Bente Clausen |
13. oktober 2007
Folkekirkens bekendelsesskrifter forbinder fortid og nutid. Men selv fortidens mildeste formuleringer kan virke meget stødende i et demokratisk og moderne Danmark
I 1530 var reformatoren Martin Luther (1483-1546) bandlyst. Derfor sad han isoleret på borgen Koburg, mens hans trosfælle, den mere diplomatiske Philip Melanchthon førte pennen til Den Augsburgske Bekendelse. Den bekendelse, som skulle overbevise en vred pave om, at reformatorerne ikke var i gang med at stifte en ny religion, men i stedet ønskede en reformation af pavekirken. Det mislykkedes, og derfor blev bekendelsen en del af den nye protestantiske kirkes grundtekster.
– Martin Luther godkendte Melanchthons tekst til Den Augsburgske Bekendelse. Men kun lige, og alene på grund af de vilkår, den blev til på. Seks år senere skrev han De Schmalkaldiske Artikler. Og her gav han frit løb for kritikken af paven og den katolske tro, forklarer dr.theol. Martin Schwarz Lausten.
Blandt andet hedder det: ”Til sidst er der intet andet end lutter djævelskhed, hvor han (paven) kører frem – over og imod Gud – med sine løgne om messer, skærsild, klostervæsen, egne gerninger og gudstjeneste – hvilket jo er det egentlige pavedømme – hvor han fordømmer alle kristne, slår dem ihjel og plager dem, hvis de ikke ophøjer og ærer denne hans vederstyggelighed frem for alt andet. Derfor så lidt som vi kan tilbede Djævelen selv som herre eller Gud, lige så lidt kan vi udholde hans apostel, paven eller endetidskrist, som overhoved eller herre i udøvelsen af hans herredømme. For løgn og mord med den hensigt at fordærve legeme og sjæl i evighed, det er hvad hans pavelige herredømme i grunden er, som jeg har bevist i mange bøger.”
Kirkens folk lagde ikke fingrene imellem i middelalderen. Og Luthers ordvalg blev ikke mindre grovkornet senere, da han i 1543 skrev ”Om jøderne og deres løgne” eller i 1545 ”Mod pavedømmet indstiftet af Djævelen”.
De Schmalkaldiske Artikler indgår som bekendelsesskrift, sidestillet med Den Augsburgske Bekendelse, i en række tyske kirker, men ikke i den danske folkekirke, som holder sig til den diplomatiske udgave: Den Augsburgske Bekendelse.
Men selv en mild udgave fra 1500-tallet kan skurre i ørerne i det 21. århundredes multireligiøse og demokratiske danske virkelighed. Og det er især to ting i bekendelsen, der støder sindene i både præstegårde og bispesæder: Fordømmelsen af især ”muhamedanere” og gendøbere (baptister) samt at udøbte børn ifølge bekendelsen ikke er frelste. I Tyskland og Sverige har man parkeret fordømmelserne i en glasmontre, afskrevet som historiske dokumenter. Sådan opfattes det ikke her i landet.
Derfor har to biskopper taget initiativ til en ny fortolkning. I forsommeren udgav den teologiske gruppe under Det Mellemkirkelige Råd, som har Fyens Stifts Kresten Drejergaard som medlem, en ny fortolkning af den del af Den Augsburgske Bekendelse, som indeholder de famøse fordømmelser. Og i søndags offentliggjorde biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift, så ”Haderslev-artiklerne” som et samlet bud på en ny og mere forståelig bekendelse, forfattet af seks af stiftets sognepræster og en provst.
De oprindelige Haderslev-artikler blev til i årene 1526 til 1528, da den senere reformationskonge Christian III var hertug i Slesvig. Altså næsten 10 år før samme Christian III i 1536 gjorde Danmark evangelisk-luthersk, og før Den Augsburgske Bekendelse blev formuleret. De oprindelige artikler fra Haderslev var blandt andet retningslinjer for katolske præster, som pludselig skulle klare en messe på luthersk vis – eller alternativt miste kraven.
De nye Haderslev-artikler er et forsøg på at skrive en bekendelse for en protestantisk kirke i en moderne verden. Modsat Det Mellemkirkelige Råd forholder Haderslev-præsterne sig derfor ikke kun til de ømme punkter, men til helheden i Den Augsburgske Bekendelse.
Fordømmelserne er i deres 2007-udgave blevet en påmindelse om trosfrihed – også til mennesker, hvis tro ”kan være uforenelig med vores”.
– Man har forsøgt at omsætte bekendelsens sprog til 2007 og samtidig forsøgt at undgå at lægge sig direkte ud med fordømmelserne fra 1530, lyder Schwarz Laustens vurdering.
Kirkehistorikeren minder også om, at Den Augsburgske Bekendelse ikke kun havde diplomatiets natur i sin samtid – eller måske snarere i det, samtiden brugte den til.
– Med religionsfreden i Augsburg i 1555 hed det, at der nu var to trosretninger i Tysklands fyrstedømmer. De, som gik med paven, og de, som kunne underskrive den Augsburgske Bekendelse. Resten, for eksempel calvinisterne, måtte forlade området. Det var de lokale fyrster, der afgjorde, hvilken trosretning fyrstedømmet skulle have, siger han.
I Danmark har bekendelsen også spillet en rolle for udlændingepolitikken.
– I 1569 indførte Frederik II Fremmedartiklerne. Opholdstilladelse i landet var afhængig af, at de indvandrede underskrev artiklerne, som blandt andet indeholdt Den Augsburgske Bekendelse.
Men bekendelser kan ikke bare ændres eller tilføjes nye skrifter. Det har da heller ikke været intentionen fra hverken Kresten Drejergaard eller Niels Henrik Arendt. Intentionen er en moderne fortolkning, der så at sige kan lægges ved de gamle, gulnede sider som en forklaring på, hvordan det skal forstås i dag.
Derfor mener Niels Henrik Arendt også, at det er vigtigt, at Haderslev-artiklerne er en fortolkning af Den Augsburgske Bekendelse, ikke en helt ny bekendelse.
– Bekendelserne er retningsgivende. Hvis vi ikke forholder os til dem og tilkender dem netop den retningsgivende betydning, så sætter vi folkekirkens forbindelse til Vorherre til diskussion. Bekendelser er vejskilte som er sat op på tidspunkter, hvor nogle i det kristne fællesskab har valgt at gå en bestemt vej. Og de har også den betydning, at de tillader mig at sige, at når jeg prædiker, så taler jeg på en måde, som Vorherre kan genkende, siger han.
Den danske folkekirke kan dog godt udforme et nyt bekendelsesskrift. Men det kræver, at den kan blive enig om det. Og det tyder intet på.
– Men vi er jo heller ikke bekendelsesfundamentalister. Bekendelserne skal tolkes ind i deres tid, ikke tages bogstaveligt. Derfor synes jeg hensigten med Haderslev-artiklerne er god. Men nok også, at de kunne være skrevet i et for menigmand nemmere sprog, siger Martin Schwarz Lausten.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad