Hybris er ikke demokratisk

Han ser en del af forklaringen på nutidens hybris i den måde, vi i dag dyrker berømtheder på.

– Vi har en besættelse med kendte mennesker, og det influerer også i politik. Ledere skal være personligheder, og der er en forskel til tidligere, hvor folk gik ind i politik for at gøre noget for samfundet. Nu gør de det for at få en karriere. Hybris er et eksempel på, at balancen er blevet fordrejet, påpeger Shahrar Ali.

Ole Thomsen fremhæver, at hybris i antikkens Grækenland var en sygdom. Samme tanke følger britiske Lord Owen i sin analyse af hybris blandt statsledere i moderne demokrati. Han vil derfor gerne have en vurdering af fremtidige ledere ud fra deres risiko for at udvikle hybris. Men den tanke bryder Shahrar Ali sig ikke om.

– Faren ved at beskrive hybris i patologiske termer og gøre det til en sygdom er, at det vil fratage ledere for det individuelle ansvar, understreger Shahrar Ali.

Han ser i stedet kuren som at være institutionel og social samt kognitiv behandling. Han peger på argumentet for krigen mod Irak. Fra at forhindre Saddam Hussein i at bruge masseødelæggelsesvåben er det så blevet til, at der skulle findes beviser for planer om masseødelæggelsesvåben.

– Min teori om Tony Blair er, at han forsøger at retfærdiggøre sine handlinger. Men spørgsmålet er, om han er ærlig, eller om det er et selvbedrag. Jeg tror, ledere skal være bevidste om deres egen evne til at snyde sig selv. Faren ved hybris er den måde, det påvirker beslutninger på, hvor det rationelle viger for ego’et. Personen udvikler en selvopfattelse, hvor der ikke er behov for gode råd, understreger Shahrar Ali.

norum@kristeligt-dagblad.dk