Landskabet som nationens og sjælens spejl

Man kan hævde, at det at lave en udstilling om landskabet først er interessant i det øjeblik, man ser landskabet som udtryk for andet end sig selv. Det er også tesen på "Verden som landskab". For at skildre landskabet er på sin vis også at skildre sig selv. Som nation eller som individ. Som selvstændigt motiv dukker landskabet op omkring år 1800. I begyndelsen, og det er også hvad Larsons og Cappelens storslåede landskabsskildringer vidner om, tildeles landskabet en symbolsk værdi i i forhold til skabelsen af den nationale identitet. Senere og særligt hen imod århundredeskiftet ændrer landskabets rolle. Fra at være nationens spejl bliver det til menneskets spejl. Et spejl for subjektet, der som Munch gør landskabet til et udtryk for en sjælelig tilstand.

Udstillingen trækker tråden fra dette nationale lag til det personlige lag gennem en perlerække af hovedværker og mindre kendte værker. Det er en sand fryd at se og gense danske L.A. Rings grumsede snelandskaber, nævnte Akseli Gallen-Kallela, der heldigvis er repræsenteret med flere værker, danske Lundbyes sirlige natur, finske Pekko Halonens tomme hvide rum, Ejnar Nielsens insisterende close-up af en rugmark fra Gjern og finske Helene Schjerfbecks udvaskede luftspejlinger, for blot at nævne nogle få af de mange, der gør indtryk. Schjerfbeck er i øvrigt en ud af fem kvindelige malere repræsenteret på udstillingen. Man kan undre sig over, at der ikke er flere. Er landskabet virkelig også mændenes domæne?

Sammenstillingen af norsk, finsk, svensk og dansk billedkunst kunne man tro ville skabe et fællesnordisk udtryk. Resultatet er på sin vis det modsatte. For selvom der er ligheder, bliver forskellene også tydelige. Vi har bare ikke fjelde og brusende elve i Danmark; vores romantik er også en anden.

"Verden som landskab" udspringer af et fællesnordisk samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og nationalgallerierne i Helsingfors, Stockholm og Oslo, hvor udstillingen tidligere har været vist. Samarbejdet må i den grad karakteriseres som overordentligt succesfuldt, for udstillingen er et sjældent skatkammer.

Man kan diskutere den teatralske brug af kraftige spots som belysning, der efterhånden synes at være blevet standard på museet, og overveje om den tematiske opdeling ikke er lidt for subtil, idet forskellene mellem eksempelvis "Stemningslandskabet" og "Det indre landskab" ikke synes afgørende. Det ændrer dog ikke på den høje kvalitet af værker og det store udvalg, som gør den i nogen sammenhænge ofte oversete nordiske kunst stærkt nærværende.

Verden som landskab. Statens Museum for Kunst. Vises frem til den 20. januar 2008. I forbindelse med udstillingen er udgivet et rigt illustreret katalog med tekster af danske såvel som udenlandske forskere.

kultur@kristeligt-dagblad.dk