Adm. direktør og chefredaktør: Erik Bjerager.
- Foto: Peter Kristensen
Erik Bjerager |
27. oktober 2007
Grosbøll-sagen er slut og et kapitel i dansk kirkehistorie lukkes. Fred være med ham, skriver Erik Bjerager
Nu er Grosbøll-sagen endegyldigt afsluttet. Præsten i Taarbæk, der ikke tror på Gud, har sagt sin stilling op. Det hele er ganske udramatisk. Manden fylder 60 år og går på efterløn. Præsten blev offer for danskernes nye interesse for tro og religion. Han koketterede med sin mangel på tro i en provokerende debatbog, hvor han lagde afstand til troen i den kirke, hvor han hævede sin løn. Derfor fik han hul igennem til den store folkemasse, som ikke bare herhjemme, men også i udlandet, efterspørger oprigtighed. Det er muligt, at man ikke selv kan formulere sin tro, men det har vi så heldigvis præsten til. Derfor er det helt uacceptabelt, når præsten ikke tror på Gud. Det var danskerne enige om. Får man løn af firmaet, har man bare at bakke om om linjen, eller også må man forlade det.
Nu vil Grosbøll så skrive en bog med titlen ”Der var engang en Gud”. Det skal han være velkommen til. Han vil formentlig opdage, at han ikke længere vil kunne rejse en debat. Han gjorde med sine provokationer og tågede synspunkter folkekirken fortræd. Derefter klappede han hælede sammen og tog frivilligt mundkurv på, mens kirken fortsatte udbetalingen af løn til ham. Nu går han, men burde i anstændighedens navn være gået før. Grosbøll-sagen er slut og et kapitel i dansk kirkehistorie lukkes. Fred være med ham. bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad