Kvinder i landsbyen Diabougo i det vestlige Senegal er gået sammen for at bryde med traditionen for omskæring af deres døtre. De vil ændre på den normale situation, som betyder, at hvis pigerne ikke bliver omskåret, så bliver de ikke en del af samfundet. –
- Scanpix.
Marie Louise Bruun Jørgensen |
12. oktober 2007
FORANKRET TRADITION: Kvindelig omskæring er en smertefuld og risikabel praksis, der især udføres i Afrika. Omskæringen er dybt forankret i traditioner, hvilket vanskeliggør de efterhånden mange initiativer til bekæmpelse af skikken
Som 13-årig stak Zipporah Kittony af fra sine forældre. Ikke af frygt for at blive omskåret, men fordi hendes forældre ikke ville lade hende blive omskåret.
Omskæring var en så integreret del af samfundet i den del af Kenya, hvor Zipporah Kittony voksede op, at hun følte sig uden for fællesskabet, hvis hun ikke blev omskåret. Kun piger, der havde gennemgået ceremonien, blev betragtet som kvinder og beundret af samfundet, hvorimod piger som Zipporah Kittony blev set ned på som børn, der aldrig ville blive rigtige kvinder.
Zipporah Kittonys historie er et eksempel på, hvor forankret ceremonien med omskæring af kvinder er i de samfund, der praktiserer den smertefulde skik. En skik, der ifølge Unicef hvert år lemlæster omkring to millioner piger og kvinder på verdensplan.
Men hvis pigerne ikke bliver omskåret, bliver de ikke en del af samfundet, fortæller antropolog og lektor på Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Margrethe Silber-schmidt.
– Omskæring af kvinder er en dyb, dyb kulturel tradition. Folk mener, at de gør deres børn en tjeneste ved at lade dem omskære, fordi de så bliver en del af samfundet. Derfor kan vi ikke bare som vestlige lande og organisationer komme og stoppe praksissen. Det skal komme indefra, siger hun.
Ifølge Margrethe Silberschmidt, der selv har overværet omskæring af piger i Kenya, er flere organisationer og personer lokalt blevet opmærksomme på de problematiske følger af omskæringen. Nogle steder har yngre, veluddannede kvinder sat emnet til debat for at få udryddet praksissen.
Ingen ved præcist, hvornår og hvorfor omskæring af kvinder er opstået. Selvom traditionen nogle gange kobles sammen med islam, har kvindelig omskæring intet med islam at gøre, fortæller professor ved universitetet i York Haleh Afshar, der beskæftiger sig med kønsaspekter i udvikling og islam. Der findes også andre trosretninger, der praktiserer skikken, eksempelvis koptiske kristne i Egypten.
– I de fleste muslimske lande omskærer man ikke kvinder. I de lande, hvor det foregår, er det derimod en måde for mænd at udøve kontrol med kvinders krop på, fordi de mister lysten til sex, siger Haleh Afshar.
At det er mændene, der kræver omskæring af kvinderne, skal dog tages med et gran salt, mener Margrethe Silberschmidt. Det er kvinder, der udfører omskæringen, og det er også ofte de ældre kvinder, der mener, det er nødvendigt. En del af nødvendigheden handler om kroner og øre. Mange af kvinderne, der udfører omskæringen, er afhængige af de penge, de kan tjene på at omskære pigerne. Hvis traditionen forsvinder, forsvinder deres indtjeningsmulighed også.
Zipporah Kittony nåede aldrig selv at blive omskåret. Hendes forældre fandt hende i området, hvor omskæringerne fandt sted, men inden hun var havnet under kniven. I dag er hun lykkelig over, at de sparede hende for den forfærdelige smerte og følgevirkningerne af indgrebet. I dag er den tidligere kenyanske parlamentariker involveret i en organisation, der arbejder for at bekæmpe skikken, som hun selv betegner som en af de værste former for vold mod kvinder.
Organisationen tager udgangspunkt i, at ceremonien er vigtig for pigerne, men at den kan foregå uden omskæring. I stedet for bliver der oplyst om farerne ved omskæring, og bagefter bliver der holdt fest med god mad, dans og sang, så pigerne bliver hjulpet på vej ind i voksenlivet.
joergensen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad