Striden om dødshjælp trappes op

Polen, Italien, Grækenland og Portugal har et totalt forbud mod at hjælpe døende patienter ud af livet og accepterer ikke, at behandlingen afbrydes, selvom patienten selv beder om det. I de øvrige europæiske lande, deriblandt Danmark, har man indført omfattende patientrettigheder, der giver patienten ret til at afvise behandling, og samtidig har borgerne mulighed for at etablere livstestamenter, som i nogle lande, deriblandt i Danmark og Tyskland, samles i et centralt register.

Legaliseringen i Holland og Belgien blev fulgt med stor opmærksomhed i udlandet. Få år efter har Frankrig lovgivet om patientrettigheder og lægernes pligt til at indstille udsigtsløs behandling, og i Spanien synes Zapatero-regeringen forholdsvis positivt stemt over for aktiv dødshjælp, selvom der ikke er umiddelbare lovændringer på vej.

Men legaliseringen i Holland og Belgien har dog ikke ført til et holdningsskred hos domstole og europæiske institutioner til fordel for aktiv dødshjælp. Allerede i 2002 statuerede Den europæiske Menneskeretsdomstol i en sag ført af engelske Diane Pretty, at retten til at dø ikke er en menneskeret i henhold til Den europæiske Menneskeretskonvention. Og i to omgange afviste Europarådet i 2005 en resolution, der opfordrede medlemslandene til at undersøge mulighederne for at legalisere aktiv dødshjælp efter hollandsk og belgisk mønster.

Det afholder imidlertid ikke læger og andre fra at udforske de forskellige muligheder. I Tyskland har en række læger forsøgt at rette deres kollegers opmærksomhed mod den måde, døende patienter behandles på, med det såkaldte Lahrer Kodex; en erklæring, hvor de underskrivende læger forpligter sig til at tage sig tid til døende patienter, lindre deres smerter og ledsage dem og deres pårørende gennem den sidste tid.

– Dette er alt andet end en opfordring til aktiv dødshjælp. Men lægerne skal også lære at erkende, at lægevidenskaben har en grænse, og at der er en grænse for behandling, siger initiativtageren til Lahrer Kodex, cheflæge ved det kardiologisk hospital i byen Lahr, Tejas Alexander.

For Elke Baezner fra Right to Die Europe er det tyske initiativ fint, men ikke godt nok.

– Vi støtter så megen lindrende behandling som muligt. Og livstestamenterne, patienternes ret til at afvise behandling og lægernes ret til at indstille udsigtsløs behandling er fremskridt, som har gjort det muligt at hjælpe mange mennesker, erkender Elke Baezner.

– Men ikke alle kan hjælpes på denne måde. Der skal være en mulighed for aktiv dødshjælp i de tilfælde, hvor palliativ pleje ikke er nok. Og især skal det ske inden for legale rammer, i fuld åbenhed i stedet for i det skjulte som nu, mener formanden for dødshjælpsorganisationen.

Jacqueline Herremans repræsenterer den belgiske organisation ”Retten til at Dø” i den kommission, der evaluerer Belgiens lov om legalisering og modtager rapporteringerne efter hvert tilfælde af aktiv dødshjælp, som lægerne har pligt til at indberette. Hun afviser, at en legalisering af aktiv dødshjælp fører til en glidebane, hvor flere og flere svage og udsatte patienter får forkortet livet.

– Lægerne er ikke begyndt at give dødshjælp for et godt ord. I praksis er det kun en del af anmodningerne om aktiv dødshjælp, som virkelig gennemføres. I mange tilfælde er det nok for patienten at vide, at muligheden eksisterer. Det giver i sig selv det fornødne mod til at fortsætte behandlingen eller holde ud lidt endnu.

– Men vi ser også i lægernes indberetninger, at patienterne vælger deres dødsdag, så barnebarnet kan få sin studentereksamen først, eller en vigtig familiefest blive overstået, hvorefter patienten dør omgivet af sin familie, hvorimod andre dør alene, fordi døden indtræffer midt om natten, siger Jacqueline Herremans, som desuden er formand for den globale ”ret til at dø”-organisation, Right to Die International.

Til gengæld rejser legaliseringen nye spørgsmål.

– Vi diskuterer for øjeblikket, om loven om aktiv dødshjælp også gælder for patienter, som er ramt af Alzheimer eller andre former for senildemens, og som hverken er uden bevidsthed, så deres livstestamente træder i kraft, eller i stand til selv at formulere et ønske om at dø, siger Jacqueline Herremans.

En lignende debat har man haft i Holland, påpeger Henk Jochensen fra det hollandske, katolsk inspirerede Lindeboom Institut for lægeetik.

– Vi har haft debatten om, hvorvidt dødshjælp skal gælde for babyer, og domstolene har sagt ja. Vi har haft debatten om patienter med Alzheimer, og domstolene har sagt ja. Og nu diskuterer vi, om der også skal gives dødshjælp til patienter, som ikke er døende og ikke har en fysisk diagnose, men i stedet er gamle og ensomme og ikke har lyst til at leve længere. Glidebanen er der, og vi er midt på den, mener Henk Jochensen.

De hollandske myndigheder peger i stedet på undersøgelser, der viser, at andelen af dødsfald, der skyldes aktiv dødshjælp, er faldet siden legaliseringen og i 2005 udgjorde 1,6 procent af alle dødsfald mod 2,6 i 2001, før legaliseringen, da Holland havde en accepteret, men endnu ikke juridisk funderet dødshjælp.

– Loven om aktiv dødshjælp er accepteret af læger og patienter, den respekteres, og åbenheden om, hvornår og hvordan der øves dødshjælp, er blevet meget større, sagde tidligere sundhedsminister og nu medlem af den hollandske evalueringskommission for dødshjælp, Else Borst-Eilers, ved en konference om aktiv dødshjælp i Europa-Parlamentet i juli.

Henk Jochensen er ikke overbevist.

– De samme undersøgelser viser, at faldet i aktiv dødshjælp modsvares af et stigende antal tilfælde, hvor smertestillende behandling ender med døden. Meningen var at afskaffe gråzonen mellem passiv og aktiv dødshjælp. Noget tyder på, at vi i Holland har fået begge dele: aktiv dødshjælp og gråzone, siger Henk Jochensen.

Elke Baezner fra Right to Die Europe mener dog uanset hvad, at der er behov for klare regler.

– Befolkningen ældes. Vi vil få flere og flere medborgere, som koster mange penge. Der er allerede behandlinger, som ikke iværksættes efter en vis aldersgrænse i nogle lande. Hvis vi ikke får klare regler for aktiv dødshjælp, hvor patienterne selv bestemmer over deres livsafslutning, risikerer vi, at det bliver lægerne og de økonomiske hensyn, der bestemmer, advarer Elke Baezner.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk