Kreationisme

EUROPARÅDET HAR netop vedtaget en resolution, som fordømmer, at der undervises i kreationisme på lige fod med Darwins evolutionsteori. Til stor fortrydelse for de religiøse organisationer fra både det kristne højre og fra tyrkisk-muslimske kreationister, som har lobbyet intensivt mod Europarådets beslutning. Og til tilfredshed for de kræfter, der er bekymrede for den konservative dagsorden, der spiller en større og større rolle også i Europa.

Der er dog ikke umiddelbart grund til hverken at græde eller juble med de to grupperinger. Snarere er der grund til at beklage, at den polariserisering, som vi kender først og fremmest fra USA, i disse år vinder terræn på det europæiske kontinent.

Det er ganske enkelt en polarisering, som er stærkt uheldig, fordi den i sin yderste konsekvens lader os tilbage med det slette alternativ mellem to ekstremer, en fundamentalistisk religion eller ditto videnskab.

POLARISERINGEN FORLEDER os nemlig til at antage, at tro og viden er definitoriske modsætninger. Men det er jo vrøvl – i hvert fald i en vestlig sammenhæng. Nok har der været historiske konflikteksempler, men den moderne naturvidenskab opstod i 1600-tallet som et i grunden religiøst projekt, fordi udforskningen af naturen var en konsekvens af, at Gud havde givet mennesket fornuft og sanser – og dermed også en pligt til at søge indsigt i Guds skaberværk.

Oplysningsprojektet er således også et kristent projekt, og det er der grund til at holde fast i netop i en tid, hvor formørkelsen synes at brede sig, og både den ekstreme religion og den ekstreme ateisme har vind i sejlene. Kreationisterne gør ikke kristendommen nogen tjeneste ved deres position, ligesom vulgærdarwinister på den anden side gør videnskab og fornuft en bjørnetjeneste.