Hvorfor spjætter man med benene, inden man falder i søvn?

Når man er på vej ind i søvnen, oplever mange følelsen af at falde og kommer derfor til at spjætte med benene. For­klaringen er ikke så ligetil

Måske kender du det selv. Ellers har du sikkert set det hos andre: Når man døser hen og er på vej ind i søvnen, giver ben og nogle gange arme et lille spjæt. Mange fortæller om en ubehagelig følelse af at falde ned gennem et hul eller ud over en kløft. Og en del oplever så kraftige spjæt, at de vågner af dem. Det samme fænomen opstår ofte, når folk lægges i hypnose.

Hvorfor det er sådan, findes der ingen undersøgelser af. Først og fremmest fordi fænomenet er harmløst, siger drømmeforsker Ole Vedfelt. Det eneste, man ved med sikkerhed, er, at fornemmelsen af ens egen krop også er aktiv i drømmefasen.

I visse tilfælde kan der dog være tale om en egentlig lidelse. Enten den såkaldte PLM Periodic Limb Movement hvor man fortsætter med at spjætte gennem hele søvnen. Eller RBD REM Sleep Disorder hvor man bevæger sig fysisk som i drømmen. Et eksempel på det sidste er en fodboldspiller, der tog fat om sin kones hoved og pressede det mod sengen i søvne, fordi han troede, hun var en fodbold.

I de almindelige tilfælde kan spjættene dog formentlig forklares ved en naturlig reaktion på, at kroppens muskler afslappes. En teori går på, at vores hjerne, som er udviklet fra en krybdyrshjerne, tolker kroppens afslapning som et faresignal om, at kroppen falder, og derfor reagerer den ved at slå arme og ben ud i et spjæt i forsøget på at finde fæste.

sporgomalt@kristeligt-dagblad.dk