18. oktober 2007
Der skal uddannes flere præster alene med det formål at få præsteembede i folkekirken. Det mener biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt og efterlyser, at flere institutioner tager opgaven på sig
Biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt, foreslår nu, at man for eksempel på Syddansk Universitet opretter en egentlig præsteuddannelse, der alene retter sig mod et embede i folkekirken. Det skriver dr.dk.
Skulle biskoppens planer realiseres, ville det betyde et farvel til traditionen om, at præster skal være teologer, uddannet på enten Københavns eller Aarhus Universitet.
Dekanen for Det teologiske Fakultet i København, Steffen Kjeldgaard-Pedersen er ikke begejstret for ideen.
- Jeg har undret mig noget over, at Jan Lindhardt er gået ud med det her. Man kan spørge, hvem biskoppen taler på vegne af? Vil han bare gerne i avisen?, siger Steffen Kjeldgaard-Pedersen til dr.dk.
Biskoppen har konkrete planer om at spørge andre instituioner end de teologiske fakulteter, om de vil sammensætte en præsteuddannelse.
Biskoppen har særligt Syddansk Universitet i tankerne. Netop her sendte biskopperne allerede for ti år siden en føler ud, der blev modtaget positivt. Planerne nåede dog aldrig at udfolde sig, idet præstemanglen ikke viste sig at være så akut.