedet i taknemmelighed og med frisk mod. Kraften kommer fra Gud, fordi Guds magt er den største. Det er håbets magt ind i vores liv og stræben.

Altid, ikke kun i dag, men også i dag.

Pastor Helle Christiansen er udviklingschef i Kirkens Korshær