Alting mager sig til sidst

Men det blev ikke Kramer Mikkelsen, Søren Pind skulle slå i valgkampen. Kramer Mikkelsen trak sig, og modkandidaten blev Ritt Bjerregaard. Han vidste, at hun ville blive en svær modstander, men havde stadig troen på, at han kunne få overborgmesterposten.

Længe inden valget den 3. november 2005 stod det dog klart for ham, at kampen var tabt. Dels meldte de radikale ud, at de ikke ville støtte en borgerlig overborgmester, og dels fik Venstre lavet målinger, som viste, at vælgerne havde større tillid til det, Ritt Bjerregaard sagde og til hendes lederevner end til Søren Pinds.

Op til valget brugte han det meste af sin energi på en intens kamp, han på forhånd vidste, ville være tabt.

– Hvad var alternativet? Skulle jeg svigte alle de mennesker, som troede på mig? For mig var den centrale værdi at holde ud, siger han.

Da valgdagen oprandt, var han klar over, at han ville gå i seng som taber. Derfor havde han i tiden op til studeret nederlagets anatomi. Uffe Ellemann Jensens afgang som formand for Venstre i 1998 og Mogens Lykketofts exit fra formandsposten i Socialdemokratiet efter folketingsvalget nogle måneder tidligere. Han ville ikke gøre som Lykketoft, som i talen skød skylden for valgnederlaget på pressen.

– I sidste ende var det mit ansvar og mit nederlag, siger Søren Pind, som inspireret af Uffe Ellemann Jensen gik, så snart han havde sikret arvefølgen i partiet. Et par timer efter valgstederne var lukket, holdt han afskedstale.

– Der stod mennesker, som jeg havde arbejdet sammen med i 15 år, hvor vi havde haft overborgmesterposten for øje. De var lige så knuste som jeg, siger Søren Pind og husker, hvordan han denne november-aften citerede Napoleon, mens champagnepropperne sprang: I sejre og nederlag skal man drikke champagne.

Søren Pind blev ikke arbejdsløs, skønt han ikke længere var borgmester, for trods megen kritik, havde han insisteret på at ville være medlem af folketinget og borgmester. I dag siger han, at en af grundene til, at han insisterede på dobbeltmandatet, var et forsøg på at afbøde den nedtur, han fornemmede ville komme, hvis han ikke blev hovedstadens overborgmester.

– Jeg ville sikre mig, at jeg kunne gå med al tænkelig værdighed, siger han.

Men da han havde kørt sin sidste tur i borgmesterbilen og pakket det store borgmesterkontor sammen og nu udelukkende skulle arbejde på Christiansborg, følte han ikke værdighed. Valgnederlaget havde været som en katastrofeopbremsning i en tilværelse, som gennem mange år havde udfoldet sig i overhalingsbanen.

– Jeg havde det som i Dantes helvede, hvor du sidder på bunden af en iskold brønd. Fra et kæmpestort kontor med et fuldt serviceapparat, så sad jeg her og kiggede ind i en væg. Hvad skulle jeg? Jeg havde seks eller syv lovforslag på et år og gik fra at arbejde næsten alle døgnets timer til en hverdag, hvor jeg kunne klare alt mit arbejde på højest halvanden time.

– Man kan få så meget tid til at gå med at læse bøger og så megen tid til at gå med at medvirke i tv-programmer, men det bliver tilværelsens ulidelige lethed på et tidspunkt. Det stade kom jeg til ret tidligt, og så sad jeg og kiggede ind i den hvide væg og blev meget ked af det, siger Søren Pind.

Fra at have været i sving de fleste af døgnets timer var det, som om han havde mistet al initiativ. Når han tænker tilbage på årene som borgmester, kunne han overkomme det utrolige. Efter at have tabt kampen, havde han ingen energi. Han lukkede sig ind i selv og mærkede et stort tab.

– Jeg havde ikke energi til noget som helst. Jeg hentede Theodor, men det var min hustru, som fandt på, hvad der skulle leges, og skulle vi nogen steder, så meldte jeg ofte fra. Det var enormt hårdt for min hustru, for jeg lukkede mig fuldstændig inde i mig selv, siger han.

Den kommende tid var han omgærdet af stor sympati. Han husker, hvordan han fik talrige klap på skulderen, når han gik gennem byen. Uanset om det var ægtefællen, partikammeraterne eller Københavns indbyggere som opmuntrede ham, så følte han venligheden ubehagelig.

