Nutidens forventning

Christian Mølle henviser dels til sang- og salmetraditionen, dels til Bibelen, og finder her belæg for, at ordet forvente traditionelt har været knyttet til forestillingen om det godes komme. Dernæst viser Mølle ved eksempler fra internet og andre medier, hvordan ordet nu synes at have fået en ny ladning i den forstand, at eksempelvis journalister ofte kan forvente ulykker og katastrofer.

Det er en interessant problemstilling, for Mølle har formentlig ret i, at man for årtier siden sjældent brugte ordet forvente i forbindelse med negative ting som sygdom og ulykker, man frygtede derimod for slige sager, ligesom man næppe kunne forvente, at iskalotten på Nordpolen smeltede bort, men derimod være bange for det.

I den kristne tradition betyder forventning en tillid til noget fremtidigt, der måske nok er usikkert, men som i al fald er nært forbundet med et håb. I Lukasevangeliet udtrykkes eksempelvis det jødiske håb om Messias’ eller Guds riges komme som en afgørende forventning. I øvrigt kommer ordet advent af det latinske adventus, der betyder ankomst (advenire = ankomme), så adventen, der er knyttet til kirkeårets begyndelse, folder sig altså ind i forventningens tegn. Adventen var/er simpelthen forventningens tid, hvor der tælles ned til det, eller rettere den, der skal komme.

Der er altså utvivlsomt et betydningsindhold i ordene forvente og forventning, som er præget af kristendommen, og som handlede om at vente på noget positivt. Opslag i såvel Den Danske Ordbog fra 2004 som den gamle, hæderkronede Ordbog over det Danske Sprog fortæller imidlertid, at verbet forvente blot betyder, man venter noget skal ske, så dette noget kan være både gode sager og alskens ulykker.

Det modsiger altså synspunktet lidt på det formelle plan, men jeg er sikker på, at Christian Mølle har en pointe. Der er sket noget med det umiddelbare indhold af ord som forvente og forventning i almindelig sprogbrug, og det viser formentlig, at kristendommen og kristendomskulturens indflydelse på sprogdannelsen er svækket. Der var tidligere en højtidelig klang i brugen af forventning og forventningsfuld, måske endda et skær af adventens fremadskuen, mens ordet er kommet ned på jorden i den forstand, at vi sagtens kan forvente både det ene og det andet.

Eksemplet forvente er langtfra enestående. En række ord og begreber er så at sige afhøjtideliggjorte, blevet mere dagligdags, og det indebærer formentlig flere sproglige fordele end ulemper, men det vil Liv i sproget forventelig kikke nærmere på i en forventet fremtid.

sprog@kristeligt-dagblad.dk