Vores vilkår er sorrig og glæde

– Heldigvis havde jeg forældre, som ikke var overbeskyttende. De troede som udgangspunkt på, at jeg kunne klare tingene. Så jeg fik lov at komme i folkeskolen, og de lod mig cykle, siger Eva Melhof.

Selvom hun måtte slide ekstra med skolearbejdet og havde svært ved at følge undervisningen fra tavlen, klarede hun både folkeskole, gymnasium og teologistudiet. Hun brugte kikkert til forelæsningerne og lærte hebraisk og græsk gennem en lup. For hun ville være præst. Mødet med det kristne fællesskab i metodisternes søndagsskole som niårig og konfirmationsforberedelsen som 14-årig havde overbevidst hende om, at hun ville bruge sit liv på at fordybe sig i troens univers.

Hun blev præst i Gentofte, nord for København, og i 1993 flyttede hun og familien til landsbyen Snesere på Sydsjælland. At hun kun havde en sjettedel syn, havde hun vænnet sig til, så det kom derfor som et chok, da øjenlægen ved et kontrolbesøg talte om hendes grå stær. Hun anede ikke, at hun havde grå stær. Hun blev opereret for grå stær, men begge øjne blev siden angrebet af en uhelbredelig variant af grøn stær.

– Jeg havde 1/60-del syn, og min hverdag blev noget udfordrende. Men jeg tænkte, at det kunne jeg leve med, siger Eva Melhof og fortæller, hvordan hun måtte skrive prædikenen ud med bogstavstyper så store som avisoverskrifter.

– Jeg satte en ære i at kunne fungere som præst, selvom det var svært.

Få timer inden hun mistede synet, var hun under gudstjenestens nadver gået forbi to gæster ved nadverbordet uden at række dem brødet. Da hun blev klar over det, havde hun grædt.

– En fra menigheden kom og klappede mig på skulderen og sagde: ”Eva, vi skal nok klare det”. At jeg mærkede menighedens opbakning har haft uvurderlig betydning, siger hun.

Et sørgeår kalder Eva Melhof den tid, som fulgte, da synet var blevet væk. Den første halvanden måned følte hun, at hun sad i et sort hul. Nogle blinde har en lyssans, som gør, at de kan skelne mellem lys og mørke. Da Eva Melhof mistede synet, blev alt sort. Også i sindet. I halvanden måned sad hun ved aftenbordet og græd ned i tallerkenen.

Sin ellers så ukuelige kampvilje kunne hun ikke finde, men hun oplevede i stedet at få hjælp fra mennesker i sognet. En gruppe kvinder fra menigheden kom jævnligt i præstegården. De tvang hende til at stå op og klæde sig på, selvom hun i sin sorg havde besluttet at lade stå til med den personlige pleje.

– Følelsen af at være holdt af bar mig oppe i den tid, siger Eva Melhof.

Som ugerne gik, indså hun, at hun trods sit handicap ønskede at fortsætte som sognepræst, hvis menigheden ønskede det. Hun kom på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup, hvor hun sammenlagt brugte fem måneder på at lære at være blind. Halvandet år efter hun var blevet blind, var hun tilbage i embedet.

I stedet for at være kirkebogsførende sognepræst på fuld tid som før er hun i dag ansat i fleksjob i en 1/3-stilling. Hun deler embedet med ægtefællen, Michael Pedersen, som har en 50 procent stilling.

Men hun var stadig ved at vænne sig til det radikalt ændrede liv, da en ulykke ramte.

En dag i december 2004 står hun sammen med førerhunden Oscar på Ringsted Station. Hun skal krydse perronen for at skifte tog. Men i stedet for at gå frem mod toget, har hun bevæget sig ud mod kanten af perronen. Da et gennemkørende lyntog kører forbi, bliver hun hvirvlet op i luften. Hun husker, at hun tænker på sine børn. Det næste, hun husker, er, at hun vågner på Slagelse Sygehus, og en sygeplejerske siger til hende, at hun har været ude for en alvorlig ulykke.

Da hun tre måneder senere udskrives, har hun fået det ene ben amputeret fra knæet, højre arm er skadet, og hun har alvorlige skader i ryggen.

– Men det var ikke min krise. At miste benet er noget mekanisk. Det er besværligt, men ikke umuligt at gå med en protese. I modsætning til da jeg mistede synet, så oplevede jeg, at her kunne jeg kæmpe. Jeg mærkede en pligt til at komme op. Jeg har jo tre børn og en mand, som jeg elsker.

– Min første tanke, da jeg vågnede på intensivafdelingen, var: Tak, Gud, at jeg lever. Det var stadig sort for mine øjne, og togulykken gjorde ikke mine ods nemmere, men lyset i mit sind skal der mere til for at slukke, siger hun.

Hverdagen har indfundet sig i præstegården. Om nogle timer skal Eva Melhof have juniorkonfirmanderne med en tur op i kirken, hvor de skal på skattejagt. En besværlig fornøjelse for en blind præst, men med en assistents hjælp går det. Hun vil ikke høre tale om at springe skattejagten over, for hun er på vagt, hvis nogen vil tage særlige hensyn til hende på grund af de handicaps, hun har.

– Jeg vil ikke være hende den blinde præst.

– Jeg kunne vælge at sidde og jamre over min situation, men der skal være plads til at kunne leve et sandt liv. Jeg ønsker at bruge mig selv, for jeg kan jo ikke sidde her resten af mit liv. Der er så meget energi i mig, siger hun.

– Flere har sagt til mig, at de synes, min skæbne er uretfærdig. Men jeg spørger ikke efter mening. Jeg tror på, at meningen er hos Gud og vil hellere lede efter den styrke, som gør, at det er godt at leve, siger hun.

Hun er klar over, at hun har oplevet større smerte og mere modvind end de fleste. Men i smerten har hun også mødt en uventet styrke.

– Mit vilkår har altid været sorrig og glæde. Det er alle menneskers vilkår. De seneste år har jeg erfaret, at Gud er til stede, der hvor smerten og det sorrige kan bæres. Når dagene alligevel har noget at byde på, trods smerte, så skyldes det Guds nærvær. Da alt blev sort omkring mig, og jeg ikke kunne finde kampviljen, kom der mennesker til mig, som ved at lægge en arm om min skulder viste mig, at dagene alligevel havde noget at byde på, siger hun.

Eva Melhof vil ikke lyde som en helt. Hendes handicap er stadig kilde til megen smerte. Selvom hun gør en dyd ud af at være så selvhjulpen som mulig, så er hverdagen blevet besværlig på en lang række områder. Sorgen over ikke at kunne se de mennesker, som hun elsker, fylder til tider også meget.

– Når jeg mærker duften af roser og ikke kan se dem, så kan jeg falde ned i et hul. Den første tid forbød jeg mine nærmeste at beskrive naturen for mig. I dag beder jeg om at få et rosenblad mellem fingrene, når jeg mærker smerten over ikke at kunne se den duftende rose, siger hun.

Men samtidig kæmper hun. Hun kæmper for at erobre terræn som mor, hustru, præst og Eva. Som et eksempel på, hvordan hun har erobret terræn, fremhæver hun sit arbejde med den mundtlige fortælling. Hun har taget kurser i retorik og bliver nu brugt som fortæller.

– Jeg tror, at Gud er til stede i livsgnisten. Så gælder det om at få pustet til den, siger hun.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk