Historiefag svigter den gode fortælling

Langt de fleste mennesker elsker historie, men hader historieundervisning. Sådan har de kommende historielærere det også.

Ifølge en kommende ph.d.-afhandling af Andreas Rasch-Christensen, seminarielektor ved CVU Midt-Vest i Skive, er seminariernes historieundervisning så abstrakt, at den stort set ingen indflydelse har på, hvordan de kommende historielærere har tænkt sig at undervise de kommende generationer. I stedet bygger deres visioner for faget på personlige oplevelser af, at historie kan være spændende.

– Der har i historiefaget været alt for lidt fokus på, hvad der kan fange børnene. De lærere, som er gode fortællere, er autodidakte, for på seminariet får de mest en masse teori om læring, psykologi og sociologi, som de ikke føler, de kan bruge i praksis, siger Andreas Rasch-Christensen.

Han bygger sin forskning på amerikanske undersøgelser, der har vist, at mange mennesker tillægger historie endog meget stor betydning for deres liv. Men det er vel at mærke historie som skildret på film, i dokumentarudsendelser på tv, ved lystlæsning eller familiens egen fortælling, som fænger. Historieundervisning forbinder såvel amerikanske som danske skoleelever med en kedelig gennemgang af et stof uden forbindelse til deres eget liv.

Andreas Rasch-Christensen har i en række såkaldte livshistorie-interview med kommende historielærere fundet frem til, at denne gruppe er historieinteresserede, men har svært ved at se anvendeligheden i seminariets stof. Konklusionen er derfor, at der er behov for en undervisning, der er langt bedre til at bygge bro mellem det faglige stof og elevernes egen verden. Forskeren betoner dog, at det ikke skal forstås som ren "hvad synes du selv-pædagogik", men en undervisning, der griber fat i personer og problemstillinger, eleverne kan genkende og spejle sig i.