”Jeg skal også lave lektier her, men på en anden måde”

Freinetskolen på Trekronergade i Valby, København, er en gammel plasticfabrik. Udefra er der kun en lille, farvet mosaiksti fra gaden til hoveddøren, der afslører, at stedet i dag har noget med læring at gøre.

Indefra er der heller ikke meget, der umiddelbart minder om en skole, som man kender dem flest. I Ildgruppen sidder de knap 30 elever rundt omkring i det store rum i grupper eller for sig selv og laver forskellige ting. Nogle regner, andre skriver, enkelte læser, og to drenge spiller et spil på engelsk for at lære sproget bedre. Der er to tavler, men de er små. Der er ikke noget kateder. Og så er der ingen lektier.

Det opfattes i hvert fald ikke som lektier, forklarer Hanna Jessen, som er én af gruppens to lærere. Det kaldes heller ikke lektier, men ”aftaler”, for eleverne bestemmer selv, hvornår de vil løse deres opgaver, og hvad opgaverne skal bestå af.

For børn lærer på forskellige måder og i forskellige hastigheder, og derfor er man nødt til at lytte til, hvad de faktisk kan og vil, lyder skolens pædagogik. Nogle er på 4. klasse niveau i matematik, men 6. klasse niveau i dansk. Nogle kan bedst koncentrere sig i skolen, mens andre tager opgaverne med hjem. Det afgørende er, at de selv er med til at bestemme, for det øget lysten til at lære.

– Børn udvikler sig jo i ryk, som ikke nødvendigvis følger skoleåret eller alderstrinnet. Derfor sidder der eksempelvis en 1. klasse dreng og laver matematik sammen med dem fra 3. klasse. Og en pige fra 6., der ikke er så god til dansk, laver opgaver sammen med 4. klassen, og sammen sætter vi de mål, som hun tror på, at hun kan nå. Vores erfaringer viser, at børnene når længere på den måde end ved, at vi presser lektierne ned over dem, siger Hanne Jessen.