– Det var meget voldsomt. Folk sang sange og kom med opmuntrende tilråb til mig. Selv om det var godt ment, så kunne jeg slet ikke tage imod det. Jeg blev nærmest irriteret over at bevæge mig i denne sky af venlighed og sympati. Det sørgelige i sådan en periode er, at det er utrolig svært at tage imod venlighed. Jeg kunne ikke rumme det, siger Søren Pind.

I den periode kom Bibelen og gudstjenesten til at spille en afgørende rolle i Søren Pinds tilværelse. Han har altid været glad for at gå i kirke, men nu blev det endnu vigtigere for ham at komme i Kastelskirken og høre hærprovst Ole Brehm Jensen prædike.

– Det gav mig ro og i de mest sørgelige stunder betryggelse. Når jeg hørte Ole Brehm Jensen forkynde evangeliet rent og purt, så var jeg i et rum, hvor sorg var tilladt, hvor ondskab er et faktum, og hvor lidelse er en del af tilværelsen, men hvor der også er et rum for alt det modsatte.

– Den største tryghed fandt jeg i at vide, at jeg kun er en lille del i en stor ting. Verden står og falder ikke med mig, siger han.

Hjemme læste han i Det gamle Testamente. Han har ikke tal på, hvor mange gange han nåede at læse Prædikerens bog, for her fandt han en tilgang til det at være menneske, som han kunne være i midt i krisen.

– Budskabet hos Prædikeren er, at mennesket ikke kan gøre nogen forskel for sig selv ved at hige efter klogskab, rigdom og lignende. Derfor skal man spise, drikke og være glad. Der er ikke noget krav om, at vi skal elske hele verden og guddommeliggøre os selv ved at opføre os på en speciel måde. Det er en stor befrielse, som jeg forbinder med håb, siger han.

Jobs bog, hvor der fortælles om den rige mand, som fratages alt, fandt han også både trøst og identifikation i.

– Når du har drevet et parti på lokalplan, stået i spidsen for en af Danmarks største kommunale forvaltninger og været den ene af to til at skulle noget stort, og så taber det hele, så er det hovmod, som straffes.

– Job har lært mig, at man ikke kan stille krav. Der er ikke nogen regler for, at hvis man opfører sig sådan og sådan, og gør sådan og sådan, så bliver tingene sådan og sådan. Men alting mager sig til sidst, siger han.

Den krise, som fulgte, da Søren Pind havde tabt kampen om at blive overborgmester, varede i halvandet år. Men selv om han havde mange symptomer på udbrændthed, var der ikke stille om hans person. For i folketingsgruppen på Christiansborg ulmede uroen.

– Vi havde en række interne stridigheder i partiet. Jeg var ikke nogen ukontroversiel person i mit parti, og jeg valgte ikke at tie stille, siger han om de måneder, hvor han flere gange var i mediernes søgelys på grund af strid i partiet.

Leif Mikkelsen og Peter Christensen var hans nærmeste allierede både menneskeligt og politisk. Da Leif Mikkelsen i maj gik over til Ny Alliance, rystede det Søren Pind. Vennens partiskift kom som en kæmpe forskrækkelse.

– Jeg vågnede op og sagde til mig selv, at det her er destruktivt. Nu skal du tænke dig godt om, er det sådan, at tingene skal ende?

– Jeg fortryder ikke en bjælde af de holdninger, jeg har givet udtryk for, men der skal også være plads til andre, og jeg behøver ikke råbe min mening ud fra alle tage. Andre mennesker kan godt have udmærkede pointer og ville dit parti det godt. Selvfølgelig er venstre mit parti, men jeg har opdaget, at det ikke kun er mit parti, siger han.

Søren Pind har overvejet at forlade politik. Efter det københavnske valgnederlag fik han, hvad han beskriver som ”meget smigrende tilbud” om at lave noget helt andet.

– Jeg har været ved en korsvej i den forstand, at jeg gennem længere tid har overvejet at forlade det, men jeg er nået til den konklusion, at jeg ikke vil forlade politik på den måde. Jeg vil gerne gøre en forskel politisk. Det kan man gøre nar af, for det er sådan en værdighedsting, men det er også et spørgsmål om at noget er ufyldestgjort. Jeg har ofret 20 år af mit liv på politik, så er det svært at forlade det dårligt, siger han.

Han kan ikke svare på, hvad han laver om ti år. Nedturen har lært ham vigtigheden af at leve i nuet.

– Hver dag har nok i sin plage. Jeg prøver at leve i nuet og ikke bekymre mig. Det er jo det, Jesus siger, at vi skal, i Bjergprædikenen. Men du kan ikke. Det er forskellen på Gud og menneske, og det, som er så befriende at blive mindet om: Jeg er jo kun en lille prik.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk