Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro
Anders Ellebæk Madsen
Send artiklen Tvangsforsvindinger skal stoppes til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tvangsforsvindinger skal stoppes

Kommenter Hold mig opdateret

KRONIK Danmark har netop underskrevet den nye FN-konvention om beskyttelse mod tvangsforsvindinger, og det er et vigtigt menneskeretligt skridt

BURMAKRISEN OVERSKYGGEDE en vigtig dansk udenrigspolitisk begivenhed, som fandt sted i New York forleden. På Danmarks vegne undertegnede udenrigsminister Per Stig Møller den nye FN-konvention om beskyttelse mod tvangsforsvindinger, som blev vedtaget af FN den 20. december 2006.

RCT(Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre) hilser det velkomment, at den danske regering med sin underskrift har taget et vigtigt skridt i retning af at virkeliggøre en effektiv beskyttelse mod tvangsforsvindinger. Et skridt, der fortjener al mulig ros.

Når konventionen træder i kraft, vil den indgå i rækken af de centrale internationale menneskerettighedskonventioner, som har til formål at beskytte det enkelte menneske mod overgreb fra statens side. Derfor fortjener konventionen også en større opmærksomhed, end den foreløbig har fået i Danmark.

I konventionen defineres en tvungen forsvinding som en anholdelse, tilbageholdelse, bortførelse eller enhver anden form for frihedsberøvelse, som er foretaget af en statslig aktør eller af personer – eller grupper af personer – der handler på bemyndigelse af eller med støtte eller samtykke fra staten, såfremt denne frihedsberøvelse benægtes eller den forsvundne persons skæbne eller opholdssted hemmeligholdes, hvorved vedkommende placeres uden for retlig beskyttelse.

Annonce
Den nye menneskerettighedskonvention tager udgangspunkt i, at tvangsforsvindinger er et brud på fundamentale retsprincipper og forpligter herefter de deltagende stater til at tage en lang række forholdsregler for at forebygge og bekæmpe tvangsforsvindinger.

Først og fremmest indfører konventionen et absolut forbud mod tvangsforsvindinger, som ikke kan fraviges under nogen omstændigheder, såsom i tilfælde af krig, politisk ustabilitet eller nødret. Konventionen fastslår også, at offeret eller pårørende har ret til retfærdighed og oprejsning, samt at tvangsforsvindinger udgør en forbrydelse både i fredstid og i krig, og at den i visse tilfælde sågar kan udgøre en forbrydelse mod menneskeheden.

Den pålægger deltagerstaterne at kriminalisere tvungne forsvindinger og at retsforfølge de ansvarlige. Samtidig forbyder den hemmelige frihedsberøvelser og uofficielle tilbageholdelsessteder; hemmelige fængsler skal det være slut med. Endelig forbyder konventionen nok så vigtigt at overføre personer til lande, hvor de risikerer tvangsforsvinding.

Konventionen etablerer en særlig komite mod tvangsforsvindinger og forpligter deltagerstaterne til at rapportere til denne komite om deres gennemførelse af konventionen. Komiteen har endvidere mulighed for at foretage konkrete undersøgelser af sager om forsvundne personer.

Konventionen træder i kraft, når 20 stater har ratificeret den. Indtil nu har ingen stater ratificeret, men over 60 lande har underskrevet konventionen. Danmark vil nu undersøge, hvordan konventionen falder i tråd med dansk lovgivning og forberede en dansk ratifikation i Folketinget, som ventes tidligst næste år.

I forbindelse med underskrivelsen ved FN’s generalforsamling udtalte udenrigsminister Per Stig Møller at ”Konventionen udfylder et hul i det internationale menneskerettighedsværn. Vi ser, hvorledes autoritære regimer overalt i verden lader folk forsvinde i stedet for at føre retssager mod dem under betryggende retsgarantier. Sådanne overgreb rammer ikke blot ofrene selv, som ofte udsættes for tortur, drab eller andre krænkelser i det skjulte, men også deres pårørende. Det er derfor vigtigt, at konventionen ikke bare indeholder foranstaltninger mod tvangsforsvindinger, men også bestemmelser, som støtter ofrenes pårørende.”

Det kender RCT alt for godt fra det partnerskabssamarbejde, som vi har i blandt andet Guatemala. Mellem 1960 og 1996 gennemlevede det centralamerikanske land en 36 år lang borgerkrig. Ud over 150.000 dræbte, 100.000, der flygtede til nabolandene og over en million interne flygtninge, var man vidne til flere end 50.000 tvungne forsvindinger.

FN’s sandhedskommission har fastslået, at ofrene for de tvungne forsvindinger var udtryk for en systematisk praksis, styret af den statslige efterretningstjeneste, og at denne praksis krænkede fundamentale menneskerettigheder. Man målrettede forsvindingerne mod ledere i alle dele af samfundet: bonde- og studenterledere samt politiske, religiøse foregangsfigurer. Med andre ord alle, som kunne fremme en demokratisk og socialt retfærdig udvikling. Det har haft en ødelæggende virkning på lokalsamfundene, som stadig kan mærkes i dag i Guatemala.

Tvungne forsvindinger hører også til dagens orden i mange asiatiske lande. Det er især slemt i Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Pakistan og Indonesien.

I Filippinerne anvendes tvungne forsvindinger og likvideringer til især at skaffe sig af med menneskerettighedsaktivister. Menneskeretsaktivister, herunder journalister, der lovligt arbejder for at forbedre fattige bønder, fiskere og arbejderklassens rettigheder. Mange af de lig, der dukker op igen, har tegn på at have været udsat for tortur. Til trods for at der er international opmærksomhed og pres på regeringen, er der stort set ingen bødler, der er blevet holdt ansvarlige for de uhyggelige forsvindinger og mord.

Konventionen er ikke kun relevant i en Tredje Verdens sammenhæng. Forsvindinger og hemmelige fængsler kendes også fra Europa, hvor den såkaldte krig mod terror har ført til krænkelser af menneskerettighederne.

Amnesty International og andre har illustreret konventionens betydning også i en europæisk sammenhæng ved at pege på, hvordan tysk-libaneseren Khaled el-Masri for fire år siden pludselig forsvandt fra jordens overflade. Han blev fanget af CIA i Makedonien og sendt i fængsel i Afghanistan. I næsten et halvt år levede hans kone og børn i Tyskland i uvished om, hvor han var – og om han overhovedet var i live. Khaled el-Masri var ét ud af de tusindvis af ofre for tvungne forsvindinger, der er en praksis, som er opstået i kølvandet på krigen mod terror.

Konventionen slår fast, at politiske kidnapninger, som eksempelvis af Khaled el-Masri, er en alvorlig international forbrydelse og sikrer, at de aktører, der har ansvaret for, at et menneske forsvinder, drages til ansvar. I praksis vil det efter konventionens ikrafttræden betyde, at den danske stat har pligt til at efterforske og retsforfølge formodede ansvarlige for en tvungen forsvinding, når overtrædelsen er begået i Danmark eller på områder under dansk straffemyndighed i udlandet, såsom på danske militærbaser.

Danmark skal også retsforfølge ethvert tilfælde af tvangsforsvindinger, såfremt den formodede gerningsmand er dansk statsborger. Pligten til retsforfølgning ved danske domstole gælder, medmindre det besluttes at udlevere de formodede gerningsmænd til retsforfølgning i en anden stat eller til en international straffedomstol.

Konventionen forbyder hemmelige fængsler og er eksempelvis et godt redskab til at bekæmpe CIA’s overførsler af terrormistænkte til forhør i hemmelige fængsler i torturvenlige stater. Derfor vil konventionen også være relevant i en dansk sammenhæng, når CIA bruger dansk luftrum til CIA-transporter.

Khaled el-Masri blev sat fri igen efter fem måneder med tortur uden nogensinde at blive anklaget for noget. Han er tilbage i Tyskland hos sin familie, men er dybt traumatiseret efter torturen. Når konventionen træder i kraft, vil personer som Khaled el-Masri og hans familie fremover have mulighed for at søge erstatning for krænkelsen og få sagen behandlet ved en FN-ekspertkomité. På den måde vil konventionen mod tvangs­forsvindinger være et vigtigt bidrag til fremme af menneskerettighederne.

Tue Magnussen er cand.mag. og kommunikationskoordinator for Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT)
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​