Flere end 200.000 aborter blev udført sidste år, men regeringen afviser at sænke 24 ugers-grænsen
Til trods for at det i denne uge er 40 år siden, at aborten blev tilladt i Storbritannien, så er det stadig et spørgsmål, som vækker stærke følelser.
Abortgrænsen på 24 uger er en af de øverste i EU. Anti-abortgrupper vil have den grænse sænket til mindst 20 uger. Men på en parlamentshøring i denne uge afviste den ansvarlige minister, Dawn Primarolo, at ændre den nuværende grænse med henvisning til, at der ikke var videnskabeligt grundlag for en sænke grænsen.
– Loven virker, som den skal, og der er ikke behov for ændringer for indeværende, fastslog hun ifølge avisen The Independent på et møde med underhusets videnskabsudvalg.
Modstanderne i parlamentet er dog klar til at udfordre regeringen med et lovforslag om at sænke grænsen helt ned til 13 uger. Forslaget er urealistisk, men de såkaldte pro-life aktivister håber, at debatten vil ende med et kompromis, som flytter grænsen fra de nuværende 24 uger. Sidst abortloven blev ændret var i 1990, hvor grænsen blev sænket fra 28 til de nuværende 24 uger.
Kun to procent af aborterne sker efter den 19. svangerskabsuge, og langt de fleste finder sted inden for de første 13 uger af graviditeten. Men totalt er omfanget af aborter stadigt voksende. I 2006 blev der foretaget hele 201.173 aborter i England og Wales.
Det er tal, som vækker bekymring. Ærkebiskoppen af Canterbury har i et debatindlæg skrevet, at det nu er alt for let at få en abort.
– Det er sket en tydelig svækkelse af den opfattelse, at abort er det sidste valg i tilfælde af livsfare eller lidelse, fastslår Rowan Williams.
Katolske ledere har udsendt et åbent brev, som kritiserer abortreglerne for at have udviklet sig til et samlebånd for aborter frem for et middel til at stoppe illegale aborter.
Men det åbne brev åbner for første gang for, at den katolske kirke vil medvirke til at ændre loven. Den katolske kirke er normalt mod abort under nogen omstændigheder, men siger nu, at indskrænkninger i adgangen til abort er bedre end slet ingen ændringer.
For 40 år siden var Lord Steel en af arkitekterne bag den frie adgang til abort. Han siger i et interview med avisen The Guardian, at det nuværende omfang af aborter er alt for voldsomt. Men han fortryder ikke loven og er modstander af restriktioner i adgangen til abort.
– Men der er behov for en bedre seksualundervisning. Alt for mange unge kvinder bruger abort, hvis noget er gået galt, siger Lord Steel.
norum@kristeligt-dagblad.dk