Folketingsprædikanter

Respekt for det! Kold og Christiansen udøver nemlig en næsten glemt kunst i nutidens kristenhed: at være profetiske røster over for folkets ledende. Den rolle som blandt andre Amos havde i Det Gamle Testamente og Jakob i det nye.

Det andet lighedspunkt er mere problematisk: Parlamentarikerne bliver i prædikenerne ikke bare Guds medarbejdere på skabelsens plan – med ansvar for ret og barmhjertighed i samfundet. Begge prædikanter taler til tingets medlemmer som til medarbejdere i Guds frelsesprojekt. Kolds pointe med at kalde tingets medlemmer til omvendelse er nemlig, at de som folkets ledere skal være et forbillede. Helle Christiansen omtaler folkets repræsentanter som mennesker, der arbejder i lyset af det kristne håb og, hvis jeg forstår ordene, som ambassadører for det håb i konkrete sammenhænge.

Nu er det betydelig mere aktuelt at diskutere Christiansens prædiken end Kolds, selvom det forekommer mig, at spørgsmål som nedenstående også kunne være rejst til hans prædiken.

Først vil jeg spørge, om det ikke er en utidig omklamring? Tillægger Christiansen ikke medlemmerne af tinget en rolle, som en hel del af dem ikke kan genkende sig i? Hvordan høres det af en sekulariseret muslim som Naser Khadar eller en erklæret ateist som Klaus Hækkerup, at det kristne håb er den yderste horisont for deres arbejde? Jeg kan forstå, at man skal være forsigtig med at frakende mennesker kristennavn. Men skal man ikke også være forsigtig med at tilkende dem det mod deres vilje? Jeg ønsker også, at de nævnte medlemmer kommer til at tro på Kristus; men det har de vel bedre mulighed for, hvis vi anerkender, hvor de er i dag.

Dernæst: Hvad betyder det at være ”håbets ambassadør”? Det er nemlig ikke alene de enkelte (kristne) medlemmer, der kaldes sådan, men selve Folketinget.

Håb er jo i kristent sprog et meget stærkt ord. Det er noget meget større end ønsker eller længsler. Det er bundet til Guds løfte i Kristus, og dets centrum er, at han ved sin død og opstandelse befrier os fra synd og fortabelse. Ud fra den befrielse skal en ny jord, hvor retfærdighed bor, stige frem. På Guds dag, når Kristus kommer tilbage.

Hvordan skal koblingen mellem dét kristne håb og Folketingets hverdag forstås?

Sat på spidsen: Hvis det lykkes at skære ned på ventetiderne til kræftbehandlinger eller få vedtaget en fornuftig kvalitetsreform, er det så et tegn på Guds rige?

Gør vi ikke på den ene side den overvældende virkelighed, apostlen taler om, til vores eget jordiske projekt, hvis vi taler sådan. Og er vi ikke på den anden side uretfærdige over for det nyttige arbejde kristne og ikke-kristne mennesker kan gøre sammen for retfærdighed og barmhjertighed, hvis vi siger, at det i virkeligheden er en kristen forkyndelse? Det kan jo godt være Gud til behag, selvom det ikke er kristent.

Måske har jeg komplet misforstået Helle Christiansens ærinde med hendes prædiken.

Men så er jeg næppe alene om den vildfarelse og vil gerne retledes!

Jens Ole Christensen er teolog og generalsekretær i Luthersk Mission

Kirkeligt Set bliver skrevet på skift af biskop Jan Lindhardt, MF for Venstre Birthe Rønn Hornbech, teolog og informationschef i den katolske kirke i Danmark Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen.