Islamisterne har fået blod på tanden

"Provoen og profeten", "Islam i flammer", "I krigens hus", "Det frontale kultursammenstød", "Karikaturkrisen" og "Profet-affæren".

Sådan lyder titlerne på et lille udvalg af den konstante strøm af bøger, som i de seneste par år har beskæftiget sig med mødet mellem islam og demokrati, den islamiske fundamentalisme og Muhammedsagen.

Og på tirsdag udkommer så endnu en bog om samme emne, "Islamister og naivister", skrevet af de to politiske kommentatorer, ægteparret Karen Jespersen og Ralf Pittelkow.

Men hvad skal vi med endnu en bog om det formentlig mest gennemtærskede emne i medier, bøger og den politiske debat gennem de seneste år?

Ralf Pittelkow: "Der har været en tendens til, at man udelukkende betragtede islamismen som forbundet med terrorisme. Vores ønske er at påpege, at islamismen rummer to hovedstrømninger, hvor den ene ganske rigtigt betjener sig af terrorisme. Men den anden har valgt en strategi, som kan have forbindelse til terrorisme, men som ikke selv anvender terror. Det er denne brede form for islamisme, som politikere og meningsdannere i alt for ringe grad erkender som en trussel."

Karen Jespersen: "Vores indfaldsvinkel er en anden end den, man finder i alle de andre bøger i og med, at vi ønsker at gøre opmærksom på, hvordan islamismen ganske dramatisk kan ændre vores samfund. Det handler ikke om at være imod muslimer eller indvandrere, men om at gøre opmærksom på, hvordan nogle vigtige værdier er under et voldsomt pres."

I lyset af, hvor meget der er skrevet og sagt om islamismen, kan det virke svært at se, hvordan vi ignorerer truslen?

Karen Jespersen: "Selvom den brede gruppe af muslimer ikke er islamister, er der en klangbund for islamisternes budskab. Mange muslimer ser islam som en lovreligion, man bør følge i ét og alt i livets forhold. Og hvis man ikke tager det alvorligt, vil det blive brugt af islamisterne til at presse religiøst begrundede særkrav frem i boligområder, skoler og på arbejdspladser. Man har alt for længe set det som isolerede krav, men det er en del af et større billede, hvor vores frihedsrettigheder sættes under pres og sågar trues på længere sigt."

Ralf Pittelkow: "Vores pointe er ikke, at der ikke er skrevet om det. Vores pointe er, at der er alt for mange, som ikke drager konsekvensen af det. Dem, vi betegner som naivisterne, er dem, der ikke kan se, at Muhammedsagen ikke drejede sig om et hensyn til religiøse følelser. Og der skal jeg hilse at sige, at den holdning også trivedes i Kristeligt Dagblad, hvor man på lederplads mente, at det var forkert at publicere tegningerne. Men man overser, at dem, der pressede hårdest på i Muhammedsagen, var de islamister, som i alvorligste grad krænker andres religiøse rettigheder. Deres dagsorden var en helt anden, nemlig at forsøge at presse islamiske normer igennem, blandt andet i form af en markant indskrænkning af vores ytringsfrihed."

Efter krigen og under den kolde krig blev der fra langt de fleste danskere taget skarp afstand fra henholdsvis nazismen og sovjet-kommunismen. Hvorfor har vi så den berøringsangst over for islamismen, som I hævder?

Karen Jespersen: "Efter Anden Verdenskrig opstod der en stor angst for at kritisere kulturelle modsætninger. Der opstod en kulturrelativisme, som stadig sidder meget dybt i bestemte miljøer, hvor det betragtes som moralsk negativt at gå ind i en kulturkritik. Det berører kernen af ens selvopfattelse som et godt menneske. Det kræver derfor en meget stor omstillingsproces at lægge den holdning fra sig.