Adskillige gange er det sket, at kirken er rykket ud i naturen som her på billedet, hvor man i Naur Kirke ved Holstebro har valgt at holde en særlig halmballegudstjeneste. Men nu er naturen også rykket ind i kirken i form af en øget kamp mod global opvarmning og andre miljøtrusler. Udviklingen er dog ikke uproblematisk, lyder det fra den engelske sociolog Frank Furedi, der advarer kirken mod at være økologisk på bekostning af teologien. –
- Scanpix.
Anna Klitgaard |
17. oktober 2007
Verdens trossamfund bliver stadig mere optagede af miljøet, siger en engelsk sociolog. Han advarer imod, at trossamfundene vil redde naturen, alt imens sjæle bliver tabt på gulvet
Kirken er på vej til at blive grøn. Og det gælder både herhjemme og i udlandet, hvor pave Benedikt XVI blandt andet har erklæret, at Vatikanet skal være den første CO2-neutrale stat i verden. På samme måde arbejder både jødiske og muslimske organisationer for at skabe en større miljøbevidsthed.
Men den udvikling er langtfra uproblematisk, mener den engelske sociolog Frank Furedi, der er tilknyttet Kent Universitet. I en ny analyse, offentliggjort på det politiske debatforum ”Spiked”, peger han blandt andet på risikoen for, at religiøse ledere og præster begynder at interessere sig mere for at redde miljøet end at redde sjæle.
Religionernes interesse for miljøet er for Frank Furedi ikke noget nyt. Helt tilbage i 1980’erne begyndte den, da mange vestlige lande, ifølge sociologen, gav op over for de traditionelle normer, værdier og moral. Det betød, at kirkens autoritet i samfundet begyndte at krakelere. Frank Furedi skriver i sin analyse:
– Kirkerne skulle pludselig forholde sig til, at samfundet omkring dem i stigende grad blev individualiseret og forbrugerorienteret. Det, koblet med heftige debatter om kvindelige præster, homoseksualitet og ægteskab, gjorde, at mange religiøse institutioner blev i tvivl om deres forhold til de traditionelle normer og værdier.
I mange samfund mistede kirken endvidere kontakt med lokalsamfundet. Det betød, at mange trossamfund måtte se på nye muligheder for at genopbygge deres autoritet, forklarer Frank Furedi:
– I vestlige samfund søger mennesker efter ritualer og symboler, der kan give dem mening. Til dette formål kan kirken bruge Kristus, miljøaktivisten, i stedet for Kristus, frelseren. Og derfor siger jeg, at det virker, som om kirken hellere vil redde planeten end redde sjæle, skriver Frank Furedi.
Den konklusion er informations- og Europasekretær i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Kirsten Auken, ikke enig med sociologen i:
– Indtil nu har miljøet fyldt meget lidt i den danske folkekirke. Men vi får inspiration fra vores nabolande Norge og Sverige samt resten af verden. Vi kan jo se, at miljøet optager kirkefolk meget mere andre steder.
Kirsten Auken peger på, at det er naturligt, at miljøet kommer til at fylde mere i kirkerne, end det gør nu. Det hænger sammen med buddet om, at vi har et ansvar for vores næste:
– Klimaforandringerne skyldes i høj grad den livsstil, vi har i den rige del af verden. Men det er først og fremmest mennesker i de fattigere dele af verden, der bliver ramt af konsekvenserne. Der må vi være solidariske. Som kirke og kristne kan vi ikke være os selv nok.
Dette bakkes op af sognepræst i Balle Sogn ved Silkeborg og ph.d. i miljøetik Martin Ishøy. I Balle Sogn har han indført naturandagter og en skabelsesgudstjeneste, som bringer naturen og miljøet ind i kirken:
– At hjælpe miljøet er at hjælpe næsten. For miljøproblemer er med til at skabe flygtningeproblemer og krige i verden, som nu i Sudan.
Men at miljøet langsomt er på vej ind i folkekirken, er slet ikke nok for Martin Ishøy. For ham er det vigtigt, at kirken hurtigt tager sagen til sig og gør den lige så vigtig som kirkens sociale arbejde:
– Jeg mener, at kirken har et direkte ansvar over for miljøet. Fordi Gud er verdens skaber, og vi som mennesker har en forpligtelse over for Ham og verden. Derfor er det også vigtigt, at kirken fokuserer på det ”økologiske” arbejde. For det er en skandale, at miljøet ikke indtager en rolle på linje med det sociale arbejde i kirken.
Martin Ishøy begrunder påstanden med, at vi som kristne mennesker har en særlig forpligtelse over for miljøet:
– Gud har skabt jorden og givet den til mennesket at passe på.
At kirken skal være en vigtig medspiller i miljødebatten, er naturligt for Kirsten Auken. Og hun er ikke bange for, at fokus skal flytte sig fra at redde sjæle til at redde naturen:
– Naturen er Guds gave til menneskene, så selvfølgelig er vi ansvarlige for at passe på den gave. Men kirken skal også tage vare på sjælelivet.
Hun mener ikke, at der er nogen overhængende fare for, at teologien vil vige for økologien i de danske kirker.
– I Danmark er der slet ingen fare for, at naturen kommer til at fylde mere i kirken end budskabet. Jeg er mere bange for, at teologiske spidsfindigheder skal komme til at fylde mere end miljøet.
På trods af at naturen har trange kår i den danske folkekirke, er der dog grøde i miljøsagen. Kirsten Auken mener at kunne se en klar tendens til, at kirkens folk i stigende grad tager den til sig. Og det glæder både hende og Martin Ishøy. Også selvom det går langsomt:
– Vi har jo i Danmark ikke noget centralt kirkeråd, hvor man kan tage emnet op. Og det gør det hele lidt mere besværligt. Men allerede nu er præster og andre kirkefolk i gang med at oprette netværk, hvor miljøet bliver diskuteret. At det er enkeltpersoner, og ikke ét organ inden for kirken, gør, at meget af arbejdet kommer til at ske lokalt, siger Kirsten Auken.
klitgaard@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad