Vi, de selvfede

I takt med at fedt i kosten bliver stadig mere problematiseret, har fedt udviklet sig i sproget. Fedt nok! Udråbet fedt eller fedt nok opstod formentlig i 1960’erne eller de tidlige 1970’ere, men blev almindeligt i 1980’erne og betyder i dag udmærket, fantastisk, dejligt eller noget i den retning. Det blev brugt som slang i visse ungdomskulturer, der nu og da fyrede en fed eller gik til fede koncerter, hvor der bare var så mange fede freaks, mand!

Tja, hvem skulle nu have troet, at hippie-tidens fede kulturer, som dengang var forbeholdt langhårede, blomsterbemalede afghanerpelsbærere, skulle få afsmittende virkning på almindeligt borgersprog? Jeg er imidlertid sikker på, at det var, hvad der skete. Fedt nok har sine rødder der. Men for resten er datidens langhårede jo forklædt som nutidens midaldrende borgerskab.

Udtrykket fedt nok kan varieres og moduleres, for eksempel i udråb som ”for fedt” eller ”fedest!”, der er en slags jubeltilråb. Morsomt nok står udtrykket i direkte kontrast til en ældre vending som, det er lige fedt, eller det er ét fedt, eller det skal fedt hjælpe, der alle betyder, at det kan være lige meget eller ligegyldigt.

Skulle man finde ned til en betydningskerne i ordet fedt, så må det blive omkring det oldnordisk feitr, der betyder svulmende eller tyk. Den er klar nok, det er også sådan, almindelig brug af fed er, mens slangordet fedt altså udnytter det svulmende i ordets overførte betydning. Det er fedt nok betyder altså, at et fænomen eller en begivenhed er overdådig, svulmende. For eksempel er Kristeligt Dagblad en fed avis, også selvom den da ikke er tyk, ikke engang når sprogklummen regnes med, vel?

Der måske en slags fed ironi i, at udtrykket fedt nok eller fede tider udvikler sig i en tid og en civilisation som vores, hvor for lidt eller for meget fedt er et kæmpemæssigt sundhedsproblem. Anoreksi og sygelig fedtforskrækkelse til den ene side, livstruende overfedme til den anden. Det er ikke så fedt. Måske er vores del af verden, vores ustyrligt rige velstandskultur, som kun kender til eksistensens basisbetingelser gennem tv-film om de andre, ved at være for selvfede.

Adjektivet selvfed udviklede sig som brugsord i hverdagssproget i løbet af 1990’erne. Når en person bare er for selvfed, som det hedder, så er han en, der opfatter sig selv som smart, god, dygtig. I den forbindelse er det altså et nedsættende udtryk. De der københavnere, de er altså bare for selvfede, for nu at tage et helt tilfældigt eksempel. Udtrykket bruges ofte lidt selvironisk, som når en yngre kollega til mig sagde: Det foredrag blev godt nok et af de selvfede! Her var det ment som et dejligt, kærligt selvklap. Og sådan er vi vist ret selvfede her til lands.

Men det er vel fedt nok!

sprog@kristeligt-dagblad.dk