Josephine Schnohr |
13. oktober 2007
Frihedsmuseet runder et halvt hundrede år, og mange af de gamle modstandsfolk er gået bort. Men selvom krigen og ”ånden fra 1945” ligger langt tilbage, satser museet fortsat på en aktiv rolle i danskernes historiebevidsthed
Den 15. oktober 1957 slog Frihedsmuseet dørene op. Den lave murstensbygning med den tjærede træhal ligger fortsat smukt i Churchillparken nær Kastellet og Amalienborg i det centrale København. I museets gårdhave står Knud Nellemoses skulptur af en døende frihedskæmper, og over indgangsdøren er det officielle navn svunget i bronze: ”Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-1945”. Allerede inden besøgende træder over dørtærskelen, føler de tidsånden fra Anden Verdenskrig.
– Frihedsmuseet er unikt, for det er skabt både som museum og monument. De store, symbolske kunstværker giver et monumentalt præg til minde om de faldne modstandsfolk, og museets udstilling beskriver dette ene kapitel af danmarkshistorien, forklarer museumsinspektør Esben Kjeldbæk.
Museumsbygningen blev også opført med netop det specifikke formål, og på den måde adskiller Frihedsmuseet sig fra andre historiske museer:
– De fleste museer flytter ind i fine, gamle bygninger som Nationalmuseet, der residerer i et adelspalæ ved Christiansborg. Vores museum blev derimod bygget af modstandsfolk, der ville skabe et særligt sted til at fortælle deres historie, fortsætter Esben Kjeldbæk.
Oprindeligt havde modstandsfolkene dog ikke tænkt sig at bygge et museum til sig selv. I sommeren 1945 arrangerede Frihedsrådet en stor udstilling ”Det kæmpende Danmark” i Frimurerlogens lokaler på Blegdamsvej i København for at skildre modstandsbevægelsens rolle i sejren over tyskerne. Udstillingen varede to måneder og blev det helt store tilløbsstykke.
– Succesen kom nok bag på udstillingens arrangører. Man besluttede derfor at gøre den permanent og så sig om efter velegnede lokaler. Men der dukkede ikke noget op, så man nedsatte en komite til etableringen af et nyt museum, fortæller Esben Kjeldbæk.
Komiteens arbejde med at skaffe penge blev en langvarig affære. Først efter 12 år og en ihærdig indsats fra frivillige modstandsfolk var Frihedsmuseet i Churchill-parken en realitet. Det var også de tidligere modstandsfolk, der udformede museumsbygningens udseende sammen med arkitekten Hans Hansen. Og det var modstandsfolkene, der indsamlede genstande og etablerede den første udstilling.
– Grundlæggelsen af Frihedsmuseet skete udelukkende på initiativ af de tidligere modstandsfolk. Gennem mange år blev det også drevet af frivillige med rod i modstandsbevægelsen. Derfor var den første udstilling en dokumentation af deres indsats i krigen. Men museets rolle er siden blevet udvidet i forhold til begivenhederne under Anden Verdenskrig, forklarer Esben Kjeldbæk.
I 1970’erne rykkede pædagogikken ind på Frihedsmuseet. I kælderen indrettede man skoletjeneste, og der blev indsamlet interview med tidligere modstandsfolk.
Samtidigt begyndte historikere at gøre op med myterne om modstandsbevægelsen. En universitetsdisputats fra 1971 konkluderede, at den berømmede jernbanesabotage ikke havde så stor betydning som hidtil troet. Faktisk mente flere historikere, at modstandsbevægelsens rolle som militær faktor var stærkt overvurderet. Det skabte voldsom, offentlig debat.
– De radikale opgør med krigens og modstandsbevægelsens helte fortsatte igennem 1990’erne, og der lyder fortsat kritiske stemmer i videnskabelige kredse. Det bliver vi naturligvis nødt til at forholde os til her på museet, fastslår Esben Kjeldbæk.
Museets udstilling er blevet justeret gennem dets 50-årige levetid. Senest i maj 1995, hvor den nuværende udstilling åbnede efter en større ombygning. Ifølge Esben Kjeldbæk er det dog på tide at gentænke det hele igen:
– 20 år er lang tid for en udstilling på et område, hvor der stadig forskes. Derfor arbejder vi på en nyopstilling af den permanente udstilling til 2010. Her vil vi indarbejde de forskellige syn, der er på tiden fra 1940-1945. Det bliver ikke et frontalt opgør med myter, men mere en neutral fremlægning af dokumentation og forskning. Så kan de besøgende selv tage stilling.
Hidtil har Frihedsmuseet fokuseret på modstandsbevægelsen. Men i 2005 stod museets folk bag særudstillingen ”Spærretid” på Nationalmuseet, der handlede om hverdagslivet under krigen.
– Arbejdet med Spærretidsudstillingen gav ideer til fornyelse af vores egen udstilling. Modstandsbevægelsen var jo en del af samfundet og påvirkede hverdagen for den almindelige dansker. Derfor vil det være naturligt, at vi også inddrager det aspekt af krigen. Desuden planlægger vi at drage paralleller til tilstandene i det øvrige Europa, fortæller Esben Kjeldbæk.
Frihedsmuseet har således udviklet sig fra en mindeudstilling for modstandsbevægelsen til et regulært, historisk museum med indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Derfor er museet heller ikke i fare for at miste betydningen, når modstandsfolkene og krigsgenerationen er borte.
– Selvfølgelig kommer vi til at savne de gamle modstandsmænd herinde. Jeg holdt meget af dem, og de var en del af stedets ånd. Men museet har fortsat en vigtig historie at fortælle med sine samlinger af genstande fra Anden Verdenskrig. For den tyske besættelse var seneste gang, at der var krig på dansk jord – og det bør vi ikke glemme, påpeger Esben Kjeldbæk.
Så selvom ”ånden fra 1945” uddør i disse år, hersker der fortsat liv og fremtidsvisioner på modstandsfolkenes gamle museum i Churchillparken.
historie@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad