Folkekirken må indstille sig på fremtiden

Faktor to, som taler for, at betænkningen ikke vil føre til den store forbedring af folkekirkens økonomi, er selve betænkningens anbefalinger. De kan koges ned til, at folkekirken skal spare penge gennem stordriftsfordele og en mere fleksibel arbejdsstyrke.

Det virkede fint for bankerne under fusionsiveren, men problemet er bare, at folkekirken hverken i indhold eller struktur ligner en bank. Måden, bankerne sparede penge på, var gennem en massiv nedlægning af filialer, fyringsrunder og automatisering. De to første muligheder synes udelukket, idet betænkningen ikke behandler mulighederne for at nedlægge kirker, sammenlægge sogne og fyre medarbejdere.

DET EFTERLADER SÅ automatisering, hvilket er umuligt for en organisation som folkekirken. Der findes simpelthen intet i folkekirkens kerneydelser, som kan automatiseres. Prædikener, altergang, sjælesorg og lignende skal udføres af et menneske, ansigt til ansigt med kirkebrugerne, for at give mening. Den elektroniske kirkebog kan muligvis spare lidt, men næppe de næsten 180 millioner, som folkekirken ville spare om året ved at overlade civilregistreringen til kommunerne.

Fælles indkøb vil heller ikke give de store besparelser. Dels har folkekirken ikke de store nyanskaffelser, dels er mange af de ting, som de enkelte kirker køber, af en mildt sagt specialiseret art. Der kommer næppe nogensinde mængderabat på oblater.

Ser man på folkekirkens samlede udgifter, ligger den overvejende tyngde på lønudbetalingerne, og derfor er det eneste, som virkelig ville kunne forbedre folkekirkens økonom i, at regulere antallet af ansatte. De anbefalinger, som Betænkning 1491 kommer med, vil med andre ord næppe rykke det store hverken på kortere eller længere sigt.

Den tredje og vigtigste faktor er den religiøse udvikling i Danmark. Folkekirkens grundlæggende problem er, at udgifterne stiger, mens medlemstallet daler. Betænkningen forsøger at gøre noget ved udgifterne, samtidig med at den nægter at anerkende folkekirkens vigende medlemstal.

På trods af en eksplosiv stigning i mediernes interesse for kristendom og religiøsitet de sidste 10 år, er der intet, der tyder på, at den generelle religiøse udvikling vil ændre sig de næste halvtreds til hundrede år. I efterkrigsårene dalede danskernes personlige religiøsitet markant. På lidt over 25 år svandt andelen af danskere, som troede på Gud, fra 80 til 60 procent, og andelen, som gik i kirke mindst én gang om måneden, fra omkring 30 til omkring 10 procent.

Fra starten af halvfjerdserne til i dag har niveauet for begge dele været uændret – næsten 40 års religiøs stilstand. Samtidig er medlemstallet for folkekirken dalet langsomt, men sikkert. Hvor troen og kirkegangen ændrede sig relativt hurtigt, er frafaldet fra folkekirken en mere langstrakt affære.

De tre ting er dog dele af det samme hele, og vi må derfor forvente, at folkekirkens medlemstal vil vedblive at dale, indtil det når et stabilt niveau, ligesom tro og kirkegang fandt i starten af halvfjerdserne. Skal man dømme efter de seneste undersøgelser, burde folkekirkens medlemstal stabilisere sig omkring de 60 procent af befolkningen. Det er nemlig så mange, som føler en subjektiv, følelsesmæssig tilknytning til kirken eller så mange, som kommer til gudstjeneste i hvert fald en gang imellem. Med det nuværende frafald rammer medlemstallet ikke sit stabile niveau før tidligst om 20 år.

DEN GODE NYHED er altså, at folkekirken har god tid til at indstille sig på fremtiden. Den dårlige nyhed er, at folkekirken på sigt skal indstille sig på at miste en fjerdedel af sine indtægter fra kirkeskatten. Det vil svare til et indtægtstab på over en milliard kroner om året i 2007-kroner.

I det lys er det let at se, at betænkningens ellers velmente anbefalinger er både kortsigtede og utilstrækkelige. Hvis medlemsudviklingen mirakuløst gik i stå i morgen, ville anbefalingerne bare være lettere utilstrækkelige, men set i lyset af folkekirkens dalende medlemstal er de nærmest katastrofale. Skal folkekirken undgå en egentlig konkurs, må der andre mere radikale løsninger til. Det betyder, at de ansvarlige politikere er nødt til at tage nogle beslutninger, som kan gøre dem upopulære på kort sigt, men alternativet er langt værre.

Den bedste løsning på folkekirkens problematiske økonomi er at skalere kirkens størrelse, så den passer til antallet af medlemmer, og det kan kun ske på én måde: færre sogne, færre kirker og færre ansatte.

Det første, man bør gøre, er at justere sognenes størrelser efter antallet af medlemmer i sognet og ikke antallet af borgere. Betænkningen antyder selv en optimal sognestørrelse på omkring de 6000 medlemmer, hvilket kunne være udgangspunktet for en massiv sognereform.

Hvis vi antager en medlemsandel på cirka 60 procent af befolkningen, burde det ende med omkring 500 sogne imod de over 2000, som findes i dag. For hvert sogn fastlægges et passende antal præster og som en konsekvens heraf et passende antal kirker (én præst pr. kirke).

De kirker, som ikke skal bruges, bør sælges, og overskuddet bruges til aftrædelsesordninger til de overflødige ansatte, som ikke forsvinder ved naturlig afgang. Fordi det med rimelighed kan antages, at folkekirkens medlemstal vil stabilisere sig omkring de 60 procent af befolkningen, kan sognesammenlægningerne lige så godt tilpasses den fremtidige medlemssituation. Det vil spare kirken for yderligere sognereformer i de næste 50 til 100 år.

Sognesammenlægningerne vil naturligvis være mest omfattende i københavnsområdet, fordi medlemstallet her er mindst, men at der er langt mellem kirkerne, burde ikke være et problem i en by med et så veludbygget offentligt transportsystem. I provinsen vil der blive færre sognesammenlægninger, fordi folk i provinsen holder mere fast i kirken end i København.

Folkekirken har så afgjort en fremtid, men dens økonomiske grundlag står og falder med, at de ansvarlige politikere (forhåbentlig i samråd med de kirkelige organisationer) ser realiteterne i øjnene og tager nogle svære beslutninger. Kortsigtede løsninger og undvigemanøvrer vil kun svække folkekirkens evne til tilpasning og kan i værste fald føre til en katastrofe på længere sigt.

Kun ved at tilpasse sig en rolle som en lidt mindre kirke (men dog stadig en majoritetskirke) kan folkekirken vedblive at være en velfungerende ramme for flertallet af danskernes religiøsitet. Præstegerningen er muligvis et kald, men uanset hvad man måtte mene om det gamle ordsprog, skal præster også have brød for at leve.

Peter Lüchau er ph.d.-stipendiat ved Afdeling for Religionshistorie på Københavns Universitet