Lange og korte baner

Det henviser hverken til flys landingsforhold eller til DSB’s køreplaner, men der er opstået lange og korte baner i sproget. I hvert fald har et udtryk bredt sig, som hedder på den lange bane, henholdsvis den korte. Det bruges endda ofte for eksempel i medierne og betyder nogenlunde det samme som på lang sigt, henholdsvis kort sigt, altså en angivelse af et fremtidsrettet perspektiv på noget.

To læsere, Jonna Grue og Finne Eg, har uafhængigt af hinanden skrevet til Liv i sproget om på den lange bane. Mailskriverne har efter min mening ret i, at det er nye udtryk, som ikke glimrer ved deres præcision. Når det for eksempel i en omtale på nettet af en bog, ”20 begivenheder der skabte Danmark”, hedder at personlig frihed ”kræver kulturkamp både på den korte og den lange bane”, så må man spørge, hvad det er for et billede, ordet bane skal fremkalde og som kulturkampen altså skal udkæmpes på? Hentyder banen til en kampplads eller til et på forhånd fastlagt spor?

Problemet med udtrykket er altså en tvetydighed, som ikke er bevidst, for når der tales om en kulturkamp, må vi vel regne med, at det ikke er bane forstået som et spor og dermed fremadrettethed, men bane forstået som en sports- eller kampbane, der er tale om. Og hvordan i himlens navn kan sådan én blive til en tidsangivelse, for det er vel det, den lange bane her skal angive?

Sprogbilledet roder altså her i eksemplet rumlige aspekter sammen med tidslige, hvilket gør det upræcist og derfor indholdstomt. Det er det ærgerlige ved megen tilvækst i sproget, at det ikke fungerer i brugen og derfor bliver til ukrudt. Hvor kommer nu sådanne udtryk fra? Hvor opstår den lange bane? Et gæt er, at det dels er opstået som en slags forvanskning af eller en glidning fra udtryk som i lange baner, der som bekendt betyder store mængder af. Dels er det formentlig under indflydelse af sportens verden, hvor der spilles meget på banen, hvor mange fejes af banen, hvor baner kridtes op med meget mere.