Bevæbnet med regnbuestribede flag, verbale skyts og hjemmelavede plancher har fredsvagterne taget opstilling foran Christiansborg. Vagterne hedder denne dag Jørgen Manniche og Doris Kruckenberg og er en del af en lille gruppe ihærdige krigsmodstandere, der hver dag gennem de seneste seks år på slotspladsen foran Christiansborg har markeret deres modstand mod Danmarks deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak. På fredag markeres seksårsdagen med en sørgefest.
Vi kan jo ikke sige, Hurra, der er stadig krig. Det er jo kedeligt, at der er krig, så vi stadig er nødt til at stå her på sjette år, siger Doris Kruckenberg.
Vi vil jo gerne markere over for dem derinde, at vi er imod den danske deltagelse i krigen, supplerer Jørgen Manniche og peger op mod Christiansborgs høje, mørke mure.
Med sit hvide pagehår, de lyse fløjlsbukser og sundhedssandaler står han i skærende kontrast til de kortklippede mænd, der iført jakkesæt, slips og pudsede sko i løbet af dagen passerer forbi fredsvagterne på deres vej ind i Finansministeriet.
Fredsvagterne startede deres protester den 19. oktober 2001 kort tid efter terrorangrebet mod New York. På det tidspunkt valgte man fra dansk side at støtte amerikanernes krig mod terror, og et stort banner signalerer, hvad fredsvagterne alle dage har ment om støtten:
KRIG ER TERROR, står der med store bogstaver.
Fredsvagterne er en del af fredsbevægelsen, der har en lang tradition i Danmark, forklarer ph.d. René Karpantschof, der forsker i sociale bevægelser ved Københavns Universitet. Allerede i 1890erne opstod Danmarks fredsforening som en del af en international fredsbevægelse.
Dengang frygtede man, at den moderne våbenteknologi kunne føre til mere vold og voldsommere krige, ligesom dem man havde set i den amerikanske borgerkrig, siger Rene Karpantschof.
I forlængelse af ungdomsoprøret i slutningen af 1960erne og 1970erne opstod der endnu en antikrigsbevægelse i Danmark. Her var protesterne målrettet USA og Vietnamkrigen.
Et årti senere frygtede danskerne for atomkrig mellem USA og Sovjetunionen og det skabte endnu en ramme for krigsmodstanden i Danmark, fortæller René Karpantschof.
Gruppen af fredsvagter foran Christiansborg har talt op mod 300 aktive, men i dag er de skrumpet ind til omkring 30. Så hvorfor blive ved?
Man må have en tro på, at vi er med til at påvirke noget i det lange løb, lyder det samstemmende fra Jørgen Manniche og Doris Kruckenberg, der begge er pensionister.
Det betyder også meget for dem, at danskerne værdsætter deres stædige kamp for freden:
I starten kom folk hen og sagde til os, at vi støttede Osama bin Laden, fordi vi var imod krigen. Men i dag kommer de hen og trykker os i hånden, fortæller Doris Kruckenberg.
René Karpantschof genkender billedet af, at der ikke er så meget liv i fredsbevægelsen som tidligere. Men han er ikke i tvivl om, at kampen for fred har en fremtid i Danmark, så længe Danmark bliver ved med at have en aktiv udenrigspolitisk rolle i verdens krige og konflikter.
Rundt omkring lever der nogle celler eller kulturer, som man kan hælde vand på. Og så blomstrer de op igen, siger han.
En af disse celler er skuespiller og samfundsrevser Anne Marie Helger. Hun skal tale til fredagens sørgefest:
Jeg vil komme med et lille digt, som handler om, at vi ikke kan noget alene, men at vi sammen er stærke. Så hvis vi sammen kæmper for freden, så må det kunne lade sig gøre, siger hun.