Den markante fædreautoritet er nærmest forsvundet i den moderne litteratur. Når unge, mandlige forfattere i dag beskriver konflikter mellem far og søn, handler det ikke længere om opgør og fadermord, men om frustrationerne over ikke at have nogen at spejle sig i eller gøre oprør imod.

Faderfiguren har ændret sig fundamentalt. Lige som det er tilfældet i virkeligheden, mener professor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Københavns Universitet, Jørgen Dines Johansen.

– Folk som Pontoppidan og Jakob Knudsen, der beskrev faderen som en absolut skikkelse, der sætter eksemplet for familien og sønnerne især, kan man lede længe efter i dag. Den tavse autoritet er blevet blevet blød og imødekommende. Mystikken er væk. Den udvikling skal man ikke begræde, for litteraturen har altid afspejlet det, der er på færde i samfundet, og på den måde er udviklingen i beskrivelsen af far-søn forholdet kun naturlig, siger han.

I stedet er en anden type faderfigur trådt frem, mener rektor på forfatterskolen, Hans Otto Jørgensen.

– Både faderhad og faderbeundring har traditionelt fyldt meget i litteraturen, men den er mere afløst af en skuffelse over, at der ikke er mere mand i faderfiguren i dag, end tilfældet er. En ung forfatter som Dennis Gade Kofoed beskriver, hvordan faderen hellere vil være end ven end et forbillede, og det er tydeligt, hvordan sønnen efterspørger en autoritet uden at få det. Jeg ser en klar tendens til, at flere unge forfattere netop behandler dette emne om skuffelse over ikke at kunne finde identitet i deres far, siger han.

Hans Otto Jørgensen peger på, at god litteratur er kendetegnet ved ikke blot at forholde sig til nutiden, men også åbne døre til fremtiden.

– Litteraturens opgave er at give tilværelsen perspektiv ved blandt andet at være profetisk. Og der må vi sige, at står den nutidige litteratur til troende, så skal der være mere autoritet og mere mand over den kommende faderfigur. Det er det, der bliver efterspurgt, siger han.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk