– Vores søn var seks dage om at dø. Han døde af dehydrering, efter at den sonde, der gav ham føde og vand, blev fjernet. Det var rædselsfuldt og har efterladt resten af familien med ar, som aldrig forsvinder.
Paul Pierra var en af de første, som påkaldte den lov om passiv dødshjælp, som Frankrig indførte i 2005. Hans 29-årige søn havde ligget i koma i mere end otte år uden håb om at vågne. Den unge mand, som målte 1,82 meter, var skrumpet ind til 1,60 meter og led af liggesår, som risikerede at udløse en amputation.
Den såkaldte Leonetti-lov giver ikke de franske læger lov til at give en patient en dræbende injektion. Men den indfører præcise regler for patienters eller deres pårørendes ret til at sige nej til livsforlængende behandling. Lægerne kan give smertestillende behandling, selv med doser, der kan fremskynde døden, og loven tillader også passiv dødshjælp i form af at slukke for en respirator eller indstille føde og hydrering via sonde. Det var den metode, som blev brugt på Paul Pierras søn.
Leonetti-loven skulle have sat punktum for den debat, som for alvor kom på dagsordenen i Frankrig med sagen om Vincent Humbert, den 20-årige unge mand, som blev fuldstændig lam efter en bilulykke, og som i en bog bad om ”retten til at dø”. I 2003 hjalp hans mor, assisteret af en læge, sønnen til at dø. Begge blev sigtet for manddrab, men sigtelsen blev siden frafaldet, selvom de klart havde overtrådt gældende lovgivning.
Men de franske myndigheder har stadig svært ved at forholde sig til medlidenhedsdrab, selvom Leonetti-loven skulle have skabt klare regler. En læge og en sygeplejerske blev sidste år sigtet, efter at sygeplejersken på lægens anvisning havde givet en døende kvinde en dræbende indsprøjtning. Sygeplejersken blev frikendt, og lægen fik en symbolsk dom.
Og kravet om legalisering af aktiv dødshjælp lyder stadig. 2000 læger og sygeplejersker har underskrevet en appel om aktiv dødshjælp, hvori de erklærer, at ”vi, medlemmer af plejepersonalet, har hjulpet patienter til at dø, fordi sygdommen uafvendeligt vandt over behandlingen, fordi den fysiske og psykiske lidelse gjorde patientens liv uudholdeligt på trods af vores behandling, og fordi patienten selv ønskede at gøre en ende på sit liv.”
Som modreaktion har andre lanceret en anden appel, hvori plejepersonale og læger siger ”nej til dødshjælp, ja til livet”.
En af initiativtagerne er sygeplejerske Elisabeth Bourgois, forfatter til bogen ”Så venlige mordere”, (Les assassins sont si gentils) om dødshjælp.
– Jeg synes, det er at svigte den døende, når man bare slukker for livet, fordi døden er for vanskelig at se i øjnene. Når nogle mennesker beder om at måtte dø, skyldes det en psykisk og åndelig smerte, som læger og sygeplejersker ikke er gode nok til at håndtere. Vi er ikke længere vant til og bryder os ikke om at blive konfronteret med døden, siger Elisabeth Bourgois.
Under valgkampen op til præsidentvalget udtalte Nicolas Sarkozy sig positivt om aktiv dødshjælp og lod forstå, at han var villig til at tage spørgsmålet op igen. Siden har han trukket i land og erklæret, at en lovændring ikke er nært forestående. En kursændring, som blandt andet skyldes nogle af præsidentens egne partifæller, ikke mindst boligminister Christine Boutin, som er kendt for sit katolske engagement.
bpedersen@kristeligt-dagblad.dk
Mest læste Danmark
